Det er Nat, det er stille i Nat.
Jeg kan høre min Lampe, som brænder.
Jeg har bøjet mig over dine Roser,
som jeg holder i varsomme Hænder.
De er visne. Alt visner og dør.
Kun et Menneskes Kærlighed varer
i et Barn, i et Vers, i et Billed,
i en Tone, som Toner besvarer.
Og jeg elsker. Mit Liv bærer Frugt.
Thi jeg ved, at min Kærlighed bliver;
i et skælvende Vers, i et Billed
jeg en Nat dens Historie skriver.
Ogsaa du. Men maaske du har drømt!
Du har sagt, at din Hjertebund bæver,
naar du ser mig. Og dog kan det ske,
at en anden dine Højskatte hæver.
Derfor sidder jeg stille i Nat
som en Mand, der sin Rigdom beskuer,
mens han ved, den kan svinde saa let
som den Glød, der i Blomsterne luer.
Men jeg kysser de Roser, jeg fik.
Og jeg siger til hver, som jeg kender:
Vær taalmodig, hendes Hjerte kan dø
som en Fugl, der er syg, i dine Hænder.