Christian Molbech (1783–1857)

Hvor dybt i Dalen de Blomster gro

        Og venligt Bølgerne rinde,

Hvor svale Skygger og ensom Ro

        Den trætte Vandrer kan finde;

Hvor stolt fremknejser den gamle Borg,

        Grundfast som Ridderens Minde,

Hvor Hjertets Vemod og stille Sorg

        For mandig Attraa maa svinde;

Did higede længe min anende Sjel,

        Som dvæler ved Drømmen saa gjerne,

At engang jeg finder det jordiske Held,

        Som vinked mig kun i det Fjerne.

Den ædle, helligt forborgne Skat,

        Som Skjebnens Yndlinger eje,

Som møjsomt jeg søgte ved Dag og Nat

        Paa mange og selsomme Veje.

Jeg stræbte mod Himlen, og søgte paa Jord,

        Og Aarene ilsomt henrunde;

Dog veed jeg, hvor Fred og Lyksalighed boer,

        Om selv jeg naae dem ej kunde.

Vel Højhed og Rigdom og Ære er Tant,

        Naar Legemet Skyggen ej følger;

Men Dyd er evig, og Kjærlighed sandt

        Hvad oftest for hine sig dølger.

Jeg saae de Ædle i Højheds Glands,

        Til Vælde og Herlighed baarne;

Men skjønnere Perler i Livets Krands

        Til Løn dem af Himlen blev kaarne.

Naar Herlighed svinder og Vælde forgaaer,

        Er Daad og Manddom tilbage,

Og evig er Skjønheds den blomstrende Vaar,

        Der fandt i Dyden sin Mage.

Og ædle Grevinde! min Sang er for svag

        Til værdig Din Hæder at kvæde;

Dog priser jeg tifold lyksalig den Dag,

        Som vakte min festlige Glæde.

Og nægted’ mig Musen Begejstrings Røst,

        Og tør jeg en Krands Dig ej binde:

I Kjærligheds, Fromheds og Venskabs Lyst

        Du skjønnere Hylding vil finde!