I
Jeg er saa glad for Solen,
glad for September-Solen,
den bryder uformodet
frem af den tunge Sky,
saa gul som Æggeblommen
skinner den uindbuden,
men hjærteligt velkommen
gennem Tarmskindsruden
ind i vort ringe Ly,
bestraaler en tilsodet
mos-fuget Sandstensvæg,
gløder over mit Skæg,
varmer mig dybt i Blodet
og strejfer skælmsk Reolen
— ja, for vi har en Bogreol,
tre Pakkasse-Borde og en Stol.
Ak ja, vort Hus er lille,
beskedent Inventaret,
stenhaard vor Soveplads,
ingen bruger Madrats,
— vi ejer jo ikke meget.
Men her er Rum for os alle,
frit Rum for frie Tanker,
for hver personlig Mening,
og Ordene er som forynget,
thi Huset er vort eget,
ved egne Kræfter bygget,
af ingen Skatter tynget,
ej heller truet og trykket
af nogen Kreditforening
— det eneste Hus, jeg har set,
uden Prioritet!
Dog: kunde man prioritere,
til Mønningen prioritere
den stadigt vedligeholdte
barnligt selvejer-stolte
Glæde hos Hulebeboerne,
naar vi har Besøg af Bekendte
og Venner blandt Eskimoerne
og fester for dem i vor »Sal«,
saa blev der Tilbud om Kapital,
for den skulde nok svare Rente,
— men det er nok ikke at vente ...
Her er saa solskins-stille,
saa høstligt højtids-stille,
for en Naturtilbeder
underfuldt fredsomme Steder:
En af os sidder og maler
Isfjældene, guld-bestrøde,
en anden skæmtende taler
med Folkene her fra Landet,
selv falder jeg hen i Goethe,
læser mig langt, langt bort,
véd, hvad jeg gerne vilde,
nu, da Dagen er kort
og Aftenen mørk og stille.
Jeg mindes en fjern Akkord
og længes, kæreste du:
II
Jeg har samlet i Dag nogle fattige Blomster,
der trives paa »Længselens Ø«,
blege er de som brystsyge Børn,
der ligger og kan ikke dø.
En Valmu, en Liljekonval og en blaa,
som jeg ikke kender ved Navn.
Jeg har baaret dem alle hjem i vor Hule;
de ligesom fylder et Savn.
Aa, men hvor er de dog faa og fortabte,
i Sommer de straalede rent!
Stormene slog dem nok skaanselsløst,
og nu er det ogsaa sent.
Ja — det er altfor sent for en Blomst
at staa i den frosne Muld ...
Bare der var nogle flere af jer,
saa hele Hulen blev fuld!
III
Hvor er dog Havet mørkt i Dag
som ved Decembertide hjemme.
Nordvestens tunge Aandedrag
kan gennem Væggen jeg fornemme.
Koldt er her: Termometret Nul,
Blæst stryger ind af hver en Sprække.
Og dog! Hvor hyggeligt et Hul,
mod Uvejr et velsignet Dække.
Spæklampens muntre Flammeild
flakker kærtegnende paa Muren,
ude raser en arktisk vild
Efteraarshærgning i Naturen.
Lav rinder Solen, høstlig gul,
hver Nat blir nye Stjerner tændte,
visnet er Blomst og flygtet Fugl,
kun Vintrens dybe Nat i Vente.
Ude Orkan — men inde Fred,
den lykkeligste Fred, jeg kender,
naar Dag er endt, og Sol gaar ned,
og alle Længslers Lamper brænder.
IV
Den første dryssende Sne
over de nøgne Fjælde
og Frostens klingre Bjælde.
Forbi den korte Sommer,
Valmuer og Konvaller,
Elvenes Draabe-Krystaller.
Den nøgne Jord blev Is
ved første Nattekulde,
nu sover Kim i Mulde.
Nu graver sig alle Mennesker
ned i den lune Jord
med alt deres Vinterfor.
Borte er Narhvalstrækket,
ikke en Fugl under Land,
bare det mumlende Vand.
Og ved de stejle Kløfter
vaander sig Ræv og Hare
inde i Saks og Snare ...
Men til det store Mørke,
klædte i Dyrehuder,
bringer vi vore Guder:
Hjemmets og alle Erindringers!
— drøfter gamle Hændelser,
kommer med sære Bekendelser,
trevler vort Livsvæv op,
de skøre, bristende Traade,
brænder dem uden Naade,
klæder os splitternøgne,
kender til Bunds hinanden
— dog bare til Afgrundsranden,
bygger jo, hver især,
et Ly for sit skjulteste Minde,
hvor man er ene inde,
ene altid alene:
en vanskelig Jord at dyrke,
men Ensomhed giver Styrke ...
Saa er da Sommeren død,
og i det yderste Thule
gemmer vi os i en Hule,
er som et udflyttet Danmark
varmet af hjemlig Sol
her ved den kolde Pol,
drømmer saa meget gammelt,
higer mod nye Stier,
tænker, taler og tier ...
Luften er vinter-skarp.
Mod Himlens lydløse Blaanen
staar som et Genfærd Maanen.
Fantastisk dødninge-hvide
spejler sig fjerne Strande
dybt i de dunkle Vande.
En Gang i Tidernes Gry
boblede disse Kyster
af Moderjordens Bryster.
Stivnet alle Tinderne
gløder som Okker og Mønje
op gennem Bræens Brynje.
Om Milliarder af Aar
vil da mon Isbræen smælte,
Søjlerne sprænges og vælte?
Vil da den signede Jord
syde igen, før den daaner
hen mellem livløse Maaner?
— Ak, hvor usselig lidt
selv den Viseste aner
om vore Skæbnebaner.
— Hvad véd jeg vel om mig selv:
Er jeg et glødende Hjærte
eller en udbrændt Kærte?