Nu breder stille Skumren
Ly over Fuglenes Drømme
og Spirernes Slumren.
Tætte, tavse Taagestrønune
svøbe sig om Buskens Bark,
skjule som en Trylleverden
for mit Blik den store Park.
Stille staar jeg her og ene,
stirrer gennem snevre Tremmer,
tror, at det er dig, som Grene
og som Taage for mig gemmer,
hører Gruset sagte knitre,
kalde — men er lukket ude
bag de tunge, stængte Gitre.