Een og tyvende Sang
Bestukne Tienere.
Bestukne Tienere.
Fra Bro til Bro vi gik og Andet mæled,
Hvorom det ei mig tykkes værd at tale
I min Komedie; først paa Toppen dvæled
Vi, for at see den næste Kielders Dale,
Og for at skue der ny Graad og Kvide;
Men selsomt dunkle var de dybe Sale.
Som Venetianerne ved Vintertide
Det seige Beg i Arsenalet koge,
For at kalfatre Skibets lække Side
Og da det er ei Tid tilsøes at toge,
Saa bygger En imens af Nyt en Skude,
En stopper dem, der før paa Reiser droge,
En banker for, en Anden agterude,
En snitter Aarer til, En snoer en Strikke,
En lapper Storeseil og Fokkens Klude.
Saalunde kogte her, ved Ilden ikke,
Men ved Guds Konst, det tykke Beg; langs Landet
Saae jeg det allevegne klæbrigt ligge.
Jeg Beget saae, men saae i det ei Andet
End Boblerne, som hæved sig ved Heden;
Det svulmed op og sank igien som Vandet.
Fast skued jeg paa det, som var derneden,
Men: "Vogt dig, vogt dig!" raabte da min Fører,
Og drog mig til sig, bort fra Klippebredden.
Jeg vendte mig, liig En, der nødig hører,
Og gierne skue vil, hvad flye han skulde,
Til slig en Rædsel pludselig ham rører,
At han ei tøver, for at see tilfulde.
Bagved saae jeg en kulsort Diævel fare
Hurtig afsted, op mod os, over Mulde,
Med aabne Vinger og med Fødder snare;
Vee mig! hvor tyktes mig hans Miner strenge,
Og hvor hans Lader raae og vilde vare!
Høit paa hans spidse Skulder saae jeg hænge
En Synder, hvilende paa begge Lænder,
Mens Diævlen i hans Fod slog Klo saalænge.
"Put ham derned, mens did igien jeg vender,
"Hvor Overflod paa slige Folk de have.
"Og Nei giør man til Ja for Gods og Gave."
Han Synderen smed ud og lod ham ligge,
Og aldrig er løs Hund paa Tyven fløiet
Saa snelt, som Diævlen svandt for mine Blikke.
Tilbunds sank Hiin, og kom igien krumbsiet;
Men Diævlene skreg under Broens Lukke:
"Vil derfor ikke vore Kløer du smage,
"Saa prøv ei paa, af Beget op at dukke!"
Vist Fleer end Hundrede slog hver sin Hage
I ham og skreg: "Hop skiult omkring derhenne!
"Maaskee kan du i Smug en Fangst opjage."
Saalunde lader Kokken sine Svende
Med deres lange Gafler Kiødet drive
I Kiedlen ned, at det ei op skal vende.
Min Mester mæled: "At det ei skal blive
Opdaget, du er med, maa du dig giemme
Bagved en Klippe, som kan Skiærm dig give.
Og vil de end med Vold min Vandring hemme,
Bliv dog ei ræd; jeg kiender disse Lande,
Og har i slig en Dyst før staaet fremme."
Saa gik han mod den siette Dæmnings Strande,
Men da han kom hiinsides Broens Grunde,
Gialdt det forsandt at have modig Pande.
Thi med saa voldsomt Raseri, som Hunde,
Naar paa en stakkels Tigger løs de fare,
Der bange beder om en Skierv: saalunde
Brød under Broens Hvælving frem hiin Skare,
Og Alle vendte mod ham deres Stænger;
Men Skialden raabte: "Stands, tag Jer ivare!
Forinden I med Hagerne mig flænger,
Kom En af Eder frem og laan mig Øre,
Og læg saa Raad, om I vil flaae mig længer."
Og stode stil; men frem mod Strandens Tuer
Gik En og sagde: "Hvad kan hid dig føre?"
"Troer du, o Malacoda! du mig skuer
Hernede," sagde Mesteren, den snilde,
"Tryg imod al den Vold, hvormed I truer,
Hvis Skiebnen ei var huld, og Gud det vilde?
Thi lad mig gaae, mig Himlen bød at lede
En Mand ad disse Stier, saa lidet milde."
Da sank saa pludselig den Stoltes Vrede,
At han til Jord lod falde Forkens Pigger,
Og raabte: "Slaa ham ikke, I dernede!"
"O du, som skiult bag Broens Stene ligger!"
Saa hørte jeg min Førers Stemme lyde;
"Kom nu kun frem igien, nu er du sikker."
Da stod jeg op og iilsomt til ham flyede.
Men Diævlene begyndte frem at skride,
Saa jeg blev ræd, de skulde Pagten bryde.
Slig Angest saae jeg før de Svende lide,
Og skued Fiender rundt til hver en Side.
Med hele Legemet jeg tæt mig snoede
Op til min Fører, og paa Diævlebanden
Jeg stirred fast, hvis Miner ei var gode.
Med fældet Gaffel skreg de til hinanden:
"Skal jeg i Krydset ham med Forken krille?"
Og svarede: "Ja vist, hug den i Manden!"
Men han, som først med Skialden tale vilde,
Sig vendte hurtig da med vrede Blikke,
Saa mæled han til os: "Her kan man ikke
"I Dybet hist heelt sønderknuste ligge.
"Men har alligevel I Lyst til ene
"At vandre frem, saa følg hiin Vold derhenne;
"Snart vil et andet Field Jer Vei forlene.
"Tolvhundred sex og tredsindstyve lange
"Aar siden denne Vei saa brat fik Ende.
"Nu skal der just en Flok af Mine gange
"At see, om Nogen lufter sig histnede;
"Følg I med dem og vær kun ikke bange!
"Cagnazzo og Libicoc kan Veien bane,
"Og Barbariccia hele Flokken lede.
"Op med Jer, Draghignazzo, Graffiacane,
"Du Farfarel, Ciriatto med Huggetænder!
"Herfrem med Rubicante, den Uvane!
"Speid rundtom Graven, hvori Beget brænder!
"Lad disse gaae i Fred til Klippens Buer,
"Der endnu heel sig over Gruben spænder."
Vee mig! jeg sagde; hvad er det, jeg skuer?
Ak, lad os før alene gaae, du Hulde!
Hvis du veed Vei, thi Følget ei mig huer.
Har klog du givet Agt som ellers, skulde
Du da ei have seet dem Tænder skære,
Og true os med Brynet, svigefulde?
Og han: "Jeg vil ei, du skal angest være;
Lad dem kun skære Tænder efter Tykke,
De Kogte gielder det, som hisset kære."
Nu langs den venstre Dæmning frem de rykke;
Men først stak hver af Diævlene sin Tunge
Til Tegn mod deres Fører ud et Stykke,
Og han lod som Trompet sin Bagdeel runge.