P.L. Møller (1814–65)

Da en mægtig fjendtlig Hær engang i Athenens ældste Dage truede Landet med Ødelæggelse, lod Kongen, Kodros, det delphiske Orakel spørge, paa hvad Maade Krigen kunde faae et heldigt Udfald. Oraklet, som ofte havde de besynderligste Indfald, svarede denne Gang, at Alt vilde gaae godt, naar blot den atheniske Konge faldt for Fjenden. I vore Dage havde man maaskee anseet Oraklet for en impertinent Satiriker, der vilde lade Vedkommende forstaae, at de havde en uduelig Regent, som de først og fremmest maatte see at blive kvit. Dette var imidlertid neppe Tilfældet her; Oraklet synes kun at have villet gjøre Effect ved at sige en rigtig pikant Paradox, men forresten at have snakket hen i Veir og Vind; thi Kongen viste sig i Gjerningen som en meget brav Mand. Ikke blot var han, fortæller Sagnet, — strax villig til at opoffre sig; men, da Orakelsvaret kom den fjendtlige Anfører for Øre, og han gav Ordre til, at Ingen maatte saare Kodros, saa forklædte denne sig som Slave, drog ud og angreb en Flok fouragerende Fjender, hvoraf Følgen var, at de dræbte ham. Og saaledes, siges der, blev Athenen frelst.

        Dette er Texten til den foranstaaende Composition, som findes blandt de mange fortræffelige Haandtegninger, den danske Maler Abildgaard har efterladt sig. Danmark har nemlig engang frembragt en udmærket Kunstner af dette Navn. Det synes ikke ufornødent at bemærke dette, da den spidsborgerlige Misundelse og Animositet, som følger enhver høitstræbende Aand, Nutidens Ligegyldighed for svunden Storhed, og vor yngre Kunstskoles Iver for egen Udvikling og egen Interesse, have forenet sig om at bringe hans Navn, hans Fortjenester og hans Samtids Høiagtelse i Forglemmelse. Og dog har den hele Herskare af yngre Kunstnere, som er udgaaet fra vort Akademi, Abildgaard at takke for et væsentligt Fundament af sin Dannelse, eftersom hans Modeltegninger, som man i et halvt Aarhundrede ikke har seet sig i Stand til at remplacere med bedre, endnu den Dag i Dag benyttes i Akademiets Skoler. Hører man ham en enkelt Gang omtale, da er det sjeldent med Hensyn til hans rige, vidt omfattende Kunstneraand, men snarest i Anledning af hans eiendommelige Privatcharakter, eller for at vise, i hvilke Punkter han fordunkles af vore nyere Heroer. Men, om det end er meget smigrende for Nationalstoltheden, at det lille Danmark i vore Dage føder saamange talentfulde Kunstnere, frembringer „udødelige“ Petersener, Jensener, Hansener o. s. v. i Dusin — ja hvad siger jeg, i Hundredviis, saa mener jeg dog, at det fortjener idetmindste billig Overbærelse, naar Nogen føler Lyst til at vende sig fra denne brogede Herlighed, for selv at overbevise sig om, hvorvidt det Svundne ogsaa er gjort overflødigt af det Nærværende.

        Den, som saaledes i en Følelse af moderne Kunstovermættelse vender sig til Abildgaards Værker, vil vistnok først forbavses ved Vidnet om en saa rig og mægtig Aand; thi det er ikke det Techniske, (som han dog i saa høi Grad beherskede), men Aanden, der gjør det stærkeste Indtryk; efterhaanden som man løsgjør sig fra medbragte Fordomme, vil man føle sig ligesom forfrisket og vederkvæget ved disse Arbeiders rene, ædle og strenge Stil i Forening med den rige Opfindelse og Composition; men man vil tillige blive skamfuld over, at man hidtil, oftest kun paa anden og tredie Haand, har havt en høist ufuldstændig og usammenhængende Forestilling om denne Kunstner.

        For at bidrage Lidt til en mere sammenhængende Anskuelse i denne Henseende, skal jeg forsøge, saavidt denne Bogs indskrænkede Rum tillader, at meddele nogle Omrids af Abildgaards Liv og Virken.

