Hvad rager det mig, det meste af Verden
er blevet et Ligkapel?
Jeg faar mine fire bajre om Dagen
og har det morderligt vel,
Her er meget at lave. Det er der jo ikke,
naar Folk ikke knaldes ihjel,
saa alt i alt maa man nærmest sige,
det altsaa for mig er et Held.
Jeg er ikke ond. Det be’r jeg bemærket.
Men Sandheden er jo dog blot,
i Fredens Tid er det nærmest saadan,
I Krigstid, da har en Del det daarligt,
til Gengæld har andre det godt.
Da jeg nu hører til disse sidste —
Hvabehar? Ikke ogsaa! baat baat!
Møder jeg en, der har ondt i Tanden,
saa gaar jeg strax min Vej,
ja, for jeg ønsker, at alle ku’ ha’ det
ligesaa godt som nu mig.
Men da jeg ved, at det ikke er muligt,
saa er jeg ikke et Kvaj.
Vride mig Hænder af Led i Medynk
det hjælper jo ikke paa dig.
at den gør os alle til Rak.
Nu for Tiden da har man det saadan,
at man kan sgu kun sige Tak.
Naa men saa glider jeg, Tak for Passiaren.
Det var en Gang hyggelig Snak.
Aah dog for Helvede, at man skal finde sig
i denne Tang til Tobak.