Nu strækker Granen sin frosne Finger,
saa haabløs bange mod Himlens Graa,
mens Vestenvinden sin Svøbe svinger,
og Frosten bider i Harens Taa;
og Vildfuglen dukker
sin dunede Bringe,
mens Tykningen lukker
sig ømt om dens Vinge.
Og Aftægtsmanden bag vægtige Dyner
fanger Lyden af Nattens Blæst, —
men Drømmen skænker ham herlige Syner,
Bakkegaardsbønder ser han som Gæst:
naar Bakkegaards-Frænder
har stævnet til Møde,
som Regel det hænder,
det varslede døde.
Snart skal han køres fra sin Alkove,
den lange Rejse — den sidste Tur;
og Aar skal rinde, mens han maa sove
hos Slægten derinde bag Kirkens Mur;
og nye vil fødes
mens Tiderne rinde
— tilsidst vil de mødes
bag Muren derinde.
Ind gennem Ruden ser Nytaarsnyet,
lysner derude paa Vej og Sti,
»Gamle Hans« ligger og venter paa Gryet,
haaber at Natten snart er forbi;
Mørket ham favner
med Arme sorte
— ingen ham savner
den Dag han er borte.
Hønen kagler derude paa Stænge,
Dagen kommer gylden og varm,
Solen skinner paa Lo og Længe
smyger sig op ad Gamlingens Arm.
Og Sorger, som tynger,
vil hastigt forsvinde,
snart Gamlingen synger
i Kamret derinde.
Blot at leve endnu en Sommer
er Gammelfars aarle og sidste Bøn,
trygt vil han møde den Død, som kommer,
sad blot paa Skødet en Sønnesøn.
Høsten og Døden
er Livets Love,
i Aftenrøden
er bedst at sove.
Fjorden ligner en Sølverstribe,
bugter sig smidig frem som en Aal,
Øjet møder de travle Skibe,
Tanker søger saa fjerne Maal.
Ude paa Fjorden
tar Skipperen Kending
af Bakkegaarden
i Storm og Brænding.