        Han nedstammede fra en gammel dansk Adelsslægt, som allerede i det 13de Aarhundrede havde Eiendomme i Sønderjylland, og første Gang nævnes i Historien, da Tuko Apelgard var iblandt de Vasaller af den danske Krone, der 1230 cautionerede for de 7000 Mark, som Valdemar Seier lovede Greven af Schwerin i Løsepenge for sine Sønner. Vaabnet, som Familien endnu fører, er et grønt flettet Pilegjærde i Sølvfelt, med to røde Æbler over og eet under det; paa Hjelmen holde to Arme i Harnisk ogsaa et Æble. Da Dronning Margrethe fik Regjeringen over de tre Riger, lovede hun at ville stække Vingerne paa de mægtigste Adelsfamilier, især de Abildgaarder, Limbekker og Begere, eller som hun med sin Tids Vittighed udtrykte sig, „skudde Ablen, stemme Bækken og bryde Bægeret“. Hun synes ogsaa at have holdt Ord; thi vel træffe vi endnu en Povel Abildgard († 1563), som var gift med en Kiersten Ulfeld, og en Manderup A., som var i Besøg hos Kirstine Munk i Jylland, da Frederik d. 3dies Sendebud forbøde hende at bruge Titelen „Hertuginde af Holsteen“; men Familien havde tabt sin tidligere Magt og Glands, opgav sine Adelsrettigheder og kom efterhaanden kun tilsyne i Borgerstanden. En Gren af den kom til Norge, og til den hørte Geheime-Archivtegner Søren Abildgaard, som var gift med Ane Margrethe Bastholm (Tante til Confessionariusen), og blev Fader til Peter Christian (den berømte Veterinær) og Nicolai Abraham Abildgaard. Denne (født 1743) ansaaes længe for en Dreng af maadelige Evner, og, da Familien i Midten af forrige Aarhundrede var flyttet til Kjøbenhavn, satte Faderen ham i Malerlære¹. Men hans Mester blev opmærksom paa hans sjeldne Anlæg, og gik tilsidst med ham til Mandelberg, den svenske Bataillemaler, som da var Professor ved Akademiet. Han var dannet i Paris og paavirket af Hyrdestilen fra Ludvig XV. Tid, hvori han vel og har oplært sin nye Elev. Da Mandelberg ikke længe efter fik Ordre at male fire store Stykker til et af Slottene, og lod Abildgaard male Noget paa et af dem, fandt han sig saa tilfreds hermed, at han med de Ord „Du gjør det bedre end jeg“ overlod ham at udføre de øvrige. Imidlertid gik Abildgaard paa Kunstacademiet fra 1766, altsaa først fra sit 23de Aar, men ogsaa udrustet med større Modenhed og Dannelse, end de fleste begyndende Kunstnere. Det var i Akademiets første² gyldne og blomstrende Dage, da det blandt sine Medlemmer talte en Mængde Kunstnere af europæisk Anerkjendelse, som Pilo, Mandelberg, Hoyer (Miniaturmaler), Petzold, Stanlei, Wiedewelt, Harsdorff (Marmorkirkens Bygmester), Preisler (udmærket Kobberstikker) o. fl. Men dengang havde man ikke de saakaldte Kunstkjendere, som sætte sig ned og leve af Professionen, og unge Kunstnere bleve altsaa heller ikke vildledte af saadanne. A. gjorde strax saa overordentlige Fremskridt i Tegning, at han kunde springe over Gibsskolen lige til Modelskolen³, til stor Forundring for Directeuren, den franske Billedhugger Sally⁴. Denne Dristighed, som dengang tillodes Enhver, der ikke frygtede for at vises tilbage, fandt imidlertid Retfærdiggjørelse ved, at allerede hans første Prøvetegning vandt Prisen. Da han 1771 concurrerte til Akademiets Guldmedaille og det dermed følgende Reisestipendium, blev den tilkjendt en Søstersøn af Portrætmaleren, Professor Als, skjøndt det almindelig antoges, at det egentlig var Onklen, der havde concurreret. Mandelberg kunde ikke gjøre Noget for sin Elev, da en Svensk dengang ikke var saa vel anseet her, som nuomstunder. A. gik da selv til Christiansborg Slot til Struensee, og talte sin Sag, med Forsikkring om, at han aldrig mere skulde bede om Noget, hvis han ikke denne Gang tilfredsstilledes. Struensee tog sig faderlig af den opvakte og frimodige unge Mand, og befalede ved et „lettre de cachet“ ny Concurs. A. malede nu „Calpurnia, som raader Cæsar fra at gaae i Senatet“, et meget lovende Arbeide (desværre brændt i Bombardementet), som man ikke kunde nægte Prisen, især da Mandelberg nu havde faaet Mod, og truede med at sige, hvem der havde malet det andet Concursstykke. Næste Aar gik A. til Italien, men havde forinden den store Sorg at være Vidne til sin mægtige Beskytters Fald; han havde selv malet Struensees grevelige Vaaben, og maatte nu see Bøddelen bryde det itu paa Fælleden, hvorhen han med mange Andre var gaaet i Haab om, i det sidste Øieblik at høre Benaadningen.

        Om hans Ophold i Rom har man kun sparsomme Efterretninger. Det faldt i en bevæget og lykkelig Tid for Kunsten. Winkelmanns Ideer havde frembragt en gjennemgribende Omvæltning⁵; hans Virken for den antike Kunstsmag fortsattes af Zoëga, og A. traadte snart i livligt Vexelforhold til de Kunstnere, som samledes her, kun med Undtagelse af det franske Akademies Disciple. Han boede sammen med sin Jevnaldrende, den berømte svenske Billedhugger Sergel. Paa denne, der led af Tungsind, fordi hans adelsstolte Familie havde (som man mente) ryddet hans Elskede af Veien ved Gift, var Abildgaards Omgang af velgjørende Indflydelse, og der dannede sig mellem de to Kunstnere et Venskab, som ikke kølnedes med Aarene. En ung Mand med et saa usædvanligt smukt, opvakt og ædelt Ydre, som A.s Büste fra den Tid udviser, har vistnok fundet let Indgang overalt i de mest dannede Kredse; men hvad der med Vished vides er, at han med sin kraftige Aands hele Energi⁶ har anvendt sit 5aarige Ophold her til at uddanne sig i forskjellige Retninger, til de grundigste og meest omfattende Studier især af de Gamle og af de italienske Mestere saavel i Poesi som Kunst, foruden Historie, Geometri, Anatomi og Optik. Talende Vidnesbyrd herom ere hans Haandtegninger (navnlig en Suite af Digtere i charakteristiske Momenter, en stor Del Tegninger efter Rafael, som efter A.s Død kjøbtes af vort Kunstakademi, og især de mageløse Copier af Epiktet og Diogenes efter Rafaels Frescomalerier i Vatikanet, og den hellige Sebastian, efter Titian, som alle eies af hans Enke. Den overordentlige Routine og Hurtighed, hvormed han udførte disse Ting paa Stedet, skal i høi Grad have forundret Romerne, og bragte ham personlig Gunst og Bevaagenhed hos den daværende Pave, som ofte ved sin Nærværelse opmuntrede ham under Arbeiderne, fandt Behag i at underholde sig med ham, og lod ham anvise en særegen Plads i Peterskirken ved de store Festiviteter. Det var den berømte Clemens XIV. (Ganganelli), en af sin Tids ædleste Mænd, en lys Aand og fortræffeligt Hjerte, udødelig i Historien, især fordi han ophævede Jesuiterordenen, som hævnede sig ved at forgive ham. Da Lægerne erklærede hans Redning umulig, og Adgangen til at see den døende Pave var aabnet for Alle, indfandt ogsaa A. sig, og han havde i sin store Sorg dog den Glæde at række sin ædle Velynder den sidste Lædskedrik.

