Hvad de aldrig forstaar, Hr. Minister,
skønt hos Dem selv et Hjerte har Hvælv:
at et Menneske heller mister
sit Liv, end det mister sig selv.
Ja, det regner De højst for en Frase,
og De vender Dem iskold bort.
Thi for Dem har kun Livet een Fase:
at spille klogt sine Kort.
Aa, I kloge, hvor er I dog dumme,
saa Enfoldighed ad Jer maa le —
som om Jorderig kun skulde rumme
en macadimiseret Chaussé.
Det slaar til paa det flade at regne,
og det tamme kan klares med Kløgt.
Men Vulkanernes trodsige Egne
har Ministeren aldrig besøgt.
Det er muligt, ar Panden kan bæres
i en Luft, der er kølig som Sne.
Jamen Hjertet er skabt til at næres
af en Lue, (som ingen kan se),
Til Kaptejn kan De selv Dem forfremme
ved Sejlads paa et fersk Ocean.
Men Gud naade Dem, gaar det i Glemme,
at det ender en Dag med Orkan!
Ja, smil De kun spodsk, Hr. Minister,
og kald mig for Pøbel og Nar.
For »Intilligens« jeg mig drister
til at vælge mit Hjertes Barbar.
Nar er De, vil De Livsilden kue,
og saa mene, det aldrig kan ske
at en Dag slaar Vulkanen sin Lue
gennem alle Betænkelsers Sne.
Ak, De faar det ret aldrig i Hodet
ja, De kan vel slet ikke forstaa,
at rødt er i Hjerter os Blodet,
men Hjernens Celler kun graa.
Og aldrig blev Samson Filister.
Før sprænger han Templets Hvælv
for Fjenden at knuse, Minister,
om saa han skal knuse sig selv.