Tæt over tyste Veje rinder den natlige Rim —
Og Skyerne flygte i Luften som Flokke af hvide Svaner,
gyldne i Stjernernes Skær, ad egne og ukendte Baner,
mens tæt over tyste Veje rinder den natlige Rim.
I Jordens dybe Moderskød blunder den Livsens Kim, —
Men Vinterens Mulm skal svinde — og jublende Sjælen aner,
at engang løftes i Solen de saftgrønne Bladefaner —
af Jordens dybe Moderskød løftes den blundende Kim.
Jeg vandrer ved din Side paa en hvid og vinterlig Sti,
hvis bladløse Træer har glemt al Sommerens Solmelodi,
hvor Fodspor paa Fodspor slettes af Nattens rindende Rim.
Men Luftens dybe Stilhed og din Stemme er som et Ly,
hvor jeg drømmer livsaligt skønt om Vaar, der vaagner paany,
— om Sol, som løfter af Jorden Livets den blundende Kim.