        Endelig malede han i Rom sin „saarede Philoktet“, en nøgen Figur i Legemsstørrelse, hvor hans Geni især som Colorist culminerede. I den bekjendte Kunstdommer Fernows Biographi af Carstens (der vist ikke var gunstig stemt imod A., da dette Skrift netop stærkt angriber hans Forhold til Carstens), yttrer denne selv⁷, at A. alt dengang ansaaes for en af sin Tids fortrinligste Malere, „at hans Colorit især i det Nøgne er næsten saa skjøn som Paul Veroneses og Titians“, og, at han „hos ingen nyere Maler siden har seet den skjønnere“. I Rom kom han engang i stor Fare: en Secretær ved det pavelige Hof, var bleven forbittret over den Berømmelse, hvormed A. omtaltes, og tilkastede ved en Procession de nordiske Kunstnere nogle haanlige Blikke. Heftig forbittret løb A. ned paa Gaden og skjældte ham ud. Romeren trak hemmelig sin Kaarde og vilde just gjennembore ham bagfra, da A. blev opmærksom derpaa, greb om Kaarden med den blotte Haand, som blev slemt forskaaret, og holdt den fast saalænge, til en Ven af ham, en Englænder, kom til og kastede Modstanderen til Jorden. A. brød nu Kaarden itu og pryglede ham med Stumperne; dette Optrin midt under en Procession havde neppe gaaet vel af, hvis ikke Paven havde beskyttet ham, men han maatte siden altid bære Vaaben og bruge Lygte om Aftenen. Det Liv, hvori han deltog i Rom, havde iøvrigt medført større Udgifter, end Stipendiet⁸ strakte til, og han efterlod ved sin Afreise 1500 Dalers Gjæld.

        Da han kom hjem (1777), fik han strax i Guldberg en ny og mægtig Patron, blev ved Malerierne „Apol, som raader Phaëton fra at bestige Solvognen“ og „Svend Tveskjæg, som løskjøbes af de danske Kvinder“, Medlem af Akademiet og Professor med 200 Daler i Gage. Ved en Audients hos Enkedronningen, Juliane Marie, udtalte denne sig i smigrende Udtryk om hans Arbeider, og lykønskede ham til sin Stilling, hvorpaa A. svarede „Ja, D. M. jeg tjener nu paa det Samme som en Hyrekudsk.“.. Følgen var, at hans Gage igjennem Guldberg blev forhøiet til 400 Daler. Han udviklede nu en forbausende Virksomhed, der snart udstrakte sig til Alt, hvad der stod i nogen Berøring med Kunsten. Man mærkede hans mægtige Aands Indflydelse ikke blot i Akademiet — ved dets hele indre Organisation, ved en bedre Plan i Underviisningen o. s. v. — hvor han snart blev den, der styrede Alt; men ogsaa blandt Haandværkerne, paa Kirkegaarden, og ved offentlige Foretagender til Byens Nytte og Forskjønnelse⁹. Dog levede han især for sit Hovedfag, Historiemaleriet. En Mængde skjønne og storartede Compositioner udgik fra hans Staffeli; greben som hele Tiden af den ossianske Poesi, malede han „Culmins Aand“ (som tilligemed et andet af ham tilhører Grev de Geer i Sverrig), han malede „Cæsars Aand ved Philippi“, (i Rusland bortstjaalet fra Hoyer, der var taget derhen for at male Keiserinde Catharina); men, da det blev ham overdraget til Christiansborg Slot at udføre en Række Malerier af den danske Historie, viste det sig klart, hvorledes han i dybt Studium, philosophisk Tænksomhed, aandrig Composition, ideerig Phantasi, kraftig og selvstændig Fremstilling, fordunklede alle sine Colleger hertillands. Kort efter at han havde paabegyndt disse Arbeider, modtog han fra et italiensk Akademi, (saavidt vides i Florenz) et fordelagtigt og ærefuldt Tilbud om et Professorat, hvilket han dog som god Patriot afslog. Han fik nu et Tillæg af 1000 Daler aarlig, imod at levere hvert Aar et af disse Malerier til Kongens Geburtsdag. Ti af dem bleve efterhaanden opstillede i Riddersalen, hvor de, understøttede af Architecturen og Pragten i det Øvrige, gjorde et imposant Indtryk, og skaffede Mesteren en Berømmelse, som ingen anden Kunstner har opnaaet — i Danmark; hvorimod det 11te, der fremstillede Stavnsbaandets Løsning, og neppe i kunstnerisk Henseende stod tilbage for de andre, blev forkastet, mulig fordi Æmnet ikke behagede de høie „Jorddrotter“, der toge det under Bedømmelse. Dette krænkede naturligvis det stolte og fyrige Kunstnerhjerte, men det var dog Intet mod det ubodelige Tab, som snart skulde ramme ham, idet Slotsbranden 1794 tilintetgjorde de syv første af disse Nationalværker¹⁰ tilligemed de „fire Epoker af Europas Historie“, som i sindrige træffende Allegorier fremstillede 1) den vilde Naturtilstand, 2) det romerske Verdensherredømme, 3) Hierarkiet og 4) Culturens Gjenfødelse, ved Opfindelsen af Krudtet og Bogtrykkerkunsten¹¹. Og efter denne Ulykke fratog man ham de ovennævnte 1000 Daler med den Bemærkning, „at man nu ikke meer havde Plads til hans Arbeider.“ Han besluttede nu i sin bittre Stemning at nedlægge Penslen, og nærmest at leve kun for Akademiet. Dog kunde han neppe ganske overholde denne Beslutning, om man end ikke i det paafølgende Decennium saae Noget offentligt fra hans Haand¹², og ikke med Vished veed, han malede meer, end de store Copier efter Poussins „Moses ved den brændende Busk“ og „Christus, som helbreder den Blindfødte.“ „Jupiter, der veier Menneskenes Skjæbne“, hvor man for første Gang saae den mægtige Gud ikke som Olding, men som kraftig Mand, er fra 1793. Fra denne eller en noget tidligere Tid var ogsaa „Verdens Skabelse“ (efter Orpheus) „Homer,“ „Ossian“ og „Sokrates i Fængslet“, noksom bekjendte af de udmærkede Kobberstik, som Clemens udførte under A.s Medvirkning.

