Tredie Sang
Maanen, med de Ustandhaftige.
Maanen, med de Ustandhaftige.
Hiin Sol, der tændte først min Elskovs Lue,
Mig ved Beviis og Modbeviis saalunde
Den fulde Sandhed uden Slør lod skue.
Og for at tilstaae mig ved hendes Grunde
Oplyst og tryg, mit Hoved, som var sænket,
Saa høit jeg løfted, at jeg tale kunde.
Da skued jeg et Syn, der saadan lænked
Mig til sig fast, at ikke nogen Tanke
Hiin Selvtilstaaelse jeg længer skienked.
Som i Glasflader, giennemsigtigblanke,
Og i de lave, roligklare Vande,
Hvor Øiet let til Bunden ned kan vanke,
Man seer et Omrids af sit Aasyn stande,
Men svagt og neppe synligt, som den milde
Glands af en Perle paa en sneehvid Pande:
Og i en modsat Tro af den, som tændte
Tog jeg dem for Speilbilleder og vendte
Mig, for at see, hvorfra de kunde stamme;
Men Intet blev jeg vaer, og atter sendte
Jeg mine Blikke frem og lod dem ramme
Den hulde Førerindes Straaleblikke.
Hun smiled under Øiets hellige Flamme,
Og sagde derpaa til mig: „Undres ikke,
Jeg over din barnagtige Tro maa smile,
Der lader ved sin Fod det Sande ligge,
For, efter Skik, mod Tomheden at ile.
De Væsener, du seer, er virkelige,
Som her, for Brøst paa Løfterne, maae hvile;
Tal med dem, hør, og tro kun hvad de sige!
Det sanddrue Lys, der fylder dem med Lykke,
Forbyder dem, fra Sandheds Vei at vige."
Saa mæled hun, og vendt imod den Skygge,
Der syntes helst at tale, jeg udbryder,
Liig En, hvem altfor stærke Ønsker trykke:
O saligskabte Aand, du som dig fryder,
I Glandsen af et evigt Liv ophøiet,
Hvis Sødhed Den kun fatter, som det nyder!
Kiært var det mig, ifald min Bøn du føied,
Og lod dit Navn og Eders Lod mig høre.
Da svared Siælen flux, med Smiil i Øiet:
„Paa anden Viis for Den, som fromt kun beder,
„End hans, der liig med sig sit Hof vil giøre.
„Jeg var en Klostermø paa Jord blandt Eder;
„Betragt mig vel! At jeg er mere fager,
„Kan ikke skiule for dig hvad jeg hedder.
„Selv salig, blandt de Salige mit Sæde,
„Kun det, som er den hellige Aands Glæde,
„Opflammer vore Følelser; vi ere
„Frydfulde Led i Verdensordnens Kiæde.
„Og denne Lod, som synes lav, vi bære
„Fordi vi vore Løfter ei bevared,
„Men lod i Noget uopfyldt dem være."
Om Eders underfulde Aasyn, svared
Jeg, noget vist Guddommeligt sig gyder,
Som har de fordums, kiendte Træk forklaret.
Thi husked jeg saa langsomt først; nu tyder
Dit Ord mig Alt, og hiælper mig saalunde,
At let Gienkiendelsen og villig flyder.
Men siig mig I, som her Tilfredshed funde,
Attraaer I ingen høiere Plads end denne,
Først smiled med de Andre hun en Kiende,
Og svared da saa glad, at hun i Flammen
Af Ungdomselskov syntes mig at brænde:
„Kiærligheds Kraft har i os Allesammen
„Bragt Villien til Hvile her, min Broder!
„Saa kun i hvad den har den finder Gammen.
„Ifald vi længtes efter høiere Goder,
„Da kom jo ei vor Villie til at stemme
„Med hans, der gav os Plads paa disse Kloder.
„Men at slig Misklang Himlen ei kan giemme,
„Sees, naar du Agt paa Kiærligheden giver,
„Hvori leve her og have hiemme.
„Nei, væsentligt for dette salige Liv er
„Just, udenfor Gudsvillien ei at vige,
„Men boe deri, saa een vor Villie bliver.
„Som da fra Trin til Trin i dette Rige
„Vi stande her, det Riget selv behager,
„Og Drotten, vi faae Villien af, tillige.
„Vor Fred er i hans Villie; derhen drager
„Alt hvad der skabes trindt i Verdens Egne,
„Den er det store Hav, som Alt optager."
Da blev det klart mig, at der allevegne
Er Paradiis i Himlen, hvor man ganger,
Skiøndt Gud forskiellig lader Naaden regne.
Men som det skeer, naar man til Mæthed fanger
Een Ret, og endnu Lyst har til en anden;
For hiin man takker, denne man forlanger:
Saa gav jeg Tegn med Ord og hæved Panden,
Hvori hun ei trak Skytten ud til Randen.
„Histoppe Plads," hun kvad, og Mange bære
„Paa Jorden hendes Dragt og Slør ombinde,
„For vaagende og slumrende at være
„Der med hans Villie fromt i Samklang ere.
„Fra Verden, for at følge hende, flyede
„Jeg som en Ungmø, hendes Klæder bleve
„Mit Skiul, og hendes Lov jeg svor at lyde.
„Med Vold mig af mit søde Klosterkammer
„Gud veed, hvordan jeg siden maatte leve!
„Hiint andet Lys, som straalende dig rammer
„Her ved min høire Side, og som brænder
„I hele Glandsen af vor Sphæres Flammer,
„Hvad jeg om mig har sagt, paa sig anvender:
„Sit Slør bortrives af vanhellige Hænder.
„Men skiøndt hun saadan droges imod Støvet
„Med Vold og mod sin Lyst, den fromme Kvinde,
„Blev Hiertets Slør dog aldrig hende røvet.
„Hun som, til Schwabens anden Stormvind lænket,
„Den tredie bar, og Magtens sidste Tinde."
Da dette Svar mig Aanden havde skienket,
Kvad hun et Ave sødt, og under Sangen
Forsvandt hun, som en Steen i Vandet sænket.
En liden Stund mit Syn end fulgte Klangen,
Men da jeg tabte hende reent af Skue,
Jeg vendte, draget stærkt af Hiertetrangen,
Mod Beatrice mig med al Formue;
Dog saadan lyned hun mig ind i Øiet,
At først jeg, blendet af den stærke Lue,
Kun langsomt spørgende min Tale føied.