Flortynde, hvide
Skyggeblomster glide
sitrende
ind i Nattens Lande.
Svanen stiger fra dybe Vande
glitrende
falde stænkende Draaber
af Vingen — Den raaber
til Mørket og flyver efter.
Men i de store Skove
sove
alle Dagens Kræfter.
Skjult i Mulmet,
i Tykningens Gem
har længe ulmet
en Gnist.
Nu hopper den frem
over gyngende Kvist.
Som en spillende Slange,
blinkende blaa,
skyder den frem under lange,
vippende Straa,
duftberust —
Dens svovlgule Tunge
vokser i Pust
fra Vindenes Lunge,
æder alle Blomsterstilke,
Mostæppets Silke
og Bregnernes Tætning,
vinder sine Flammer
om Træernes Stammer
og Løvværkets Fletning. —
— Højt sig tænder
det vildeste Skrig:
Skovene brænder!
Fuglelig
falde fra Kviste,
Hjortens og Hindens
susende Spring biir det sidste.
Ild og Blod
raser i Vindens
røgsorte Flod.
Liv sig til Dødsskrig vender:
Skovene brænder!