        Men, hvis han paa den Tid ikke altid undertrykte en vis mørk og melankolsk Stemning, saa var det i Sandhed heller ikke uden Aarsag. Thi ogsaa hans Privatliv havde været hjemsøgt af store og tunge Sorger. Nogle Aar efter sin Hjemkomst havde han, vildledet af en poetisk-philantropisk Illusion, imod sin Families Ønske ægtet en Frøken Oxholm, som ikke var skikket til at gjøre ham lykkelig. Efter at han i flere Aar havde været et Offer for hendes Luner, blev Ægteskabet opløst under meget ubehagelige Omstændigheder. Men det haardeste Slag var endnu tilbage. Hans Søn, et udmærket smukt og lovende Barn, Faderens Stolthed og Glæde, blev angrebet af Strubehoste, som dengang ansaaes for saa godt som incurabel. Hans Ven, den berømte Callisen, vidste ei anden Udvei, end en Incision i Luftrøret, men Barnet overlevede ikke Operationen.

        Medens han nu i anstrængt praktisk Virksomhed søgte at betvinge sit Humør, trak han sig dog heller ikke tilbage fra det selskabelige Liv, hvor han stedse i de mest glimrende og dannede Kredse havde været en velkommen Gjæst. Da han hørte til sin Tids mest intelligente Mænd, talte han de mest anseete af disse blandt sine Omgangsvenner, som Elliot (den engelske Minister) Ehrensvärd (svensk Admiral), Kammerherre Warnstedt (Theaterdirecteur), P. A. Heiberg, Baggesen, Thaarup, Sporon o. m. fl. Arveprinds Frederik og vor nuværende Konge, som efter sin Fader blev Akademiets Præses, skattede ham høit og besøgte hyppig hans Atelier. Med en Kammerherre Brockenhuus gjorde han en Udenlandsreise, der dog ei gik længer end til Wien; her nød den danske Kunstner hos den gamle Fyrst Kaunitz, Datidens Metternich, en Gunst og Bevaagenhed, som kun blev saare Faa til Del, og Fyrsten forærede ham ved Afskeden sit Portræt som Venskabstegn¹³. Tidens republikanske Ideer maatte i mange Henseender tiltale hans antike Aand, og han deltog med Interesse i det dengang florerende politiske Liv. Han var en fortrolig Ven af Grouvel, den franske Revolutions Emissair, ja man mener, at han igjennem denne ikke har været uden Indflydelse paa Danmarks heldige Skjæbne under de for det øvrige Europa saa ulykkelige Aar. I den bekjendte „Fabricii Klub“ tilbragte han jevnlig sine Aftener, saalænge indtil Samlivet her forstyrredes af politiske Spioner.

        Hans Liv skulde dog endnu opklares af et venligt Solskin. Mod Aarhundredets Slutning lærte han at kjende sin efterlevende Enke (en Datter af det ostindiske Compagnies første Faktor og Handelschef i Trankebar, Ottesen), hvem han ægtede 1803. Hun skjænkede ham 3 Børn, af hvilke de to endnu leve, og hendes dannede Aand, hendes varme Sympathi for hans Geni og hans Kunst, bidrog i Forening med gjensidig Hengivenhed og Høiagtelse, til at gjøre hans sidste Leveaar til hans Livs lykkeligste. Han tog nu sin tidligere Beslutning tilbage, og udviklede i en Mængde større og mindre Malerier paany en forbausende Productivitet. Herhen høre hans „Sappho“, „Anakreon“, „Tibull, som græder fordi han ingen Penge har“, „Catull og Lesbia“, „Papirius, der udfrittes af sin Moder“, o. a., men hans betydeligste Værk fra denne Tid, (malet som Brudegave til hans Kone) var de fire store „Scener af Terents’s Comedier“, hvor han gav os en paa omfattende Studium og Læsning bygget Fremstilling af de Gamles Theatre, og viste sig her ogsaa som den udmærkede Architekt, der neppe vovede formeget, da han ønskede at overtage Gjenopførelsen af Christiansborg Slot, hvilket blev ham nægtet. Da det nu begyndte at gaae fremad med denne Bygning, bestilte man atter fire store Malerier hos A., og overlod ham først selv at vælge Æmnerne; men, da han indsendte sine vel gjennemtænkte, med dyb Indsigt og digterisk Klarhed udarbeidede Planer til en Fremstilling af „de fire Monarkier“, forkastede man disse, og opgav ham fire Momenter af den danske Historie. Da hermed alt et Par Aar var hengaaet, tog han strax fat paa et af de opgivne Themaer, „Souverainitetens Forkyndelse paa Slotspladsen“ og indsendte sin Skizze i 1807; men Bygningscommissionen, der blandt Andre bestod af Reventlow, Hauch og Bygmesteren, Hansen, lod den henligge to Aar i Kiel, og approberede den endelig i Marts 1809. Det var, som om den ærede Commission havde anet, at Approbationen nu netop kom i rette Tid, for at — komme forsilde. To Skizzer af ham til Dørstykker i Audientsgemakket opnaaede aldrig at faae deres Skjebne afgjort.

