Tænk, naar jeg igen skal høre Musik,
Musik, som rører min Sjæl til Suk!
Jeg tror, jeg maa græde det Øjeblik,
jeg atter hører Musik, som er smuk.
Musik, o Musik! Beethoven og Bach!
Jeg vil sidde og gemme mit Ansigt bort,
jeg vil glemme mit Liv, og at Livet er kort,
blot leve med Mestrene, aande min Tak.
Heroppe synger kun Søfugl og Hval,
selv voved jeg bare en enkelt Gang
at nynne en lille Schubertsk Sang,
— Folk lo og tænkte, at jeg var gal.
Deres Hedningehjærner har ikke Rum
for Lykke og Lidelse sat i Musik,
blot Troldmandens monotone Brum
til Tarmskindstrommens sære Rytmik.
Maaske man kunde faaet dem lært
— hvad Tusinder Danske jo lever i —
en flunkende tom Revy-Melodi,
men det var nok ikke Umagen værd.
Thi lykkeligvis er de ikke bragt
saa vidt som de kristnede Eskimoer,
hvis Salmesang blot er drævende Kor
— al anden Musik gaar i Hopsatakt.
Dér dansed jeg vildt til Harmonika-Kluk,
og al min Hjerne blev Lirekasse-ør,
min Mund var Latter — mit Hjærte Suk
efter Toner, som altid fyldte mig før.
Der er ikke i Verden en Kunst som Musik,
hver skælvende Sjæl er i Tonernes Magt,
hvad aldrig jeg saa’ med mit Menneskeblik,
de lønligste Ting har Musikken mig sagt.
Min Sjæl er Musik, snart fortvivlende trist,
snart kaad som en Scherzo i lyseste Dur,
og jeg véd, at Musikken vil vare tilsidst,
naar længst jeg er sløv for Maleri og Skulptur.
Naar jeg ikke længer kan røre en Pen
og har, hvad de andre fik skrevet, forglemt,
da er vel endnu Musikken igen,
jeg kan dø i hentonende Klokkeklemt.
— Aa, tænk, naar jeg atter skal høre Musik,
en kendt Symfoni, tungsindig og stærk,
o, hvilket højtideligt Øjeblik,
naar jeg bøjer min Sjæl under Mesterens Værk,
naar jeg sidder gemt bort i den skjulteste Krog
og glemmer mit eget forsvindende Fnug,
med Sanser, der kender kun Tonernes Sprog,
og Øjne, der tindrer som Blomster i Dugg.