Disse Vinde, der smyge
sig tyst om min Kind,
denne dalende myge
Duft fra blomstrende Lind.
Disse hviskende Trækroners
Aftenmelodi
og fjerne, skælvende Toners
gribende Melankoli. —
Dette Hjerte, der banker,
der lider mod mit,
mine egne sørgmodige Tanker,
som flygte saa vidt, saa vidt.
Et Syn: Den snefaldsblege
Freja i sin Offerlund.
De Klager, som stege,
de døde paa hendes Mund.
Dette fjældkolde Øje,
der isner mit Blod,
men tvinger til at bøje
sig og knæle for hendes Fod.
De sorgvildt knugede Hænder,
Læben, som stenmejslet stum
al Lidelses Havdyb kender,
den vier os dødtavs og grum.
De guldrøde Maanestraaler
henover Jordens Sten,
de rygende Offerskaaler —
vi fylde dem en for en —
Ej kan vi lindre og læge,
ej standse det strømmende Blod,
thi hver, som Gudinden vil præge
maa saare — og saares til Bod.
— Disse Vinde, der smyge
sig tyst om min Kind,
denne dalende myge
Duft fra blomstrende Lind —
Disse hviskende Trækroners
Aftenmelodi,
og fjerne, skælvende Toners
gribende Melankoli — — —