— — — ταύτηςδ ᾿ ἀποπαύε ἀοιδῆς
λυγρῆς ἥτε μοι αἰεὶ ἐνὶ στήϑεσσι ϕίλον ϰῆρ
τείρει
Homer.
Du Selskab, som lydt med Basunernes Tegn
Poeterne kalder til Sang,
Som lokker en Byge velgørende Regn
Af Digtninger ned over Daniens Egn
Ved Sølvets melodiske Klang!
Af Musernes Tønde du tager en Tap,
Da fuse vel Rimene frem:
Du byder os gøre Romancer om Kap,
Du beder om fire — ja se, om du slap,
Vel tusinde bringes dig hjem.
At spare paa Rim er urimelig Skam,
Naar Rimet betales honnet.
Romancer! — en hel ubetydelig Dram
Behøves af Vandet i Musernes Dam
For dem at forfærdige net.
De bydes for intet i hver en Avis,
Selv uden Forhaabning om Tak;
Men hundrede Daler — forførende Pris!
Dig selv har du bundet et grueligt Ris.
Vi komme med Pik og med Pak!
En Sæk med Romancer du har i Behold
Til Julens velsignede Fest,
Din Fred og din Morskab er Pokker i Vold,
Din Leg er forspildt, og din Grød bliver kold,
Og slide du skal som en Hest.
Din Fred den er fløjten, og Fryden er væk,
Du læser dig sikkert kaput.
Du ryster og blegner vel sagtens af Skræk
Ved Tankerne blot om den rædsomme Sæk,
Som tømme du skal absolut.
I Drømme poetiske Griller og Klang
Som Fluer vil sværme dig om.
Urolig du vender dig mangen en Gang,
Du vaagner, og — struttende, stoppet med Sang,
Staar Sækken og venter sin Dom.
Ved Menneskers Lidelser aldrig jeg lo;
Jeg ønsker, din Kval var forbi.
Ugærne jeg røver min Næste sin Ro,
Dog tager jeg sikkert et Lod eller to
I Sangens det ny Lotteri.
Der høres vindskibelig Støjen og Stim
Paa hele det danske Parnas;
En Fødderne fæster i Række med Lim,
Ens Tanker spoleres af Mangel paa Rim,
En andens af Mangel paa Plads.
Men naar nu den svære poetiske Last
Er sigtet og taget til Doms,
Undtagen en Haandfuld, som let i en Hast
Sig hænger ved Sækken i Rimpningen fast,
Hvor bliver det tykkere Grums?
Du lever nu selv med de lækreste højt;
Men Skrabet, der bliver igen,
Den mellemste Sort og det pæreste Pøjt,
Der falder den kræsnere Gane for drøjt,
Hvor Pokker skal det køres hen?
Du strakte din Kæp over Landet og bad,
Da myldred Romancerne frem:
Snart fylde poetiske Padder vor Stad,
Besudle hver Bog og hvert ugentligt Blad;
Mon saa du kan frelse dit Hjem?