Du har Ret: det er ude med min Poesie,
Nu vælter jeg Kunstens foragtede Alter.
Forgjeves man byder mig nyt Rangleri
Og viser mig Helten i Blik og i Pjalter:
Forgjeves af Kunstnerens høie Ruiner
De pene Kasteller man sindrigen kliner;
Af det ældgamle Spil
Ei daares jeg vil.
Lad Dækket gaae ned, jeg er lige glad;
Mit Aarhundredes Kunst kan jeg udenad.
Og dog — hvad er Livet, naar Kunsterne flygte,
Naar Alvor boer under Loftet af Iis?
Er bælmørkt Huus, uden Lys eller Lygte,
Og Linden for Dør med sit kulsorte Riis.