Kvinder, Kvinder!
Jeg savner Kvinder:
dem derhjemme, jeg glad forlod,
ikke en eneste en var mig god,
jeg var saa inderlig ked af jer alle,
træt af at sejre, syg af at falde,
o! Og bedrøvet af Minder.
Fjernt gaar Rejsen
bag Nord-Atlanten,
Fjælde løfter sig, klædt med Is,
Hjemmet er skjult i Forglemmelsens Dis.
Endelig fri! Kan uhinderlig drage
Vejen i sære Henrykkelsens Dage
— lykkelige jeg, som fandt den!
Og jeg nyder
med skærpede Sanser,
stormer frem med ubændig Kraft,
alt mit Blod er som sydende Saft,
daglig sejrer ærgerrige Kræfter,
grundigt hviler de sig derefter,
naar ved Maalet jeg stanser.
O, men nu savner jeg
Kvinder, Kvinder,
dem derhjemme, de dunkle Blik,
deres berusende Skumringsdrik!
Jeg havde troet jer ude af Tanke ...
Stille, Hjærte! Du maa ikke banke
Blodet til mine Kinder.
Hør, jeg raaber det:
Kvinde, Kvinde!
Bort med Forsagelsen, Elskov først,
kom nu og sluk mine Læbers Tørst,
se, jeg bønfalder dig, vær mig til Vilje,
ræk mig din duggede Kalk, o Lilje,
og lad mig dø derinde.
Danske Kvinder!
I skal dog vide det:
Kvinderne her i det høje Nord
er Hundyr, Byttekvæg, tvungne til Hor,
Manddyrets Trælle, afhændelig Vare
— elske dem! Nej, det har ingen Fare;
man væmmes kun, at de maa lide det.
Nej, Kulturens
stolte Kvinde,
hende jeg haanede tidt af Trods,
hun er den eneste Kvinde for os.
Hendes Sjæl er en Kaktus, der udfolder sig
bare en eneste Gang. Den beholder jeg
gemt som mit helligste Minde.
Ja, jeg savner dig,
Hjemmets Kvinde!
Al din friske, fortryllende Skæmt,
din beslutsomme Mund, der ler saa nemt,
savner især dine kærligt dømmende
dunkle Øjne, de vemods-drømmende
— mer end en Himmel at vinde!
Dit stille Vemod,
din Sjæl, Veninde:
dybt, hvor din reneste Strengebund toner
i sælsomt grublende Regioner,
den er det, jeg savner — elsker og savner,
naar i de svimlende Drømme jeg favner
mit Hjærtes eneste Kvinde!