Qvinden
Brudstykke af J. D. Valerius’s Digt
Brudstykke af J. D. Valerius’s Digt
Qvinnan.
Qvinnan.
(Fra Svensk).
(Fra Svensk).
Du nægter Qvindens Dyd, og Navn af Mand Du bær!
I Tidens Bog kast op! Med skamfuld Rødme lær,
Af Livets mindste Daad, at hun et Værd dog ejer
Saa stort, som selve Dit, om ej det mere vejer.
Med Sejrens store Konst forbandt hun Sejrens Mod,
Ej egne Taarer blot — hun udgjød Heltes Blod.
Gaa, see, forbavset stum — Naturen sig forvilded,
Da Telesilla den ei Mand men Qvinde bilded.
Var Kjønnet end ej født til med i Kamp at gaae,
Har Amazonen vist, hvorvidt det kunde naae.
Det Septeret har ført, har støttet, styrtet Troner,
Nationer givet Glands lyksaliggjort Nationer,
Forenet Mildhedens med Styrkens Majestæt —
Beundre det, Barbar! om Du ej elsker det!
Omkring mig, Aander lig, I suse, skjønne Minder
Af ædel Qvindedaad, af lysende Heltinder!
Da Cato Dolken tog, og, vis paa Redningen,
Ej overlevende sin Frihed, faldt med den,
Du overleved ej Din Fader, og Din Smerte,
O Portia! Ham værd hensank Du til hans Hjerte.
Pompejus’s hulde Viv! Dit Øje brustet er
I samme Nu, som det hans Kjortel blodig seer.
Stærk af det Taalemod, som under Taarer strider,
Og trætter Ulykken førend den Sjel, som lider,
Octavia hist staaer, som, med sin blide Røst,
Antonius gjenfør’ til Pligten og sit Bryst.
Et Maal for Himlens Had, med Haanblik overdynget,
Af Alder, Lidelser, Forbandelser betynget,
Ødip i Afgrunds Dyb, en nægted Grav begjær,
Og søger blot en Vej — som ud fra Livet bær;
Han lenkes, voldført mildt, af Dattrens bløde Hænder,
Han i Antigone Gud, Slægt og Land gjenkjender;
Hun hænger ved hans Favn, hun ofte bryder ud:
„Lev! — og jeg følger Dig; dø, og jeg gaaer forud!”
Men vi ej Kjønnets Pris i Hedenold vil søge;
I Tider nærmest os det saaes sin Glands forøge.
For Gallien blodig Tid! Du, Seklets Midnatsplet,
Da Septrets Ære var og Rædsel Løsenet;
Fra Hvirvlen af Din Storm, som Følelserne bryder,
En dristig Haand fremstaaer og redder nogle Dyder;
Glad led Corday sin Straf — hun straffed en Tyran;
Ej Martyrkronen meer fortjente nogen Mand.
Blandt hine Afgrunde af Raseri og Fare,
Da den er tavst fordømt, som Hjerte tør bevare,
En Qvinde, Engle lig, fra Himlen stiger ned
For, under Brødens Tid, at gaae i Herrens Sted.
Hun vælter Stenen bort fra offerfyldte Grave,
Som Bødlerne en Mark for deres Stordaad gave;
I den Forfulgtes Bryst, medlidende og øm,
Hun spreder Ærens Lys, fremlyver Haabets Drøm.
Da Alt forloret var, hun ene rolig svæved,
Med Trofasthedens Værd, med Dødens Mod sig hæved;
Hun delede hvert Slag, hun ej tilbagedrev;
Ved Vandringsmandens Maal hans Stjerne slukket blev.
Men Du, som dette Kjøn saa bittert forekaster
En mægtig Overvægt af Daarskaber og Laster,
Mon Ufuldkommenhed ej tilfaldt Manden med?
Han Qvindens Fejl modtog — ej hendes Yndighed.
Fra Krøniken I frem skamløs Helena kalde,
At vise Skjønheds Sejr, imedens Stater falde.
Saa rædsomt malet staaer i Eders Mindeskrift
En Clytemnestras Dolk, en Dejaniras Gift;
Blodtørstig Medicis, som Hævnens Fakkel svinger,
Og frydberuset Jord til Jammershylen tvinger. —
Nu vel; men enkelt mørk og uren Draabe Vand
Den hele Kilde dog ei grumset gjøre kan.
Nej, efter Neros for hver Konges Værd bestemmes,
End Qvindens lyse Ret for nogle Skygger glemmes.
Man een Medea saae — for Eders Kjøn en Plet;
Men sjeldnere hun var end Dyderne hos det.
Saa rige Blomsterbed en evig Blanding skifter;
Hist staaer kanske en Væxt, hvis Aandedræt forgifter,
Mens tusend’ blinke frem i skyldfri simpel Skik,
Som dufte Helbred ud og fryde hvert et Blik.
Ja, Slægtens halve Deel, som Du saa haant forskyder,
Med faa Afvigelser, mangt Fortrin dog frembyder.
Om fra Naturens Haand for tidlig Qvinden gik;
Om hun af Ild og Luft sit Væsens Dele fik;
Om hun den stille Sands, den Varsomhed ej nærer,
Som, mindre Dyd end Last, for Faren Rædsel bærer;
Om hendes Hjertestorm, om hendes Blidhed er
En tavs Erkjendelse, at Ledning hun begjer;
Vel; men hun ogsaa ej den Egennytte ejer,
Som tæller hver Gevinst og som hvert Offer vejer;
Fra hendes varme Sjel ugrændset sprudler hen
En Lidenskabers Strøm, som Selvfornægtelsen.
Siig, iblandt Ynglinge hvo saaes som Sappho brænde?
Siig, hvo i Leucas Dyb sig styrtede med hende?
Og Dido — iblandt dem, hvo lignes kan med Dig?
Hvo elskede, bedrogs og — og straffede blot sig?
Det Qvinden eget er, sig selv ej at erindre;
Hvor himmelsk hendes Mod i Offrets Stund mon tindre!
Velgjørende og blid, lig Balsomtræets Saft,
Hun byder Lægedom, selv tabende sin Kraft.
Beskedent nærmes hun, for Fryd med os at dele;
Hun flyver, blødende, for vore Saar at hele.
Uværdigen forskudt i Lykkens Hovmodstid,
Unddrager hun sig tavs, med Sorg, kanske med Strid;
Taalmodig, uden Knur, i Taarer hun henflyder,
Til hende Ulykken paany tilbage byder.
Hvor hendes varsomme og bløde Haand forstaaer,
Med lønlig Troldomskonst at pleje Hjertets Saar!
Spørg Armods Søn, om han uhørt maa hende bede.
Hun Hjelpen skjænket har, mens vi om Maaden lede.
O, høje Ædelsind! Du Himlens Aftryk er,
I Qvindens skjønne Sjel den spejler sig — kun der.
Og, Jordens Engle! I ej skulde villig dyrkes!
Jer Ret, tiltrods for vor, ej af os selv bestyrkes!
Du, som mod Følelsen Dit Hjerte hærdet har,
Fald ned for dette Kjøn, — Din Moders Kjøn, Barbar!
Den Skat bortkastes ej, som Du Naturen giver;
Ej bliver mindre stor, hvo meer elskværdig bliver.