Jens Kragh Høst (1772–1844)

Høst, Jens Kragh, 1772—1844, Litterat og Historiker, Søn af forannævnte Georg H. H., fødtes 15. Sept. 1772 paa St. Thomas i Vestindien. 4 Aar gammel kom H. til Danmark, og efter at være undervist privat af forskjellige Lærere dimitteredes han 1788 af Fr. Sneedorff til Universitetet, endnu ikke 16 Aar gammel. Efter i nogle Aar at have drevet litterære Studier af forskjellig Art valgte han Lovkyndighed til Fag og tog efter kun 2 Aars Studium juridisk Embedsexamen 1792. S. A. erhvervede han Bestalling som Prokurator ved Hof- og Stadsretten og begyndte sin Skribentvirksomhed med en Oversættelse af en af Florians Romaner; snart fulgte mere selvstændige litterære, politiske og juridiske Arbejder efter.

H. var saaledes en tidlig udviklet Natur; en langsommere aandelig Væxt havde vistnok været gunstigere for ham og kunnet give ham den Modenhed, som han nu aldrig naaede. Der var gjennemgaaende noget halvstøbt og ufærdigt over H.s Viden og Virken; Tilløb og brudte Planer betegne hans Vej. Hans Uorden — Steffens har i «Was ich erlebte» givet en klassisk Skildring af Uordenen i hans Værelse — og hans Ustadighed skulde ikke indgyde Tillid til ham som Sagfører. 21 Aar gammel søgte han at gjøre Prøve for Advokaturen ved Højesteret, men maatte opgive det. 1799 konkurrerede han sammen med A. S. Ørsted og M. H. Bornemann om en Ansættelse ved Universitetet, men den sidste blev foretrukket. Imidlertid blev han dog 1800 Protokolsekretær ved Højesteret og 1801 Assessor i Hof- og Stadsretten, men dette Embede fradømtes ham ved en Højesteretsdom 1808. Grunden hertil var følgende. Efter at H. 1802 havde ægtet den smukke Susanne Margrethe Oxholm (Datter af Søkapitajn Jørgen O.), som fødte ham flere Børn, og da Sygdom jævnlig hjemsøgte Familien, var han i vedvarende økonomisk Forlegenhed, uagtet han arbejdede flittig med sin Pen. Blandt dem, der forstrakte ham med Penge, var en Kjøbmand Kyhn, hvem H. bistod som juridisk Konsulent, og for hvem han skrev Indlæg i Retssager; men Kyhn blev overbevist om Falsknerier, og H. inddroges i Sagen. H. var ganske sikkert ikke medskyldig i Forbrydelsen, men han havde vist uforsigtig Handlemaade og klart godtgjort, at en Dommerstilling ikke kunde betros ham.

H. levede nu af at skrive Indlæg for Prokuratorer og dernæst af den litterære Virksomhed, som han tidlig havde begyndt. I Aarene 1796—1810 udgav han over et Dusin Tidsskrifter eller Ugeblade, dels underholdende («Euphrosyne», 3 Bd., 1796), dels litterære («Nye Efterretninger om udenlandsk Litteratur», 3 Bd., 1796—98) eller belærende («Ej blot til Lyst», 4 Bd., 1802—3), dels dramaturgiske («Theatret», 1805—6, «Theaterblad» 1807—8); de bestode gjærne kun et Par Aar, men afløstes strax af nye. Noget højt ideelt Præg besad hele denne Produktion ikke, men den viste dog H.s Sans for interessante Meddelelser, hans gode Kjendskab til den fremmede Litteratur og lette, hurtige Pen.

Imidlertid havde dog i ét Forhold en virkelig Idealitet hvilet over H.s Virken, nemlig ved hans Bestræbelse for at tilvejebringe en Tilnærmelse til Sverige og litterær Forbindelse med dette Land. 1794 besøgte han første Gang Lund, hvor han vandt mange Venner; næste Aar begyndte han sammen med P. H. Haste og F. Høegh-Guldberg Maanedsskriftet «Nordia» med det Maal at kæmpe for en nøje litterær Forbindelse mellem begge Nationer. Skriftet fandt Tilslutning hos danske og svenske Forfattere, men maatte dog paa Grund af forskjellige Uheld ophøre efter et Aars Bestaaen. Et Forsøg paa at stifte en svensk Bogsamling i Kjøbenhavn kunde heller ikke lykkes ham. Men utrættelig arbejdede H. dog videre for disse Ideer, og det lykkedes ham i Forening med Baggesen, Nyerup og Pram at faa stiftet «det skandinaviske Litteraturselskab» 1796. Med Understøttelse af Selskabet drog H. 1798 til Sverige for at virke for dets Udbredelse og skaffe Medarbejdere; han knyttede mange Forbindelser, men følte i øvrigt hurtig, at Iveren var større i Danmark end i Sverige. I 6 Aar var han Sekretær for Selskabet og skrev ofte i dets Tidsskrift, «Skandinavisk Musæum»; da dette ikke helt tiltalte ham, udgav han paa egen Haand «Svenske Blade» (1798—99), ligesom hans forskjellige Tidsskrifter ofte meddelte Oplysninger om Sveriges Historie og Litteratur samt Oversættelser fra Svensk. H. udgav ogsaa «Svensk Haandordbog for danske» (1799) og «Kort svensk Sproglære for danske» (1808). Da Frederik VI 1810 arbejdede for sin Kandidatur ved Valget af en svensk Tronfølger, bleve H. og G. H. Olsen sendte til Sverige for at paavirke den offentlige Mening, men Forsøget var uheldigt og unyttigt.

