O dal og dæk kun varligt til
den arme, golde Jord!
Fald Sne, o, fald saa tæt, du vil,
mens Skumringsmørket gror.
Gør lyst
men tyst —
Jeg er saa træt —
Og lul mig ind,
nu da mit Sind
er mildt og vingelet.
Dal hvid
og blid
og dunblød tæt.
og kys, ja kys
i sagte Drys
mit Øje, som har grædt.
O, dal og drys — kun eet jeg vil:
Den samme hvide Ro,
du giver Løv og Blomsterspil,
som kun i Sol kan gro!