Fire og tyvende Sang
Fraadsere.
Fraadsere.
Saalidet Ordene vor Gang forhaled,
Som Gangen dem, men rask vi fremad skøde,
Liig Skib for Medbør, mens vi sammen taled.
Inddrak Forundring giennem Øiets Døre
Af mig, der kom dem levende imøde.
Samtalen vedblev jeg imens at føre
Meer langsomt, end han ellers vilde giøre.
Du mig om En og Anden Noget sige
Blandt dem, der hist betragte mig saalunde?
"Min Søster, som var skiøn og god tillige,
"Jeg veed ei hvilket meest, alt salig glæder
"Her er det tilladt", videre han kvæder,
"At nævne Hver ved Navn, thi Fasten bleged
"Vor Skikkelse reent bort paa disse Steder.
"Hist ganger (og med Fingeren han peged)
"Hvis Aasyn meer end Nogens her er spæget,
"Var født i Tours og holdt i Favn den rene,
"Hellige Kirke; for de søde Vine
"Han bøder her og Aalen fra Bolsena."
Han mange Flere viste mig, end Hine,
Og ved at nævnes glæded sig hver Skygge,
Der var ei Een, som havde dunkel Mine.
Med Krumstav vogted, og af Hunger trættet
Før i Forli sin Tørst, med Halsen vædet,
Og aldrig dengang kunde blive mættet.
Men liig Betragteren, som bliver glædet
Ved Eet meer end ved Andet, jeg mig vendte
Til ham fra Lucca, og fornam paa Stedet,
En Lyd, som om han mumled, og i Røsten
Siæl! sagde jeg, o skienk os Begge Trøsten
Af dine Ord! Tal tydelig, da efter
Samtale med mig dog du synes lysten.
"Hun giør dig Lucca kiær", han hørtes svare,
"Skiøndt Andre dadle det af alle Kræfter.
"Med dette Fremsyn videre du fare!
"Og har min Mumlen vildledt dig, skal neden
"For dette Bierg dig Tiden Alt opklare.
"Men var det dig, der sang en Stund forleden
"I nye Riim, langt skiønnere end vore:
Jeg svared: Jeg er En, som agter saare
Naar Kiærlighed beaander mig, og giver
Igien, hvad i min Siæl den siger fore.
Og han: "O Broder! nu det klart mig bliver,
"Fra denne søde, nye Stiil, du skriver.
"Jeg seer, at Eders Griffel som en Terne
"Bag Den, der taler for, gaaer tæt og nøie,
"Hvad der forvist med vor ei hændtes gierne.
"Kan ikke see fra een Stiil til den anden."
Og som tilfreds taug Aanden nu, den høie.
Som Fugle, der om Vinteren boe langs Randen
Af Nilens Flod, snart sanke sig i Skare,
Snart flyve snelt i Rækker imod Stranden:
Saa dreied alle Skyggerne, her vare,
Sig bort, og fremad Fødderne de retted,
Som Magerhed og Længsel giorde snare.
Og som en Mand, der er af Løben trættet,
La’er sine Fæller gaae, for selv at dvæle
Til Brystets tunge Slag er bleven lettet:
Saa lod Forese gaae de hellige Siæle,
Og fulgte langsomt mig om Klippereden;
"Naar sees vi atter?" hørte jeg ham mæle.
Og jeg: Ei veed jeg, naar jeg farer heden,
Men aldrig kan saa snart jeg attervende,
At jo min Længsel kommer før til Bredden.
Thi Byen, som jeg lever i derhenne,
Fra Dag til Dag meer blotter sig for Dyder,
Og er bestemt til sørgelig at ende.
"Seer jeg ved Halen af et Dyr nedtrukket
"I Dybets Dal, hvor haabløst man fortryder.
"Frem farer Dyret snelt og med uslukket,
"Fordobblet Hast, til, trampet under Hoven,
"Hans Legem ligger dødt og sønderhugget.
"Faa Gange kun skal Himlens Hvalv foroven
"Omdreies end, før Alting for din Viden
"Staaer fast, hvad der er skiult bag Fremtidsloven.
"Bliv du tilbage nu, thi kostbar Tiden
"Er her i dette Land, og jeg maa bøde
"Formeget, naar jeg ganger dig ved Siden."
Som stundom, førend Hestfolk sammen støde,
En enkelt Rytter kan sin Ganger spore,
For at faae Æren af det første Møde:
Saalunde sine Skridt han længer giorde,
Og lod mig atter ene gaae med begge
Da han var trængt forud langs Fieldets Vægge
Saa langt, at jeg ham selv ei meer med Øiet,
End før hans Ord med Sindet kunde række:
Saae jeg med eet, da vi om Klippen bøied,
Et andet Træ udover Vandet hænge,
Hvor Green til Green frugtstraalende var føiet.
Men rundtom Træet saae jeg sammen trænge
Sig Folk med Raab, jeg ikke kunde høre;
De rakte Haanden op, som lystne Drenge,
Naar Den, de trygle, ikke laaner Øre,
Men holder Længslens Gienstand høit fordage,
For deres Attraa skarpere at giøre.
Derpaa jeg saae dem skuffede bortdrage,
Og henimod det store Træ vi skrede,
Som siger Nei til al den Graad og Klage.
"Gak videre, her tør I ikke bede!
"Men af dets Rod sprang dette Skud hernede."
Saa taled En, jeg veed ei hvem, blandt Løvet;
Thi skyndte vi os alle Tre at flytte
Vor Fod forbi, og ei at staae vi prøved.
"Forbandede, der, mætted’ efter Borde,
"Med dobbelt Bryst Theseus i Kampen mødte;
"At Gedeon, der mod Midian skulde drage,
"Dem ei til sine Stridsmænd vælge turde."
Saalunde gik vi tæt langsmed den rage
Veirand, og om de Svælgets Synder hørte,
Som sørgelige Følger tungt ledsage.
Da Veien aaben blev, vi frit os rørte,
Og meer end tusind Skridt vi fremad vunde
I taus Betragtning; Ingen Talen førte.
"Hvi gaae I Tre saa eensomt der og grunde?"
Lod pludselig en Røst, saa jeg foer sammen,
Liig rædde Dyr, der skræmmes op i Lunde.
Da hæved jeg mit Blik mod Klippekammen,
Og aldrig saae man Jern saa rødt i Heden,
Og ikke Glas saa skinnende i Flammen,
"Hvis I vil op, maae I herhid Jer bøie;
"Herind gaaer Den, som ganger efter Freden."
Ved Synet af ham blendedes mit Øie,
Thi gik jeg tæt bag Lærerne iblinde,
Liig Den, der efter Lyden ganger nøie.
Som Morgendæmringens Forkynderinde,
Mailuften, sagte svæver over Enge,
Med krydret Duft af Græs og Blomstervinde:
Saa traf en Luft min Pande, og ei længe
Derpaa fornam jeg Viftet af de Vinger,
Og hørte: "Salig Den, Guds Naade bringer
"Sligt Lys, at ei han lader Ganen raade,
"Men Lystens Røg udi sit Bryst betvinger,
"Og altid hungrer retviist og til Maade!"