        Med saamegen Nonchalance behandlede man en Kunstner, som endnu ligeoverfor Udlandet ansaaes for Danmarks Stolthed, og hvis Indsigt og Dygtighed man i Raad og Daad stadig gjorde Brug af, fordi man ikke kunde undvære ham. Man erindres herved om en for et Par Aar siden meget omtalt Historie, hvorledes nemlig en vis Mand havde indviet nogle af Freunds bedste Arbeider til evig Begravelse. Han synes at leve for den Fixidee, at gjøre Architekturen til et Gravmæle for Kunsten i Danmark.

        A. havde kjøbt sig Landstedet „Spurveskjul“ ved Frederiksdal, og her levede han sine sidste Aar om Sommeren, i hjemlig Ro, for sin Kunst og landlige Sysler. Hans sidste Arbeider vare to ypperlige Malerier efter den bekjendte latinske Roman af Apuleius, og en (ufuldendt) „Ulysses, som offrer, før han drager til Underverdenen.“ Efterat han i Foraaret 1809 var tagen ud paa sit Landsted, ansaates han af en haardnakket Koldfeber, som dog næsten var fordreven, da et besynderligt Tilfælde, en Art hæftig Skjørbug — formentlig en Følge af hans megen Stillesidden ved Staffelet og i Bibliotheket — slog sig til og pludselig d. 4de Juni gjorde Ende paa hans Liv. Hans Død fremkaldte en stor og almindelig følt Sorg. Da han blev begraven fra Charlottenborg, hvor han siden Mandelbergs Død havde boet, forlangte Akademiets Disciple, som Tegn paa deres Høiagtelse og Kjærlighed, at bære ham derfra ligetil Kirkegaarden, og Øienvidner erindre endnu, at de ikke vilde slippe Kisten, da Folk paa Gaden kom til og tilbød at ville bære. Indbudne vare kun hans Slægt og Akademiets Personale; men Jordefærden fik et gribende og høitideligt Præg derved, at Uindbudne overalt i stor Mængde strømmede til, for at slutte sig til Følget; og forrest i dette saae man Prinds Christian (vor nuregjerende Konge), som ved Graven i nogle meget skjønne Ord hædrede den Afdødes Aand og Fortjenester ikke blot som udmærket Kunstner, men som Lærd, alsidig dannet Mand og ædel Borger.

        Hvad Akademiet skylder A. kan i Sandhed kaldes uberegneligt, og om end mange, af hans Reformer (f. Ex. ved Belysningen i Skolerne) siden ere omkalfatrede, har det dog endnu Spor tilbage af hans Aand. Det blev under ham anseet for et af de ypperste i Europa. Han styrede alle Anliggender i den lille Stat, der var ham anbetroet, med Orden og Strenghed, og dog vidste han i høi Grad at bevare de Unges, som i Almindelighed sine Undergivnes, Kjærlighed. Blandt hans Colleger i Akademiet derimod o. m. A. maatte hans djærve Retsindighed, der ikke brød sig om Persons Anseelse, hans aandelige Overlegenhed og tørre Satire, hans Iver og virksomme Energi, baade gjøre ham frygtet og skaffe ham Uvenner, der da igjen, hvor det uden Fare lod sig gjøre, søgte at skade og ærgre ham. Saaledes var der engang en Tid af fire Aar, hvori han, paa Grund af nærgaaende Krænkelser, ikke satte sin Fod i Akademiets Forsamlinger; først ved en Leilighed, da han befrygtede, at man vilde forurette nogle af hans Disciple ved en Medailleuddeling, viste han sig pludselig, og slog nu ned som en Glente blandt Spurvene. Han havde i disse Aar kun indfundet sig i Skolerne i den Maaned, han efter sin Tour skulde stille Modellen, og Eleverne mødte da stedse langt talrigere end ellers. Han tegnede selv i Timen med utrolig Hurtighed, og indsendte sine Tegninger tilligemed Elevernes, hvilket afskrækkede de andre Professorer fra at tegne. Det er disse Modeltegninger, hvortil der efter Reisendes Vidnesbyrd ingensteds findes Mage, som endnu udgjøre et væsentligt Fundament ved Tegneunderviisningen paa Akademiet, skjøndt de senere ved en Glarmesters Uforsigtighed bleve beskadigede (og uheldig retoucherede af Lorenzen). De fleste og bedste af hans Elevers og Andres Ornament-, Bygnings- og Modeltegninger bleve 1811 offererede til Norge. Abildgaards Princip som Lærer var især en grundig, klar og sikker Bibringen af Begyndelsesgrundene. Herom vidner hans ypperlige „Tegningsfundament“, som fremkaldtes ved Bestilling fra England; opfordret af Grev Reventlow til som Patriot at lade det blive her, afslog han det hædrende og fordelagtige engelske Tilbud, men da man saa istedenfor de 1500 Daler, han forlangte, bød ham 400, forblev dette Værk hans egen, og nu hans Enkes, Eiendom.

