Paa den lave Klippetange
mod en blodrød Aftenhimmel
ser jeg Eskimoernes Stimmel.
Stimmel? Ja, en halv Snes Mand,
og jeg synes, det er mange
her i dette øde Land.
Hør, de leger Bjørnejagter,
og de ler saa overvættes,
Hundene mod Bjørnen sættes,
Bjørnen er en udklædt Knøs.
Under kanibalske Fagter
slippes Hundespandet løs.
Straks som sultne Ulve
løber Hundeflokken mod sin Fjende,
Legen kunde gerne ende
med, at han blev sønderædt,
men de rappe Piskesvøber
stanser dem, der naar for tæt.
Stanse maa jeg selv af Latter
over den groteske Scene.
Ja, jert Liv er Leg alene,
I kan skoggerle af alt,
skøndt I prøved atter og atter
Bjørnekampe, som Livet galdt!
Selve det at leve Livet,
sulte, naar der intet skydes,
æde graadigt, hvad der bydes,
elske sig udtømt og træt
og ved Søvn faa Kræfter givet,
er jert Liv og Livets Ret.
Derfor maa I gerne undres,
naar I ser mig i vor Hule
sidde tavs og travl — og skule,
hvis I ler min Stemning væk.
— Mener I, jeg bør opmuntres
til at kaste Pen og Blæk?
Aa, I skulde bare vide,
at der sidder »Venner« hjemme,
som afgiver samme Stemme,
men at det er alt omsonst,
thi det er mit Liv at stride
mod det Maal at skabe Kunst ...
Den, der skaber, gaar ej Pligtens
borgerlige Alfarveje
og har aldrig haft i Eje
snævre Dyders Rettesnor ...
Men, hvad er vel al min Digtens
Fryd og Smærte? ... Døde Ord!
Det, som dybest Sjælen føler,
det kan intet Ord udtale,
ikke noget Billed male,
knapt nok anes i Musik ...
— Venner! Gid I aldrig nøler
med en kold Fornufts-Kritik.
Eller le som Eskimoen,
le ustyrligt, mens jeg skriver,
jeg forsikrer, jeg vedbliver
og skal aldrig slides træt,
naar jeg bare ejer Troen,
maa I gerne have Ret.
Gerne blev jeg her og jaged
Bjørn og Rén ved Vintermaane,
skulde ingen Evne skaane,
blev her gerne Livet langt,
ingen Tid af Længsel naget,
aldrig Livet surt og trangt.
Thi det vil jeg ikke skjule,
at jeg helst gik rent i Glemme,
glemte alt og alle hjemme,
Ven og Fjende, hvert mit Skrift.
— Men selv her i yderst Thule
er jeg Slave af min Drift.
Og min Drift er den at være
én, der har sin egen Stemme,
én, der skriver dansk derhjemme
om, hvad Livet har ham lært;
— denne Drift er sød at nære,
dette Liv er rigt, men svært.