Nu er det stille,
Høstnatten skumrer,
Vindene slumrer,
hvor Livets Kilde
dagtræt gik ned,
— lydløs Fred
rundt om Landene,
ud over Vandene.
Den, som nu kunde
sit Hoved bøje,
lukke sit Øje
og fredfyldt blunde
den lange Nat
fornufts-forladt,
uden Vaande
drømmeløst aande!
O, men der rinder
Lyd i mit Øre,
Kamp maa jeg føre
med bitre Minder:
Venskab, jeg brød,
Had, jeg fortrød.
— Fredløse Gru,
hvil ogsaa du!