        Efter Wiedewelts Død 1802 blev han Akademiets Director; nu var han regelmæssig tilstede ved Møderne, og havde her sædvanlig en olympisk Jupiters Rolle, naar de Andre af raadvild Vankelmodighed og tusinde ængstelige Hensyn ikke kunde fatte en Beslutning. Da engang Akademiets bedste Model ved et Vaadeskud havde paadraget sig Alternativet af 3 Dages Kat eller en Bøde af 40 Lod Sølv, og man længe uden Resultat delibererede om, hvad her var at gjøre, reiste A. sig og gjorde Ende paa Sagen ved at erklære, at denne Model var uundværlig for Akademiet, at han ved at udstaae Straffen vilde blive ubrugelig, og han vilde derfor af sin egen Kasse udrede Summen. Det hjalp, og Akademiet betalte nu Bøden. Ligeledes kunde man engang ikke blive enig, om man, den Tid, da Pengene, som man siger, „bleve daarlige“, skulde sende de danske Kunstnere i Rom den Hjælp, hvorom de bade, eller overlade dem til deres Skjæbne. Her gjorde A. ogsaa Udslaget ved de faa, men vistnok med hans hele energiske Harme betonede Ord: „Tiberen fryser aldrig!“ — Som Director var hans Stræben især henvendt paa at drage alle Embedsbesættelser og Foretagender, Akademiet vedkommende, ind under dettes egen Autoritet, for saaledes at undgaae Ukyndighedens, Nepotismens og andre uæsthetiske Magters Indflydelse. Dette lykkedes det ham virkelig og tildels at sætte igjennem ved sin uforfærdede Djærvhed og den Respect, hans Dygtighed indgød saavel Venner som Uvenner, paa høie og lave Steder. Arveprindsen kaldte ham „den almægtige Abildgaard“, og i hvilken Grad han var det, viste sig bl. A. engang, da Lektorposten i Anatomi skulde besættes; thi A. satte her Valget af sin Candidat (Bang) igjennem, saa ivrig end Hertugen af Augustenborg (Ministeren) og Arveprindsen (Akademiets Præses) interesserede sig for en Anden. Da denne Plads i det sidste Aar af A.s Liv igjen blev ledig, besluttede Medlemsforsamlingen, inden han selv indfandt sig, enstemmig at vælge A. som den udmærkede Tegner til at læse Anatomi, — ikke for Lønnens Skyld (200 Daler) men nærmest som et Hædersbevis for hans Fortjenester i Akademiet. Da A. hørte, man havde stemt uden ham, vilde han først protestere, men, da Sagens Sammenhæng meddeltes ham, blev han dybt rørt. Desværre blev dette kun en „smuk Drøm“, man havde gjort Regning uden Vært; thi Embedet blev opslaaet vacant i Cancellibygningen, og A. maatte nu vige for en Mand (Klingberg), der, som han i sit eiendommelige Kraftsprog udtrykte sig, „curerte for L... og Fnat i Nyboder“. Dette skal han have taget sig meget nær.

        Hvad A. var som udøvende Kunstner, er i det Foregaaende antydet, og til en mere udtømmende Skildring vilde her ikke være Plads, selv om Ff. tiltroede sig Evne dertil. Som Colorist, Maler og Tegner glimrede han vel fortrinligst; hvad Carstens sagde om hans Colorit, gjælder ogsaa om hans Tegning: den er neppe naaet af Nogen i den nyere Tid. Med mageløs Virtuositet forstod han i faa Linier at give en Figur Liv og Charakter, og henkaste det eleganteste og correcteste Drapperi, saa at man i den mindste Fold af et saadant gjenkjender ham; og blandt de mange duelige Elever han dannede, som Wahl, Flindt, Høier, (Historiemaleren), Clemens, Eckersberg¹⁴, udmærkede sig især Thorvaldsen, i hvis Arbeider man indtil den seneste Tid gjenfandt den Abildgaardske Tegneskole. Men ogsaa de fleste andre Kunstretninger omfattede hans universelle Aand med Lethed og Dygtighed. Han udviklede vistnok sin høieste Kraft i Historiemaleriet, og det vilde være Barbari at nægte, at dette forudsætter i langt høiere Grad Kunstbegavelse, Productions- og Compositionsevne, Geni og Studium, end de Landskaber og Portræter, som i vore Dage frembringes i Masse, og som synes saa høilig at tilfredsstille Tidens slappe Smag. Men han malede ogsaa Portræter (saaledes et af hans Moder, der hører til de ypperligste Arbeider i sit Slags), Genrestykker, Allegorier, Landskaber (f. Ex. et efter et Kobberstik af Poussin jun.), han var Architekt, Billedhugger, Kobberstikker¹⁵, han var saa at sige Alt, hvorfor man — ogsaa med Hensyn til hans personlige Charakter — træffende har kaldet ham en dansk Michel Angelo. Men hvad der især udmærkede ham fremfor alle danske og mange udenlandske Kunstnere, var hans sjeldne Gave til at opfatte og udtrykke det Poetiske i Kunsten, det som er og bliver Betingelsen for et Kunstværks høieste Værd. Her kom naturligvis hans rige Dannelse og udbredte Læsning ham tilhjelp. Derfor vidste han stedse, som man siger, at lægge en Idee i sine Malerier, og selv det flygtigste af dem bærer dette Ideens høiere Stempel. Ingen forstod bedre, end han, at opfatte Digterne, saavel de komiske som alvorlige, og kunstnerisk at gjengive deres Aand. Dette godtgjorde han ved mange Leiligheder; den bekjendteste af hans Præstationer i denne Retning er Kobberne til Kvartudgaven af Niels Klim, som under hans Medvirkning udførtes af Clemens efter Malerier af A. Imellem 1784 og 88 udgav han under Navn af „Kbhvns Skilderi“ en Række Kobbere, (som bleve meget indbringende for Clemens), sigtende til vore politiske Tilstande, og af en saa kaustisk Satire, at de i vore Dage neppe havde undgaaet Beslag. Desuden har man af ham en utallig Mængde Medailler, sindrige Vignetter, Allegorier osv.¹⁶ De mest prosaiske Opgaver vidste han at afvinde en til kunstnerisk Fremstilling skikket Side, og han var derfor uundværlig ved Forsiringen af offentlige Bygninger, Monumenter og deslige. Denne overordentlige Rigdom og Lethed i Composition anvendte han ogsaa til at forskjønne sin nærmeste Omgivelse, Møblerne i hans Hjem vare construerede og decorerede efter Tegninger af ham i antik Stil, og en Kakkelovnskjerm har han smykket med en Composition (de 7 Byer, der strides om Homer), som kunde gjøre mangen yngre Kunstner til en berømt Mand.

