Aah, Danmark, hvor dit Navn er blidt
som Klap af Pigehænder,
og Flaget smiler rødt og hvidt
som hendes Mund og Tænder.
Din frie Blæst — til Lands, til Søs,
hvor styrker os dens raske Kys
til Kast med Daadens Terning.
Og i dit svale Blomsterskød
er Nattens Hvile sund og sød,
naar gjort er Dagens Gerning.
Men er vort Land en Pigelil,
saa er vort Folk jo Manden.
Og det er da saa ligetil,
hun taaler ingen anden.
Saa skal da alt, vi kan og ved,
paa Altret for vor Kærlighed
som Offergave stilles.
Bered os selv, du Livets Gud,
til Værge for saa skøn en Brud,
at aldrig vi skal skilles!