I Maaneskin, ved Midnatstide
lægger sig store, fløjelshvide
Blomster ud over Jord. —
Blomster med saa underlig Duft
som en Søvngængers hviskende Ord.
Og om du vil dem bryde,
fanger din Haand kun Luft,
og stedse deres Ranker de skyde
foran dig, hvide, urørte.
Ind i en Skov de mig førte.
Og det tætte grønne
skjulte for mit Blik deres skønne
Straaleblades Skin.
Dybt, dybt gik jeg
i Skoven ind,
bort fra al banet Vej,
der hen, hvor Stilhed bor,
hvor Kilden i sit Fald
stivned til klart Krystal,
hvor Planterne aldrig gror
eller gløder — kun sover —
Og ingen Fugle lover
Livet, men Mulmet
er som en Sang, der døde,
da rigest den svulmed.
Og Sommerfugle, purpurrøde,
fra de akstætte Agre
ind i denne Stilhed flagre
og falde ned paa den bløde,
græsklædte Muldjord uden Liv.
— Da følte jeg mig træt
og brød gennem Grenenet
for at favnes af det dybe Stille.
— Men alt Livet i mig vilde
kun Liv, og med voksende Kraft
vakte det den døde Natur.
Da steg fornyende Saft
op i den vildsomme Blademur,
som vaagned til Sus og Tale
og aabned sig, at milde Lufte
kunde strømme i de grønne Sale.
Alle Blomster begyndte at dufte,
og Fuglene fløj syngende bort
med Sommerfuglene til kort,
straalende Leg i Solen.
Og Kilden hopped over Stene
bort fra mig med klinger Latter.
Og atter
var jeg alene —
Men fra det soltændte Øst
kastedes imellem Skovens Stammer
en Urt, hvis Stængelvæv skød Flammer
brændende Pile.
Og Nattens Drøm om Hvile
svandt som Dunst og Damp
for Blomsten med den hede Lugt
og Farve som det røde Hjerteblod,
der rinder og rinder i Kamp,
til alt Lys igen er slukt. — —