Skal jeg mon sørge eller føle Glæde?
— —
Ned over Torvets Brosten Solen bager,
men inde i det lange smalle Stræde
ruger stadig Skygge. — Store Flager
af Sod sig sagte over Gaden lægger;
og Husene i graalig Enshed rækker
de høje, nøgne Armodsmure frem.
Men oppe paa en Sal har milde Hænder
plantet og elsket frem en Hængehave,
hvis spinkle Ranker nedad Muren sender
et Net af Blade og en Blomstergave,
der skinner gyldent-rødlig mellem Løvet
som Blus paa Livets sejerstændte Kerter.
— Skal jeg nu sørge med de stakkels Blomster,
som er alt Solens Lueskær berøvet,
hvad eller glædes med de kække Hjerter,
der, selv hvor Hav af Mislyd Modet bryde,
har Kraft til hvert et Skønhedspust at nyde?