Fra Veiens Bred jeg skued Lykken drage
Forbi mig, den ustadige Gudinde;
I hendes Fjed, som Løv for Sommervinde,
Saae jeg en Flok af Mænd og Kvinder jage.
Og deres Raab og Suk og Bøn og Klage
Jeg hørte som en Storm i Luften svinde;
Hun vinked mig, men mellem Skovens Linde
Jeg vandred ind, og saae mig ei tilbage.
Da smilte hun og tænkte: ham alene
Jeg skjænke vil min Gunst af hele Flokken;
Og i den stille Nat, bag Lundens Grene,
Nærmed hun sig, med Stjerneglands om Lokken;
Letsvævende hun Fyldehornet rysted,
Da faldt en Elskovsrose mig paa Brystet.