Henover Scenen svæver Digtets Aand
Paa store Vinger, som en sneehvid Svane,
Fra Himlen skinne Stjerner paa dens Bane,
Fra Jorden stiger Duft af Rosenvaand.
Hun støtter Kinden tankefuld til Haand,
Imens hun lytter til de Ord, der mane
Hver Fryd og Smerte, som en Sjæl kan ane,
Liig Skygger, frem ved Sangens Tryllebaand.
Jeg tænker, mens mit Blik paa hende hviler:
Du Elskovsdigt, hvis Længsel stille smiler
Tungsindig gjennem Øiet som en Fange,
Du Elskovsdigt, med dine lyse Lokker,
Din søde Mund, din Stemmes Sølverklokker,
Du er dog skjønnest af dit Hjemlands Sange.