I
Højt kupler sig det dunkle Himmelhvælv,
og bort i Nattens fjernblaa Dybder vugges
Taarnurets Slag, som svagt i Luften skjalv.
En sagte Knirken, naar et Vindve lukkes,
og Lyd af Fodtrin, som paa Gaden klampe —
— Saa blir det tyst — i Genbohuset slukkes
det sidste Skær af en aarvaagen Lampe.
Nej, vi vil ikke, kan ej skilles her,
hvor en Maanestraale snor sig spinkel
og sølvhvid over Gitterværkets Sprinkel,
men vi vil gaa ind under lyse Træer,
hvor som en duftig Kærtegnskaabe Aanden
fra alle Blademunde om os slaar —
Saa tage vi hinanden fast i Haanden:
«Du dejlige, du lyse Nat i Vaar!»
II
Sit natblaa Stjernetelt har Himlen spændt
ud over den flade, slummerhyllede Egn,
hvor Huse og hvor Vande kun er kendt
som lyse Prikker mellem de tætte Hegn.
Oppe i Kastanietræets mørke Krone
skinne Vaarens Festlys i hvidnende Rad;
der klinger en blød og drømmefødt Fugletone
under den sagte Raslen af Blad imod Blad
og klukkende Bølgers Slag mod en rørbræmmet Kyst.
Ak, hvor her er tyst
og dejligt at drømme, nej, spørg mig ikke, om hvad —