Lun er Luften, lind af Væde.
Himlen som et Silkeklæde
hvælver sig og varsler Regn;
fine, sølvgraa Farvetoner,
ind i hvilke Birkes Kroner
ciselere deres Grenes spinkle Tegn.
Stæren tier. Kun den lille
Finke bryder med sin Trille
den forventningsfulde Ro.
Ingen Vind sin Aande spreder.
Jordens Frøkorn tyst bereder
sig til efter Regnens Fald at gro.
Lun er Luften. Al Ting tier,
al Ting spændt af Attraa bier
paa det store Øjeblik.
Alle Kim har aabne Munde
for at drikke ud til Bunde
Regnens rige, grødefulde Drik.