Sikke en Vrimmel af Personer
der er Plads til
paa den Stump Lærred!
Og levende er de alle!
Der er et Barn, der hulker
fattigt, hjælpeløst,
det er kommen bort fra sin Far og Mor
og ved ikke mer, hvor det har hjemme.
Der er en bred graahærdet Kriger,
som morer sig, naar det gaar haardt til,
og ikke generer sig
for selv at stikke en Landsespids frem,
naar der kommer en eller anden forbi,
som ser ud til at kunne have godt af
et Prik i Maven.
Der er en Far,
en stor frodig Mand,
vistnok Sadelmager,
han elsker Børnelatter
og Spræl og Spektakel
og bliver, naar det gaar andre ilde,
hvid af vred Medynk,
fordi disse andre
ogsaa er Børn af nogen.
Og der er en ung Præst,
mager og ensom,
krummet af Smerter,
med hektisk Glød paa Kinderne
og fortvivlet Bøn i Hjertet
om at kunne komme til at elske
med Kristi Kærlighed
alle dem, han nu hader og foragter.
Der er ogsaa en gammel Biskop,
som holder af alle Mennesker
og synes, Livet er saa rart —
han løfter Burgunderen
og lader Lyset spille i den
og klapper halvt i Distraktion
sin Borddame paa Knæet.
Og der er en moden Bonde,
stabil og stærk,
som ved, at Livet
ligger i Moseloven
og i at pløje Furen lige.
Et Glimt af Diktatoren —
hans Kæber er Rovdyrsaxe,
men hans Hjerte er som en Kvindes Hjerte,
han vil sluge Verden med sit aabne Gab
og med sit Hjerte nære en ny.
Pas paa Ministeren,
det er en snu Ka’l,
har lært sig at udtale Ja og Nej saadan,
at man ikke kan høre,
hvad der er hvad.
Hatten af for Kunstneren!
(det forlanger han)
ham, der giver det berømte F i det hele
for bare at male —
Valmuen saa giftig rød den er
og Himlen kasserolleblaa,
værsearti!
er der nogen, der protesterer,
saa bare
værsearti!
engang til.
Der er en yngre gammel Herre,
livelig ræd for at faa Snue,
og et Fastelavnsris,
der vifter med Flitteret:
Min Gud, man lægger da vel Mærke til mig!
Sandelig er der ogsaa en Løve,
der misser med Øjnene,
ser paa sine Kløer
og gaber,
komplet ligeglad med,
hvad de flirer i Junglen.
Men saa er der tillige en Troubadour
midt i 1939,
han vender sit Ansigt
trodsigt mod Verdensrædslen
og raaber til den:
Ikke skal du
faa mig til at glemme,
at hun er til.
Aah, sikke mange Skikkelser
paa den lille bitte Scene
herinde!