De kraftige Svende fra Norriges Fjeld
De seiled til Gefions Have.
Ved klingende Bæger i sildige Qvæld
Forsamled sig ofte de Brave,
Og Nordmanden sang for en dansk Kammerat
Om Fosser og Nordlys i Norriges Nat.
Vor Vilhelm han sad med en blomstrende Kind
Paa Nordmandens lystige Bænke.
Hvi fængslede Norriges Toner hans Sind?
Hvorfra den usynlige Lænke?
Han aned, at fjernt paa det nordiske Fjeld
En Lilie voxede frem til hans Held.
Som Fuglen, der finder sin Mage paa Qvist
I Granernes mørkeste Skove,
To stemmende Hjerter de mødes forvist,
Dem skiller ei brusende Vove.
Sæt Een udi Vest og en Anden i Øst,
De kjende hinandens fortrolige Røst.
Nu mindes vi her den livsalige Vaar,
Han gik med sin Brud i det Grønne:
Vor Fest os betegner, hvad glædeligt Aar
Til Altret han førte den Skjønne.
Men Irisken fløited saa blidt mellem Siv,
Han slynged sin Arm om den Yndiges Liv.
To Elskendes Bryllup, fra Nord og til Syd,
Den skjønneste kaldes af Dage.
Naar Pagten er prøvet og mindes med Fryd,
Den skjønnere vender tilbage.
Thi Haabet er hist i det klingende Spil,
Men her føier Mindet og Lykken sig til.
Lad Tanken da flyve, Du ædleste Par,
Til Mindets fortryllende Haver,
Og see paa det blomstrende Billed, Du har,
Din Kjærligheds levende Gaver.
Det Par, vi besynge, beskuer saa fro
Sin Ungdom fordoblet i to Gange to.
Vi hilse Dig, elskede Brudgom og Brud,
Som fulgtes i Verden saa trolig!
Nu Høitidens Rose paany springer ud
Og vækker vor Sang i Din Bolig.
Hviil trygt i Din Troskabs velsignede Ly,
Mens Brylluppets Fakler vi tænde paany!