H. har dog ogsaa Fortjenester paa et andet Omraade. Han havde oftere givet Oversigter over Udlandets Politik — det betroedes ham endog 1812—13 at redigere «Den danske Statstidende» — og ligeledes i samlet Fremstilling behandlet Æmner fra Nutiden; hans velskrevne Skildring af «Napoleons Levned» (1810—14) udsolgtes hurtig i et Antal af 2000 Exemplarer (Frederik VI havde tegnet sig for 25). Ligeledes holdt H. vel besøgte Forelæsninger over Dagens politiske Nyheder, i det han oplæste Meddelelser fra Udlandets Blade. Han søgte nu dels i Forelæsninger, dels i Skrifter at give en mere indtrængende historisk Skildring af Christian VII’s lange Regeringsperiode, og disse Undersøgelser offentliggjordes i «Udsigt over de 5 første Aar af Kong Christian VII’s Regering» (1821), «J. F. Struensee og hans Ministerium» (1824), «Entwurf einer Geschichte der dänischen Monarchie unter der Regierung Christian VII» (1813—16). Her er samlet meget Stof sammen fra ældre periodisk Litteratur og andre Skrifter, ligesom enkelte utrykte Materialier ere benyttede. H. kan fremsætte træffende Betragtninger, han karakteriserer ofte godt enkelte Personer eller Bevægelser — den ukritiske Beundring af Struensee kommer først efterhaanden stærkt frem. Men Historiker med Sjæl eller Aand er H. ikke; der mangler ham aaben Sans for mange af Livets Forhold, finere Følelse og omfattende Syn; han er ofte lige saa skjæv i sin Dom, som han er skjødesløs og forhastet i sin Beretning.

H. havde søgt og faaet Understøttelse til sin litterære Virksomhed hos ikke faa private, saaledes Bernt Anker, M. L. Nathanson, J. G. Moltke. 1819 tildeltes der ham Ventepenge af Statskassen. 1817 fik han Tilladelse til at disputere for den juridiske Doktorgrad og forsvarede sit Skrift: «De injuriis verbalibus secundum leges Danicas nunc vigentes». Men sit Hjem forsømte han, og da hans Hustru havde fattet en uovervindelig Tilbøjelighed for en anden, indvilligede han i Skilsmissen 1825. Hun ægtede derpaa Kammerraad N. F. B. Schiern. Kun den ældste Søn blev hos Faderen; af de 5 andre Børn antoge de 4 Navnet Schiern (deriblandt Historikeren Frederik S.). H. fortsatte endnu nogle Aar sin litterære Virksomhed, men derpaa standsede den. Hans Hukommelse og andre aandelige Evner havde ikke lidt — hvad der bl. a. ses af hans 1835 udgivne «Erindringer om mig og mine samtidige» –, men den idelige Skriven, ofte om Natten og under Nydelse af stærk Kaffe, det omstrejfende Liv paa Kafeer og den derved foranledigede Nydelse af Spirituosa, endelig ogsaa de huslige Sorger havde svækket hans Kraft; omsider angrebes ogsaa hans Evner saaledes, at han i sine sidste Aar var aandsforvirret og plagedes af mørke, fixe Ideer. Han opholdt sig hos Slægtninge paa Islegaard ved Kjøbenhavn og døde her 26. Marts 1844.

H. manglede Karakterens faste Ligevægt saa vel som harmonisk Ro (Kamma Rahbek taler ogsaa om H.s «oplivende og forfriskende Pesthusmimik»); med sin Selvkjærhed forbandt han dog en Del Godmodighed, han var erkjendtlig for modtagen Hjælp, og det gjør ham Ære, at han havde flere trofaste Venner, saaledes Pram og Baggesen. Klare Standpunkter besad H. næppe; han skildrer sig selv som troende, medens nærpaarørende opfattede ham som Fornægter; hans politiske Opfattelse var vaklende og synes at være holdt stærkt i Ave af ydre Hensyn.

J. K. Høst, Erindringer (1835). Erslew, Forf. Lex. N. M. Petersen, Den dsk. Lit. Hist. V, 2, 69 f. S. Beyer, Erindr. vedk. Slægterne Beyer og Høst S. 11. 17 f. N. Bøgh, Chr. Winther I, 144. Nord. Tidskrift, utg. af Hamilton, IV (1869) S. 219 ff. Illustr. Folkeblad 1872, Nr. 208. Steenstrup, Historieskrivningen i Danm. i d. 19. Aarh. S. 150 f.