Et lille Torv ved Havnen i en lille By.
En ung Mand til Hest.
Trofaste Ganger! tving din Flyvelyst.
Jeg klapper jo din sorte Svanehals
Og vil, at du med sindig vekslet Fod
Din Herre skal igennem Staden drage.
Thi ret i Mag jeg nu betragte maa
Det stenbeklædte Torv og Havnens Bølger,
Hvorfra den lette Morgenluft mig bringer
Et lifligt Aandedræt, og Øen hist,
Som løfter sine rigtbeklædte Bøge
Højt over breden Vand. Vemodigfro
Jeg ser den velbekendte Skueplads,
Hvorpaa tilforn min Skæbne drog for Lyset
Et dejligt Optrin af mit unge Liv.
Hvor her er tavst! Hver Borger med sin Hustru
Nu sover bag det blommede Gardin;
Kuns Nattens tungtbeklædte Vægter tramper
I fjærne Stræde med beslagne Sko.
Halv staar i Vandet Solens røde Skive,
Og over den er hængt en kulsort Sky,
Ret som en Røg fra Himlens Morgenflamme.
Urolig flakker Maagen med sit Skrig
Og strøjfer Bølgen med sin hvide Fjer.
O, det af Mennesker forladte Landskab
Jeg uforstyrret nu befolke kan
Med min Erindrings skønne Fantasier.
Den sidste Gang, da Holmen hist var grøn,
Man fejred der i Skovens Ly en Fest;
Og mens de mangefarvede Lamper smukt
Belyste Bøgens nyligfødte Blade,
Paa Lundens Græs en Pigeflok i Dansen
Bevæged let den silkeklædte Fod.
Afsides, langt fra Fløjternes Musik,
To grønne Tuer hæved sig i Skyggen
Af Haslers mørke Løv, tæt ved hinanden.
Jeg paa den ene sad, men paa den anden,
Og Ansigt var mod Ansigt vendt,
En liljearmet Pige. Hendes Sommerhat,
Tilbagekastet paa det blonde Hoved,
Fremviste den med Krøllers gyldne Pragt
Behængte Pande. Hattens røde Baand
Løst flagred om den marmorhvide Hals.
Med venlig Modstand hendes spæde Fingre,
Som fast indspærredes af min brede Haand,
Bevæged sig mod overlegne Styrke,
Ret som en fin Kanarifugl, der spræller
I Drengens Næve med forgæves Kæmpen.
Men øm og dristig gled min Tales Flod
Fra Læbens Rand, og under Nattens Blaa,
Bestrøet med alle Stjærners blanke Kors,
Vi slutted en bestandig Elskovspagt.
Dog, naar en Ungersvend, med Mod og Sundhed,
Ej tvungen er ved Savn af røden Guld,
Da lader han sig ikke lang Tid fængsle
Til samme Plet, som Gaardens Hund, der trofast
Og dum fra Aar til Aar, selv fri for Lænker,
Bevogter samme Hus. En Morgentime
Jeg paa en Lystgang ud af Stadens Port
Fik Øje paa en Flok af djærve Krigsmænd,
Hvem Hærens Høvding havde givet Hjemlov.
En spilled paa den brune Fiolin,
De andre gik da efter Strængens Hvislen
Med rappe Fodtrin paa den brede Vej.
Lidt længer borte holdt en Rejsevogn.
Omkring en Serviet, som bredet laa
Ved Grøftens Rand, med Glas og Pølse,
Fortrolig Mænd og Piger havde lejret
Sig i det grønne Græs; men deres Hest,
For Trensen fri, med Pose for sin Mule,
Begærlig fraased i det friske Hø.
Lidt længer borte gik en rask Tyroler
Med Ransel paa sin Ryg og revne Sko.
Hen spilte Bold med sin Kasket og jodled
I Sky; men Skov og Høj tilbagesendte
I den rene Luft ham en trefoldig Genlyd.
Da kom en mægtig Vandrelyst mig paa;
Foruden Afsked jeg til fjærne Lande
Begav mig bort. Men nu, da Markens Foster
For Sneens Dække fri sig hæver frem,
Nu smelter som en Sne den kolde Glemsel
Bort fra mit Bryst, og Kærlighedens
Genfødte Rose skyder atter Blad.
Den brune Nattergal i fjærne Buske
Fornyer med livsaligt Fløjtespil
Det halvforglemte Mindes Røst. Nu vil
Jeg ride til den vilde Mark; men naar
Den gyldne Foibos sender sine Straaler
Igennem Jalousiets grønne Hegn,
Og vækker af sin Søvn den spæde Jomfru,
Da sætter jeg min Spores blanke Stjærne
Paa Hestens Bug og haster hid i Spring,
At se paa ny min Sjæls udvalgte Dronning.
Frisk frem, min Ganger! følg Din Flyvelyst.
Kor af Byens Jomfruer og Ungkarle.
Ungkarle.
Med sin himmelske, bredtnedplaskende Flod
Stygt natlige Regn har beskyllet mit Torv.
Dog lidet jeg frygter for Vand og Moras,
Thi den mægtige Støvle bedækker min Fod.
