Vor Hytte laa saa tryg og mild,
da Vinterstormen ond og vild
vi hørte brat
fra Skov og Krat
i Mulmet skære Tænder.
Da Natmørket blev omsider forbi
og sig i et Dagmørke ender,
paa Ruden blomstrer en Frostfantasi.
Vi aander os hver sit Kighul deri
og ser et Land, vi ej kender.
Hvor er de danske, muntre Mil,
der løb og løb foruden Hvil,
hvor Fugle sang
for Korn i Vang
og Grøfter blaa og røde?
Et styrtede Svaners Vingespiil,
et Ligbliks stirrende Øde,
som om det var selve Danmarks Smil,
der ramt af en lammende Bagholds-Pil
var frosset i Nat til Døde.