— — Døren gaaer op, Ansigtet er bekjendt,
Dog ikke det, hvortil hans Hu er vendt; —
Saa taust! — to Gange alt begyndte han
Det Spørgsmaal, som han ei fuldende kan. — —
— Han Salen naaer — her for ham viser sig
Hvad Hjertet aned, troede dog ei.
— Han taler ei — han tumled ei tilbage,
Sank sammen ei — fast var hans Blik og Mine,
Hver Nerve skjælved før i Angstens Pine,
Nu stod, som støbt af Malm, han uden Klage.
Han stirred stivt — saa stirrer man paa den,
Man elsket har, saameget Skuet end
Kun bringer Kval, fordi man veed det alt,
At Liv ei vorder her tilbagekaldt,
Og tvivler dog om Tabet, — vil ei troe,
At denne Stilhed kun er Dødens Ro.
I Livet alt det milde Præg hun bar,
Saa skjøn i disse Træk selv Døden var.
De kolde Blomster i den kolde Haand,
— Skjøndt, hvad dem bandt, var Dødens tunge Baand —
Saa let hun holdt, som laa hun i en Slummer,
Der skulde snart beskjæmme Graad og Kummer.
Blidt sænke sig de hvide Øienlaag,
Og overskygge — Tanken gyser, døer
Af Skræk for, hvad der dækkes af hint Slør! —
Meest hersker Døden over Øiet dog,
Den fra Lysethronen styrter Aanden brat,
Og sænker Stjerner blaae i skummel Nat,
Mens Mundens Ynde skaanes end en Stund:
Den syntes mod sin Villie fast at smile,
Og — kun et Øieblik — at ønske Hvile.
— Men Haaret, skjønt endnu — dog ei i rund
Og kraftig Fletning længer slynget, —
Som nys for alle Sommervinde gynged —
Nu glat udslaget; Kindens blege Skjær —
Liglinet — ak, det Dødens Pragt kun er!
Hun er ei meer — hvi dvæler han da her?
Han spørger ei — ham Alt forklarer jo
Et Blik paa dette Marmoransigts Ro.
Hun døde — nok! — hvorledes? — ligemeget.
Hun var hans Ungdoms Nats solklare Drømme,
Kilden til blide Ønsker, til hans ømme
Sorger, — hun ene Haders Saar ham læget. —
Alt brat forbi! — sin Lod fortjent han har,
Dog derfor ei hans Smerte mindre var.
De fromme Sjæle, som ei Brøden tjente,
En Lykke — Synden nægtet — hisset vente;
De Stolte, Trodsige, som valgte dem
En jordisk Lykke her, i Sorgens Hjem,
De tabe med, hvad her de elsked mest,
Af deres Salighed den sidste Rest
Maaskee det var kun Lidt — dog hvilket Bryst
Falder det ei tungt at tabe al sin Trøst?...
Koldt Øie og stoisk Mine skjuler tidt
Et Hjerte, som har hver en Marter lidt,
Og mangen Sorg har sig som Maske skabt
Et Smil, hvortil den længst sin Ret har tabt:
Jo dybere det gløder i et Hjerte,
Desmindre Ord det eier for sin Smerte,
Hvor tusind Tanker krydses uden Rist
Og smelte sammen dog i een tilsidst....
Udtømt af Pinen dysses Conrads Sind
Sløvt og forvirret fast i Slummer ind.
Han er saa svag, saa syg, at heftig Graad —
Hans glemte Modrearv, gjør Kinden vaad.
Ham ei den lindrer, snart den tørres bort,
Hans Hjerte, knust, trøstløst ham jager fort;
Solen staaer op — for ham den glandsløs stiger;
Det bliver Nat — den aldrig fra ham viger —
O, ingen Nat at ligne er med den
Hvis Skyer gjennem Sjælen rulle hen....
Hans Hjertes bløde Stof var stivnet, koldt,
Fordi han Blendverk tidt for Sandhed holdt.
Som Dug, forstenet i en Drypstens-Hule,
Hans Sjæls de blide Magter længst sig skjule.
Selv Klippen brister dog i Tordenbrag:
Saa modstod ei hans Hjerte saadant Slag.
Ved Klippens Fod sprang ud en Blomst saa skjøn,
Den skjulte, den beskjærmed han i Løn,
Men Lynet kom, Fjeldtinden styrted ned, —
Den spæde Urt tog den i Faldet med.
Hvor Blomsten stod? — end ei et vissent Løv
Fortæller det, — Alt ligger knust i Støv....