Hvad hjælper det, din Kind er rød,
Og smilende din Mund?
Hvad hjælper det, din Røst er sød,
Som Fuglesang i Lund?
Hvad hjælper det, du er saa smuk,
Saa ung og glad og ynderig,
Naar jeg maa sige med et Suk,
At du er død for mig?
O, var du død, var Øiet slukt
Og Taushed al din Røst,
Var dine hvide Hænder smukt
Korslagte paa dit Bryst!
Laa du bag Gravens Taarepiil,
Forladt, en visnet Rose liig —
Jeg vilde sige med et Smiil:
Hun er ei død for mig.
Thi var du død, da var din Grav
Det Sted, hvor til min Trøst
Fjernt over Mindets Taarehav
Jeg øined Himlens Kyst;
Da var mit Liv en Længsel kun,
Da hørte jeg med Fryd engang,
Selv gjennem Dødens blege Mund
Din Stemmes fjerne Klang.
Men ak, nu er din Læbe rød
Og smilende din Mund,
Dit Øie klart, din Røst saa sød,
Som Fuglesang i Lund.
Hvad hjælper det, du er saa smuk,
Saa ung og glad og ynderig,
Naar jeg maa sige med et Suk,
At du er død for mig?
