Naar Gaasen lægger sig paa Æg,
Æg, Æg, Æg,
bli’r Gasen som en kalket Væg,
Væg, Væg, Væg,
Der gaar han i sin Ensomhed
og er af alt i Verden ked
og synes, det er ondt og haardt
og Synd og Skam og Kval og Tort,
at hun til Reden bindes skal
i trælse 30 Dages Tal,
mens han gaar rask og fri omkring
og er til ingenting.
Saa gaar han under Ve og ak,
ak, ak, ak,
til Hønsepigen med sin Snak,
Snak, Snak, Snak:
„Du Menneske, som alt formaar,
sørg for, at jeg til næste Aar
kan lægge selv min Kones Æg
og ruge ud det nye Læg,
saa hun kan være fri og fin.”
Men Pigen svarer med et Grin:
„Tror du, at nogen Gaas paa Jord
vil ha’en Mand til Mor?”