Barn! Du spæde, sarte Ranke,
Grenen paa mit eget Selv
— du var hos mig i hver Tanke,
da jeg mærkede dit Skælv.
Og jeg kyssede i Drømme,
blidt din lille spæde Kind,
og du kaldte frem saa ømme,
Tanker i mit Modersind.
Du og jeg, vi to alene,
kendte Livets dybe Spil:
jeg var ikke mere ene,
da jeg følte du var til.
Trygt jeg bar Dig ved mit Hjerte,
gemt dybt i mit Moderskød,
tændte i Dig Livets Kærte
og gav Dig af Livets Brød.
Tungt din lille Fod kan træde —
træde nær ved Hjertets Slag;
vi bar Livets Sorg og Glæde
i det samme Aandedrag.
Drømme, sommerlyse, glade,
kyssede mig ømt paa Kind,
naar vi under Lindens Blade
begge to var sovnet ind.
Barn, jeg favner dig i Glæde
— du er jo en Del af mig,
selv om jeg ved Dig skal græde,
maa jeg blot beholde Dig.