Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Saalunde tog den Hellige tilorde,

        Der saliggiør min Aand, og skildred nøie

        De usle Dødeliges Liv paa Jorde;

Og som det undertiden kan sig føie,

        Man seer i Speil et Lys bagved sig skinne,

        Forinden man paa Faklen selv faaer Øie,

Og vender sig omkring, for at udfinde,

        Om Glasset taler sandt, og seer det svare

        Til hiin, som Sang og Tone sig forbinde:

Saa gik det mig, der skued i de klare,¹

        Deilige Øine ind, som Amor spændte

        Paa Jord ud for mig som en Elskovssnare.

Og da jeg atter mine Blikke vendte,

        Og ramtes af det Syn, man faaer at skue,

        Saatidt man i hiin Bog vil Kundskab hente,

Saae jeg et enkelt Punkt paa Himlens Bue

        Udstraale sligt et Lys, at, giennemlynet,

        Mit Syn sig lukked for den skarpe Lue.

Hver Stierne, den selv, som er mindst for Synet,²

        Mod dette Punkt en Maane vilde være,

        Hvis de stod sammen under Himmelbrynet.

Saa langt, som Maaneringene vel ere

        Fra selve Lyset fiernede, hvis Billed

        De tætte Taager som et Gienskin bære,

Saa langt fra dette Punkt en Ildkreds spilled

        Og dreied sig saa snelt, at overvundet

        Blev selv det Himmelhiul, der hurtigst trilled.

Og af en anden Kreds blev den omspundet,

        Hiin af en tredie, af en fierde denne,

        Hvorom en femte sig og siette runded.

Høitoppe saae den syvende jeg brænde,

        Og den var alt saa vid, at Iunos Terne³

        For snever blev til heelt om den at spænde;

Derpaa den ottende, og i det Fierne

        Den niende, og med hvert Tal de dreied

        Sig mere langsomt om den lyse Kierne.

Men klarest Flamme havde den, der svaied

        Mindst ud fra Gnistens Lys, og jeg tør sige,

        Fordi den Meest af Lysets Sandhed eied.

Da Herskerinden saae min Længsel stige,

        Sagde hun til mig: „Af det Punkt afhænger

        Den store Himmel og Naturens Rige.

Betragt hiin Kreds, den inderste, lidt længer,

        Og viid, den Hurtighed, hvormed den farer,

        Er Kiærlighedens Skyld, hvis Glød den trænger."

Hvis Verden ordnet var, jeg hende svarer,⁴

        Paa samme Viis, som hine Hiul det ere,

        Da var jeg nøiet med hvad du forklarer.

Men hist i Sandseverdenen vi lære:

        Io længer Hvalvene fra Midten svinges,

        Desmeer guddommelig er hver en Sphære.

Hvis da min Længsel skal til Ophør bringes

        Her i det underfulde Engletempel,⁵

        Som kun af Lys og Kiærlighed omringes,

Jeg høre maa, hvi Regel og Exempel

        Forskiellig gaae; thi jeg kan ei udgrunde,

        Hvi Præget hist sig skiller fra sit Stempel.

„At ikke dine Fingre løse kunne

        Slig Knude, der saa haardt er sammenflettet

        Og aldrig rørt, mig undrer ingenlunde,"

Saa taled hun; „men vil du vorde mættet,

        Da tag imod mit Ord og lad itide

        Din Kløgt paa det opmærksomt blive rettet.

De legemlige Kredse ere vide

        Og snevre, som den Kraft er stor og ringe,

        Der strømmer giennem dem til hver en Side.

En større Kraft maa større Vel frembringe,

        Og større Vel det større Hvalv optager,

        Naar lige fyldte sig dets Dele svinge.

Thi svarer dette Himmelhvalv, som drager

        Alverden med sig, til hiin Kreds derhenne,⁶

        Som veed og elsker meest og er saa fager.

Derfor skal du din Maalestok anvende

        Paa Kraften selv, ei paa det ydre Skue

        Af de Substantser, der i Rundkreds brænde,

Da vil du see, at stor og liden Bue

        Til meer og mindre Kraft heelt nøie svarer,

        Og hver en Himmel til sin Aands Forinue."⁷

Som Luftens Hvælving skinnende sig klarer,

        Naar Boreas udspiler sine Kinder⁸

        Og Vinden fra den milde Side farer,

Saa Taagesløret løser sig og svinder,

        Og Himlen, som formørket var, faaer Smilet

        Paany og al sit Følges Glands gienvinder:⁹

Saa gik det mig, da Herskerinden iled

        Til Hiælp med Svaret mig, og liig en Stierne

        Den klare Sandhed for mit Øie hviled.

Og neppe taug den høie Himmelterne,

        Før, som et giennemglødet Jern kan sprude,

        De store Kredse gnistred i det Fierne.

Af hver en Gnist foer Gnister frem derude

        Og overstege langt i talløs Skare

        Fordobblingssummen af hver Skakbrætsrude.¹⁰

Fra Chor til Chor lød sødt i Toner klare

        Lovsange til det Punkt, der holder Alle,¹¹

        Og holde vil, der hvor de altid vare.

Men hun, der saae i Tvivl min Tanke falde,

        Tilorde tog: „I de to første Ringe¹²

        Serapher og Cheruber Gud paakalde.

De følge deres Baand og rundt sig svinge¹³

        Snelt, for at ligne Punktet efter Evne,

        Altsom det Syn ophøiet er, de finge.

De Aander, der om dem i kiærligt Stævne

        Sig snoe, afslutted disse første Trende;

        Derfor Guds Aasyns Throner vi dem nævne.