Regnen den er der det hele Aar,
den kalder sig Markens Veninde,
klasker og vasker og slikker og slaar
og lader saa Solen skinne.
Dansende Sneen en Aften kom.
Marken blev ganske benovet.
Førend den rigtig fik tænkt sig om,
var den og Sneen forlovet.
Næste Morgen da Sol stod op,
var Sneen atter forsvundet.
Marken strakte sin tunge Krop
og prøved at faa sig sundet.
Atter kom Regnen og for omkring
og gav sig ret til at plaske.
Marken lod bare som ingenting,
og Regnen fik travlt med at vaske.
Regnen den er der det hele Aar,
og den er Markens Veninde.
Marken siger, at fast det staar,
den kunde en bedre ej finde.
Dog kan det ske, som de snakker bedst,
da falder Marken i Tanker,
ser Hermelin ved en Maaneskinsfest
blaane de sorte Banker.