Frem træder jeg rask Mod det søjlebekransede Raadhus.
Jomfruer.
Jeg kun langsomt skrider fra Sten til Sten
Og sanker min Kjortels Liliefold
Med min Jomfruhaand over Ankelens Knop,
Over Sviklens yndigtvævede Blomst!
Thi gyse jeg maa
For et Stænk fra trampende Støvle.
Efter Ligevægt søger min skælvende Haand,
Thi min Skikkelse hænger, med udstrakt Arm,
Paa en eneste Taa. Den bæres af Luft
I svævende Stand. O, var jeg dog vel
Ved Ønskernes Maal,
Ved de stoltopstigende Fliser!
Ungkarle.
Sig, du lifligt i Flor ind-
hyllede Jomfru,
o, du min Drøms henrivende Billed,
Hvi du til Borgen henflytter din Fod!
Jomfruer.
Længe før Morgenens Barn
Med sin Purpurhaand
Af den glimrende Guldkurv
Tog sine Roser,
Vore Fædres ærværdige Flok fremvandred
Under Nattens med Sølvglans tindrende Loft
Til den marmorbekransede Højsal.
Nu forventningsfuld og med Videbegær
Jeg betræder det hellige Torv;
Thi spejde jeg vil, hvilket Visdomsord
Hist ved det natlige Lys
I det pudderbestænkede Hoved
Er fostret i Løndom.
Ungkarle.
Dele, ja dele jeg maa dit Videbegær,
Du min Stads elskværdige Krone!
Men ej lang Tid svæve du skal i Tvivl,
Thi se hist, se hist,
Hvor den raslende, kobberbefæstede Port
Vidt aabner sin Mund,
Langsomt, langsomt
Med besindige Skridt træder nu frem
Paa Flisernes Firkant
Stadens Hersker, den spanskrørbærende Drot,
Min Byfogeds gudlige Hoved.
Byfogeden.
Mit ædle Folk! mærk paa din Herskers Ord.
Kundgøre vil jeg, hvad til Stadens Tarv
I slummerløse Nætter jeg har udtænkt.
Med Glæde sender jeg mit Herskerblik
Ud over Byens Kres. Thi vidt og bredt
Jeg øjner Spor af Borgersind og Velstand.
To Vævere daglig med den gyldne Spole
Jeg ser af Traadens fine Labyrint
At kalde Lærred frem for Dagens Lys,
Og under djærve Slag af Smedens Hammer
Fremtræde Hesteskoens halve Maaner.
Ej vil jeg nævne nu vor gode Snedker,
Hvis Skaberhaand af Egetræets Kraft
Har dannet vore brune Husgeraad.
Selv midt om Vintren staar i Bodens Hal
Den brave Dreng, skønt Frostens røde Buler
Vanhelde den med Terpentin og Skind
Belagte Haand. Den styrer Vægtens Tunge
Og Messingskaalen, fyldt af Risengryn.
Et glædedrukkent Øje
Jeg vender imod Havnens tavse Spejl,
Indrammet af de lange Poppelpile.
Thi Skuden vælter sig med stramme Sejl
I Bølgen frem. Knap orker den at slæbe
Sin Bug, frugtsommelig med Hvedesække.
Langt fra det er, at Staden lider Brøst
Paa gudbegejstrede Sangeres Flok. Ved Høst
Naar Hundestjærnen straaler Ferie frem,
Da gæster mangen akademisk Borger
Af Stadens eget Kuld sit Fædrehus.
Enhver forstaar vindskibelig at føje
Sonettens ottefoldige Rim — et Underværk!
Og aarlig vores gamle Stapelstad,
Forsynet med den Poesi, som mest
I Moden er, jævnt holder Skridt med Tiden.
Midt i sin Lykkes Fylde savner Staden dog
Eet Gode. Vittighed for den er fremmed!
Sligt Savn bekymrer dybt mit høje Sind.
Paa sligt at raade Bod, jeg lader fluks
Heroldens klare Røst og Trommens Bulder
Forkynde Folket højt, at jeg og Raadet
Besluttet har ved Præmiernes Magt
At vække Viddets Blomster af sin Dvale.
Ej mener jeg, mm Borgers Hjærneskal
Er anderledes skabt end andre Mænds.
Hans Lune blot har savnet en Opmuntring.
Men som den gyldne Sol det skjulte Frø
Af Jorden kalder frem til frodig Vækst,
Saaledes skal en glimrende Belønning
I Dag befrugte Vittighedens Mark,
Som i en Rad af Aar har ligget brak.
Koret.
Beundre maa jeg dine vise Raad,
Min ædle Hersker! Sig, til hvilken Tid
Du Kronen paa dit store Værk vil sætte?
Byfogeden.
Saa snart en Times Løb igen er fuldendt,
Da maa enhver, som i Fortrøstning til
Sit Lunes Kraft for Palmens Hæder kæmper,
Sit Hoveds Førstegrøde sende fluks
Til Raadets Marmorsal.
Koret.
Ved hvilken Pris
Fremkalder du min Aands forborgne Gnister?
Byfogeden.
En dobbelt Sejerskrans jeg stiller frem.
Fortsættelsen fattes.