Nittende Sang
Jupiter; Fortsættelse. Om Guds Retfærdighed.
Jupiter; Fortsættelse. Om Guds Retfærdighed.
Foran mig viste sig med aabne Vinger
Det skiønne Billed klart bag Stiernens Bue,
Der salig Fryd sit Siælesamfund bringer.
Hver Aand var liig en lys Rubin at skue,
Hvori saa mægtigt Solens Straale brændte,
At i mit Blik faldt Gienskin af dens Lue.
Hvad nu jeg skildrer, ingen Mund udsendte,
Og ingen Pen beskrev paa Jorderige,
Og ingen Phantasie dets Mage kiendte.
Jeg saae, at Næbbet taled, og tillige
Hvad Vi og Vor i Tanken vilde sige.
„Ved fromt og retviist," lød det, at tilbringe
„Mit Liv, jeg naaede Herlighedens Tinde,
„Hvorover Ønsket selv sig ei kan svinge;
„Og hist paa Jord jeg efterlod sligt Minde,
„At selv de onde Slægter det berømme,
„Men følge mig — det giør de ingensinde."
Som der fra mange Gløder kan udstrømme
Een Varmeflod, saa lod hiin Siæleskare
Al Kiærligheden i een Lyd sig tømme.
Thi sagde jeg: O Salighedens klare
Evighedsblomster! I, hvis Dufte søde
Tilsammen her som een sig aabenbare!
Bortaander mildt den svare Længselsmøde,
Hvoraf jeg hungret har i Aar og Dage,
Fordi den fandt paa Jorden ingen Føde!
Jeg veed, om end Guds Retfærd uden Mage
Sig andre Speile kaared i det Høie,
At ogsaa I den uden Slør modtage.
I vide, hvor beredt jeg er til nøie
At høre paa Jert Ord, og selv I giette
Som Falken, naar den slipper af sin Hætte,
Bevæger Hovedet og glad sig bryster,
Og viser Lyst til Vingerne at lette:
Saa teede sig hiin Væv af Lovsangsrøster,
Der priste Herrens Naade høit i Sange,
Som Den kun kan, der hisset sig forlyster.
„Ved Verdens Grændseskiel, og aabenbared
„Os mange Ting i den og skiulte mange,
„Saadan i Verden, at hans Ord ei throne
„Høit over den opløftet og forklaret.
„Det vidner han, al Skabnings stolte Krone,
„Han, som ei vented efter Lysets Straale,
„Og faldt umodnet, for sin Trods at sone.
„Og deraf sees det, at for trange Skaale
„Er alle mindre Væsner for det Gode,
„Der ene selv sit eget Selv kan maale.
„Thi kan vort Syn, der, som vi ret formode,
„Kun en af Aandens Straaler er, de skære,
„Som Alting fyldes af paa Verdens Klode,
„Ei efter sin Natur saa kraftigt være,
„At det jo seer sit Ophavs Herligheder
„Langt under det, de virkeligen ere.
„Desaarsag sænker Blikket sig hos Eder
„Ned i Guds Retfærd, som i Havets Bølger
„Et Øie seer og efter Bunden leder;
„Thi denne sees kun naar man Kysten følger,
„Paa Havet ei; dog skiøndt den der forsvinder,
„Saa er den dog, men Dybden selv den dølger.
„Det er ei Lys, der fra hiint Skiær ei rinder,
„Som aldrig mørknes; Mulm det er og Taage,
„Og Kiødets Gift og Skygge kun, som blinder.
„Der skiulte for dit Blik Retfærdigheden,
„Hvorom du spurgte tidt, du lidet Kloge!
„Der fødes, mæled du, ved Indusbredden
„En Mand, og aldrig vorder Christus nævnet
„I Ord hvad heller Skrift for ham histneden.
„Alt hvad han vil, hver Gierning, han faaer evnet,
„Er, saavidt Mennesket seer og kan formode,
„Foruden Synd i Tale, som i Levnet.
„Han døer udøbt og uden Troens Gode;
„Hvor er den Retviished, der ham anklager?
„Hvor er hans Brøde, naar han ikke troede?
„Hvo er da du, som Dommersædet tager,
„Og med et Syn, der knap et Spand kan vinde,
„I tusind Miles Afstand Slutning drager!
„Vel kunde Den, der grubler saa iblinde,
„Stod ikke over Eder Skriftens Stierner,
„Righoldigt Stof til alskiøns Tvivl sig finde.
„O Støvets Afkom, o I sløve Hierner!
„Fra sig, det høieste Gode, den sig fierner.
„Kun det er retviist, som mod den ei strider;
„De skabte Goder ei den Villie lede,
„Men den udstraaler dem til alle Sider."
Retsom en Stork sig svinger om sin Nede,
Naar den har madet Ungerne, mens nøie
De følge den med Øinene dernede,
Saa rørte Tegnet nu, det hellighøie,
Af mange Villier baaret, sine Vinger,
Og saadan hæved jeg mod det mit Øie.
Det svang sig rundt og kvad: „Som min Sang klinger
„Den evige Dom for Jer, som Døden tvinger."
Derpaa de klare Flammer, som udrunde
Fra Helligaanden, stille stod i Tegnet,
Ved hvilket Romerne sig Hæder vunde;
Og atter lød det: „Ingen værd blev regnet
„At stige hid, som ei har troet paa Christus,
„Før eller efter han paa Korset blegned.
„Og skulle dog ved Dommen længer vige
„Fra ham, end Den, der aldrig kiendte Christus.
„Selv Æthioperen skal beskæmme Slige,
„Naar de adskille sig, de tvende Hære,
„Den evig fattige og evig rige.
„Hvor ville Perserne da kunne kære
„Hvor alle deres Skændsler skrevne ere!
„Der skal en Daad man skue mellem Hoben
„Og øde Pragerlandet trindt med Vaaben.
„Der skal man see den lumpne Svig, som drives
„Ved Seinens Bredder hist med falske Penge
„Har saa forvildet Engelskmand og Skotten,
„At over deres Grændser ud de trænge.
„Foragtet Dydens Vei og ei betraadt den.
„Og mærket med et I hans Dyd, den svage,
„Men med et M den Synd, han har bedrevet.
„Og Gierrighed, der Flammeøen kuer,
„Hist, hvor Anchises døde, mæt af Dage.
„Og som et Tegn, hvor lidt den Usle duer,
„Skal en forkortet Skrift hans Liv berette,
„Saa Meget i et lille Rum man skuer.
„Hvermand skal see det lumpne Liv, hans slette
„To Kroner og en herlig Slægt at plette.
„At han Venedigs Stempel eftergiorde.
„Ifald det væbner sig med sine Fielde!
„At Famagosta og Nicosia klage
„Høit over deres vilde Dyr og skrige,
„Fordi det giør sig til de Andres Mage.