        Endelig afgav han et interessant Bevis for, at man kan være en meget dygtig Kunstner, uden at mangle udbredt Læsning og videnskabelig Dannelse. Maaskee har aldrig nogen Kunstner — siden Michel Angelo — staaet saa høit i Forhold til sine Samtidige i Intelligens og omfattende Kundskaber. Han var hjemme i de forskjelligste Fag, men især i Kunstens Theorier, Historien og Digterne, fra de Gamle til Shakspeare, Voltaire og Ossian.¹⁷ Man kunde spørge ham tilraads i Alt, hvad der angik Kunst og i Meget, som laa udenfor den. Det vidste man, og derfor maatte han endog ofte tegne Costumer for Theatret. For dette componerede han ogsaa sine Figurer af den nordiske Mythologi; denne skulde han, hvis ikke Slottet var brændt, have benyttet til Plafondmalerier, og hvor let det faldt ham at overvinde de Vanskeligheder, den har frembudt for senere Kunstnere, kan man see af hans Haandtegninger. Han besad en fortrinlig Bogsamling, som tilligemed Kobberstiksamlingen kom til Akademiet, og viste ved flere Leiligheder, at han fortræffelig forstod at føre Pennen, f. Ex. i sine Stridsskrifter (1785–86) mod Tyge Rothe (om dennes Forklaring af et af A.s Malerier paa Slottet) og Prof. Høid (om en efter A.s Composition udført Medaillon til Ære for Arveprindsen). Men denne livlige Samfærdsel med Ideernes Verden lønnede sig rigelig for ham; thi herved bevaredes hans Aands Frugtbarhed og Friskhed ikke blot til det Yderste, men tiltog endog, medens ofte Andre, efter nogle heldige og lovende Ungdomsarbeider, hensynke i en uformuende og ideeløs Tilstand.

        Alle vare enige om, at A. var en udmærket Kunstner; derimod vare Meningerne noget delte om ham som Menneske. Blandt det store Publikum gjaldt han for mørk, bitter, bizar og skinsyg paa andre Kunstnere¹⁸, medens de, der kjendte ham nærmere, høilig priste hans varme Hjerte og ædle retskafne Charakter. Modsigelsen er neppe vanskelig at løse. Som Enhver, der trods en fiendtlig Skjæbne lever for Ideerne og sætter de høiere Interesser over alle philistrøse Hensyn, maatte han skaffe sig mange Uvenner og blive forfulgt af Bagtalelsen. Heldigvis skete et af de værste Angreb offentlig (i Fernows ovenfor berørte Skrift), og der blev saaledes Leilighed til en aaben og fuldstændig Gjendrivelse.¹⁹ Naar det gjaldt Kunsten og Sandheden, brød han sig hverken om Ven eller Fjende og skyede ikke Strid eller anden Ubehagelighed.

Kronprindsen (Frederik d. 6te) vilde engang have en daarlig Maler (Ryde) gjort til Professor ved „Modellen“, og anvendte igjennem Arveprindsen som Præses alt Muligt, for at opnaae sit Ønske. Alligevel strandede det paa A.s urokkelige Standhaftighed, og den Autoritet, han havde blandt sine Colleger. Herover blev Kronprindsen meget opbragt, men da Arveprindsen meddelte A. dette, svarede han med stoisk Rolighed, „at Kronpr. maatte takke ham fordi han stod som brav Mand paa den Post, hvor hans Fader havde sat ham“. Dette Svar havde til Følge, at Kronpr. nogen Tid efter inviterede A. ud til Frederiksberg, hvor han takkede ham og forærede ham en Gulddaase som Tegn paa sin Naade.

