Hvorfor saa forarget paa Hankatten, Tante?
han synger for Kæresten kun.
Maaske du vil ha’ det lidt mere andante,
men det vil visst slet ikke hun.
Han synger jo blot, allerkæreste Tante,
paa Kattenes Vis for sin Brud.
Men Tante hun hvæste: »Det passer sig da’nte
at mjave sin Følelse ud.«
Og hør, hvad jeg fandt i din gamle Servante,
omvundet med Perlemorsbaand,
en hel Pakke gulnede Digte til Tante
med Larsens, Grossererens, Haand.
De Vers de var sandelig interessante,
de viste med Snørkler og Rids,
at denne Grosserer som ung, lille Tante,
var samtidig Mis og Kommis.
Om Versene ikke er helt elegante,
— naar Hensigten blot er reel!
Men hvorfor fik Digteren ikke, o Tante,
lidt Andel i Digtenes Held?
Det er denne syndige Angst for at fjante,
der stivned din Sjæl og din Krop.
Nej, hellere end den forskruede Tante
dog Katten, der skruer sig op!
Men av, hvor vi krænkede der Jomfru Tante!
Nu fnøs hun og spyttede Lud
og bandte sit vante bastante: »Man ska’nte
levere sit Indvortes ud!«