I det grønne Bæger gød du dine Straaler, Fader Rhin!
See da sprudlede det over, spildte mig den gyldne Vin.
Duften nød jeg, tømte langsomt Bægret med en Elskers Sind,
Og de spildte Draaber gridsk jeg i mit Klæde trykked ind.
Og jeg knuged det til Læben, vandt det om min Pande hed,
Og med denne Efeukrone sank jeg stolt paa Leiet ned.
Og jeg drømte, at jeg reiste, at der var hos en Patron,
Ved min meget store Vintørst Medynk vakt for min Person.
Ja jeg drømte, at man havde, til i Verdens vide Rum
Vinens Kilder at ransage skjænket mig Stipendium.
O, hvor sød var denne Slummer! og hvor liflig denne Drøm!
Bjerge saae jeg, gyldne Druer speiled sig i Rhinens Strøm.
Ja jeg vandrede som vaagen — o, hvad siger jeg, jeg gik
Tusind Gange mere vaagen, end ved Dag med aabent Blik.
Grønne Marker, høie Fjelde — o, hvor svulmede mit Mod!
I sit dybe, haarde Leie skummede den gamle Flod.
See, da brast den brune Klippe, og den aabned sig med Brag;
Frem af Hulen treen en Kvinde, yndig som en Foraarsdag.
Og hun vinked mig med Haanden, og jeg steg i Grotten ind;
Vinfontæner sprang og lyste der som tusind Kjærters Skin.
Armen bøied hun; om Halsen følte jeg dens bløde Vægt.
Feen kyssed mig paa Munden, og jeg favned hende kjækt.
I det stolte Bryst hun bar en Purpurrose, underfuld,
Jeg den greb, — den var forvandlet til et Bæger blankt af Guld.
Strax det fyldtes høit og perled med den gyldenklare Saft.
Og, af Barmens Skjønhed henrykt, tømte jeg det ud med Kraft:
Sødt hun kvad: „jeg Ariadne er, — da Bacchus mig forlod,
Gav han mig i Arv sit store Rige her ved Rhinens Flod.
„Jeg er Dronning over Vinen, Alt sig bøier for min Magt.
Du, som skatter Saligheden der i Rankens Frugt er lagt,
Dig jeg kaarer til min Elsker, i min Nærhed skal du boe:
Jeg skal vise dig de Steder, hvor de bedste Ranker groe.“
Og hun førte mig til Kilden, hvor de gyldne Aarer flød,
Som igjennem Fjeldets Skorpe laante Ranken Saft og Glød.
Og jeg bygged mig en Hytte hist hvor Bjerget nedad gik,
Og jeg planted mig en Vingaard, pressed selv den ædle Drik.
Hele Dagen drak jeg Livskraft af den kosteligste Vin,
Og i Nattens Stilhed køled os det svale fine Lin.
Til en Krands om hendes Lokker brød jeg Druen af dens Stilk.
Vore spæde Glutter bleve diet med Liebfrauenmilch.
Stundom gik vel Tanken hjem til dem, som der mig havde kjær.
Men — Stipendiet var opbrugt, og — jeg maatte blive her,
Her, hvor sprudlende i Skaaler Jordens Bryst sin Flamme gød —
Gid jeg aldrig meer var vaagnet, gid i Flammen jeg var død!
„Träume Schäume sind;“ — mig vækked Vintervindens danske Sus;
Klædet gledet var fra Panden, flygtet var den søde Rus.
Ingen Vingaard meer jeg havde, i min Arm var ingen Fee,
Ingen Rhinskviin i min Flaske, ved min Seng stod — en Kop Thee.