        Bydende og myndig var A. i sin Kreds som enhver høitbegavet Aand, der, selv naar den feiler, indgyder Høiagtelse, fordi den virker med den Overbevisning, kun at ville det Rette; men et overfladisk Blik seer let heri Vilkaarlighed og Egensind. Hvad der stødte Mange, var at han, som en ægte gammel Nordbo, naar han følte sig forurettet, udtalte sig uforbeholdent i skarpe og bittre Udtryk; naar man traadte ham for nær, lagde han ikke Fingeren imellem, men bed fra sig med skjærende Vittighed og en vis genial Djærvhed, som Følge af hans kraftfulde livlige Gemyt, der følte hæftig i Glæde som i Sorg, men mod sine Frænder og Venner var han hjelpsom, øm og deltagende — hvorfor de stedse i Nøden tyede til ham — en kjærlig Familiefader og brav Patriot. Da Gustav den 3die, hvis Hensigter mod Danmark ansaaes fordægtige, var i Kbhavn, og kom for at hædre A. med sit Besøg, skjulte han sig i en Krog, og lod sige, at han ikke var hjemme.

        Nogle have villet finde en mørk, skjøndt altid stor og høitidelig Aand i hans Arbeider, men dette gjælder i alt Fald kun om hans lyrisk-subjective Fremstillinger; i hans historiske Compositioner hersker stedse en ædel objectiv og snarere munter Stil. Det Mørke var vistnok hos ham, som hos enhver sand Kunstner, kun tilstede i forbigaaende Stemninger. Menneskene fordre gjerne af udmærkede Mænd umulige Ting, og dadle Alt, hvad der ligger over deres Horizont. Af den, hvis glødende Følelse de beundre i hans Værker, fordre de, at han skal være følelsesløs naar han forurettes, og af den, som de ved deres Ros gjøre stolt, fordre de, at han skal undertrykke sin Stolthed. Dette kunde en Charakter som A.s naturligvis ikke; Bevidstheden om hans Værd gav ham en høi og ædel Selvfølelse, og hans Liv i Ideernes Rige lod ham stundom see Hverdagslivets Bagateller i et urigtigt Lys. Saaledes skal han, da han i sit sidste Aar blev Ridder af Dannebrog, have betragtet dette som en Krænkelse, og først have beroliget sig ved Efterretningen om, at hans Venner Winslow og Callisen vare blevne det samme.

        De som ønske at vide Meer om A. end det her Meddelte, som dels er bygget paa skriftlige Vidnesbyrd fra hans Tid, dels paa Fortælling af Personer som have kjendt ham (deriblandt en af hans Elever), maa jeg henvise til Registeret til Minerva og andre samtidige Tidsskrifter, Weinwichs Kunstnerlexicon, Ramdohrs „Studien“, Abildgaards egne Skrifter, Kbhavns Skilder. 1825 Nr. 14, 47 m. m. En Forestilling om den Animositet, der fra visse Kanter gav sig Luft efter hans Død, faaer man ved et Digt af F. H. Guldberg (Samlede Smaating 3 D. S. 275). A. sammenlignes her med Moses, som frembragte en Kilde af Klippen, og derpaa hedder det:

        Paa det kongelige Billedgalleri har man af hans Arbeider kun to: „Moses,“ som drages op af Nilen; og „Hamlet,“ som fornylig er bleven bekjendt derved, at man har stukket det tilside. En anden Hamlet, hvor Aanden aabenbarer sig for ham, findes paa Frederiksberg, men en Copi deraf, som han forærede den ene af sine Søstre, Provstinde Bast, lod denne i Bombardementet brænde, for at kunne redde sit Thetøi og sine Lysekroner. En „Cupido“ af ham kom til Spanien. Naar man besøger A.s Enke, vil man forbavses ved her at finde en kostbar Samling af hans Værker, om hvis Existents Nutidens Kunstvenner i Almindelighed ikke drømme, og som foruden Philoktet, Terentserne, de store Copier efter Rafael, Titian og Poussin, og hans Haandtegninger, (deriblandt en Del udmærkede Karikaturer) indeholder en Mængde større og mindre Malerier og Skizzer, hvoraf som de vigtigste kunne nævnes: Tre sindrige satiriske Allegorier af Theologien, Philosophien og Jurisprudentsen, Oscar som modtager Fingals Vaaben, Dante, Arveprindsen med Saga, som vækker Rygtet (177–), Alexander og Diogenes, Alexander og de to Ynglinger, Alexanders Sendebud hos den persiske Philosoph, to Scener af Voltaires Catilina, Paris og Helena, Skizzerne af Hamlet og Europas 4 Epoker (som brændte), Messalinas Død (178–), Perikles og Anaxagoras, Perikles hos Aspasia med Sokrates og Alkibiades, Stavnsbaandets Løsning (1793), 4 Malerier til Niels Klim, Macbeths Drøm, Mareridt, Copi efter Rembrandt (1807), Tarqvinius og Sybilla (1808) Sappho og Mitylinerinden (1808), Tibull, Catull, Anakreon (1808), den lutherske og katholske Religion (Skizzer til det nye Christiansborg, 1808), Apollo som beder Parcerne tage sig af den ved Oversvømmelse ødelagte Jord, og Parcerne som henvende sig til Ceres (1808–9), Papirius og hans Moder (1809) de to Apuleiuser (1809) og Ulysses.

        Hvis det er lykkedes mig i disse Linier at give, om end kun en løselig Forestilling om Abildgaards ikke blot kunstneriske, men nationale Betydning, hvad Danmark i ham har besiddet og tabt, og hvormeget der i mange Henseender skyldes ham, vil man ogsaa føle sig i Gjæld til hans ædle Hustru, ei alene fordi hun forskjønnede hans sidste Leveaar, men for den sjeldne Pietæt, hvormed hun har værnet om hans Udødelighed ved at vaage over en saa rig Samling af hans Værker. Hendes Navn vil i Kunsthistorien, som i Livet, være forenet med hans.