Tyrtaios: 4 Krigssange
Fra det syvende Aarhundrede før Krigeren fra Nazareth.
Fra det syvende Aarhundrede før Krigeren fra Nazareth.
1.
Spartas Sønner, gaa frem! gaa frem!
til Kampen flyv som paa Vinger!
Skjold for Brystet med Venstre Klem!
Med Højre Spydet I svinger.
Kun søge Livet at spare
er Leveregel for Harer.
Aldrig mellem Spartaner
fandtes saadanne Vaner.
Spartas Sønner, gaa frem; gaa frem!
til Kampen flyv som paa Vinger!
2.
Hvem pylrer her om Overmagt?
At ikke I jer skammer!
Spartaner, naar var du forsagt?
Husk paa, fra hvem du stammer!
Og Retfærds Gud endnu er til.
Tro ej, at Kastevindens Spil
slaar Folk omkring som Rør og Siv.
Nej, Herren over Død og Liv
gi’r Prisen til den Tapre.
Tæl ikke dine Fjender op,
bær heller paa dem Vaaben!
Dær, hvor de staar i tættest Trop,
gør du en Plads dig aaben!
og stil dig saa paa denne Plads,
og indret dig det dær tilpas!
Hvormange end vil myldre frem
du boltre dig imellem dem
som mellem Solens Straaler!
Krigsluren ejer mangen Klang,
Dem alle har vi prøvet.
I Frem- som i Tilbagegang
har vi os dygtigt øvet.
Det sidste har saa godt vi lært,
at det er ikke mere svært.
Klem paa nu med en ny Taktik:
Staa fast fra dette Øjeblik
og gaa i Morgen fremad.
Og da » Tilbage« nu er slut,
ej mere Modet klikker.
Nu falder færre af os, Gut,
og Ryggen har vi sikker.
Dæk Bryst og Ben bag Skjoldets Fort!
stem Fødderne mod Jorden haardt!
knib Munden til som syet med Sting!
og saa det store Landsesving,
som Dødsgudinden elsker!
Men kommer Fjenden dig for nær,
saa spring ham ind i Livet,
slyng Lansen fra dig, lad dit Sværd
ham et Velmødt faa givet!
saa Fod mod Fod og fast ham kryst
med Skjold mod Skjold, med Bryst mod Bryst,
med Hjelmbusk først, saa Hjelm mod Hjelm,
og slip, naar af den arme Skælm
kun er et Lig tilbage!
Men I, der staar bag Skjoldes Bundt
med Kastespær og Slynge,
nu tror jeg, det er Fjenden sundt
lidt Sten at høre synge.
Prik til ham med de lette Spyd,
til han har glemt Forsigtens Dyd,
og tirr ham rundt i Nord og Sør,
til han er svedt og træt og mør!
Saa kan vi avancere.
3.
Jeg ved et herligt Syn,
at se den unge træde
sin Skæbne under Bryn,
at se ham gaa som Mand
imellem Mænd med Glæde
til Døden for sit Land.
Men Ynk og Jammer stor,
naar Mand med Børn og Kvinde
maa fly fra Hjem og Jord,
som fredløs Tigger gaa
fra Sted til Sted — at finde
lidt Læ for sine smaa.
Og Skændsel uden Bund,
om han blandt Venners Grave
maa luske som en Hund
og tuske sig til Fred.
ved som sin Fjendes Slave
at sælge ham sin Sved.
Den Skæbne ej til os!
Vi er Spartaner alle,
vort Hjerte ene Trods.
Kamp er den tapres Ly.
Og bedre er at falde
end gi’ sig eller fly.
Nuvel! her er vi mødt,
en Haandfuld raske Drenge.
Det Land, der har os født
og fostred Krop og Hu
med Kraft og Rankhed længe,
det vil vi takke nu.
Til Side, gamle Mænd,
der hørte Lurens Tone
og straks rev Sværd fra Lænd I
Men Vaarens nye Skud
i Fædrelandets Krone
i Dag vil bryde ud.
Ej sømmer sig at se
paa hæderkronet Isse
Blodluen æde Sne.
Det er vi unges Tur
med kaade Landsespidse
at vælte Fjendens Mur.
— Jeg ved et herligt Syn:
i Kampens Torden svinger
den unge Spydets Lyn.
I Offerfestens Stund
paa Alteret han bringer
sig selv med Smil om Mund.
4.
Jeg regner dem for ingenting,
Rekorderne i Sport —
er du Bersærk i Boxering,
og om mod dig i Løb og Spring
selv Stormen kom til kort,
er du en Gud i Talens Kunst,
har Rytme i dit Blod,
vandt Kongeros og Kvindegunst,
jeg regner det for Røg og Dunst,
saafremt du mangler Mod,
det Mod at staa som ærlig Mand
i Kamp for Folk og Fædreland.
Hil den, der uden Hjertesting
kan plukke Rædslens Frugt
og ved: »her hænder alle Ting
undtagen, at jeg gør omkring
til fejg og skændig Flugt.«
Den første i de førstes Trop
han dristigt sætter ind
sin unge Sjæl, sin unge Krop
og ægger herligt Modet op
i sine Fællers Sind.
Kun et af to om Kampen gjaldt:
han enten sejred eller faldt.
Og segner forrest du blandt Mænd,
smil i din sidste Stund!
Thi ingen Død er skøn som den:
for Fædres Jord at gi’ sig hen,
dø med dens Kys paa Mund.
Ja, sank du i saa dyr en Favn,
da er din Lykke gjort.
Din Død er Daad — til Folkegavn.
Og gennem Tiderne dit Navn
skal bæres højt og stort.
Fordi det største du os gav,
gror Folkets Liv af Heltens Grav.
Men stævner du med Sejr af Strid,
da rækker vi dig Kranse;
vi hædrer dig din Levetid,
og Kvinders Smil og Skjaldes Vid
omgærder dig med Glans.
Hvor Fod du sætter, skal du saa
en Sæd af Daad og Sang —
og sent og savnet fra os gaa,
naar du har lært de unge slaa,
som selv du slog engang.
For Ære, Frihed, Fremtid, Hjem
gaa frem, gaa frem, gaa frem, gaa frem!