Hvor mørkt du ligger, du danske Kyst,
mod skumhvidt Hav som i Trods du sortner!
hvor lav, som krummer du dig til Dyst,
mens Blæst og Bølge imod dig tordner.
Foruden Bjærge
til Skjoldehvælv
du ved, at værge
du maa dig selv.
De jager frem i Erobrerjag,
det glimter hvidt i de sortblaa Blikke.
Du ryster under de haarde Slag,
men viger ikke, men viger ikke.
Med Verdner mod dig
i Dødens Port
du altid stod dig.
Hvor stolt! hvor stort!
Aartusinder har nu Havet kogt
sin Sejd omkring dig af salthvid Fraade,
og under Efteraarsstormens Togt
laa plovskærssaarede, tungssindsvaade
de lave Sletter
og vented paa
bag sorte Nætter
en Dæmring graa.
Vel har vi elsket din klare Nat
med Bølgenynnen i Bælt og Sunde,
med Maanesmilet i dugget Krat
og Nattergale, der ler i Lunde.
Naar Elskov tisker
om Vraa og Slot,
og Hjertet hvisker:
Hvor er her godt!
Dog mer du greb mig i Stormens Tegn
din mørke Hede, de sorte Agre,
din eftertænksomme, vrede Egn,
en Grimhed fagrere end det fagre.
Af Gud blev givet
den Skænk til os
at eje Livet
i Tro og Trods.
Den danske Sømand paa Vikingvagt
og Bondens Krigsfærd mod Ahl og Hede,
det Nordens Sind, der i Mørkets Magt
til Kamp for Lyset var altid rede!
hver Daad har videt
vort Riges Port.
et Folk saa lidet,
hvor er det stort!
Og de bar kaldt dig en Solskinskrog
og klimpret kønt om din vege Ynde,
Men den, der saa dig, hvor Bølgen slog,
fik Trang til mere end blot at nynne.
Der steg en Afklang
ham dybt fra Bryst
af Storm og Havgang
om Danmarks Kyst.
Saa hilser vi dig, vort Fædreland,
som sejgt hold Stand mod Aartusinds Fjende!
Og overskyller han end din Strand
snart skal han atter tilbage rende.
Mod Lyset spejder
din mørke Kyst,
beredt til Fejder,
til evig Dyst.