De sade ved Lys i Hallen i Preussens Kongestad,
Med knaldende Champagner, om det dampende Fad.
En Hund gik om ved Bordet, logrende og glad;
De lod den gjøre Kunster for at fortjene sin Mad.
For alle Potentater den gjør sin Compliment,
For Keiseren af Rusland og Britternes Regent;
For Sultan og Stormogul, for Paven af Rom,
Men for Kongen af Danmark der vender den sig om.
Da reiste sig en Mand frem af en dunkel Krog,
Og for de kaade Gjester han saa til Orde tog:
„Min Drot er Danmarks Konge, jeg er en dansker Mand,
Og for min Herre alle I bøie Jer paa Stand! —
„Dog hvis I Eder vægre, jeg æsker Jer til Kamp,
Naar Rusen I har udsovet med dens kvalmende Damp.“
Da loe de høit og valgte, med Kaardens lumske Od
Ved Daggry at mødes i Morgenduggen vaad.
„Vel er jeg ingen Kriger og fører Kaarden slet,
Men har I Ære i Livet, da fordrer jeg kun Et:
Hvis efter ti Minutter jeg eier endnu mit Liv,
I unde mig med Kugler en bedre Tidsfordriv!“
Da loe de noget mindre, men loved ham dog hvad
Han fordrede — kun et tvungent Smil paa Læberne sad.
Der blev en Taushed i Hallen; de halvdrukne Blik
Stirred stivt efter Manden, da ilsomt bort han gik.
Paa Morgentaagen svømmed Skovens den tætte Top.
Hen gjennem Taagen red en Rytter i strakt Gallop.
Han steg af Hesten og stod der i Duggen vaad og klam,
Og vented paa sine Fjender; de vented ei paa ham.
De kom. En Kreds blev sluttet under de tause Træer —
To blanke Klinger hvirvled i Morgensolens Skjær.
I Terzer og i Kvarter de hvislende jog.
Den Tydske fægted kunstig, den Danske modig slog.
Det svimler for hans Øie, han støtter sig til et Træ.
Med mangen blodig Vunde han segner i Knæ.
Længst svunde de ti Minutter, da drog han Uhret frem.
Pistolerne — i Græsset han famler efter dem.
Tydskeren sigted freidig: Et Lyn, et Knald, men i
En gammel Eeg sad Skuddet; hans Glæde var forbi.
Og atter blinker Lynet. Da Dampen skiltes ad,
Med Dødsbud i hans Hjerte den danske Kugle sad.
Da tabte de Andre Lysten til Kampen at blive ved.
De bøied sig for den Danske og skiltes fra ham med Fred.
„Hvo var den gjæve Danske? Vi kjende ham dog?“ — Nei,
Jeg giver kun, hvad jeg hørte; hans Navn — jeg veed det ei.
Maaskee han lever blandt os, og fandtes hvis det gjaldt;
Men hvo, som kjender ham og hvad jeg her har fortalt,
Bør holde ham høit i Ære alene for denne Nat,
Og hvis han møder Manden, bør han tage til sin Hat.
O havde Danmarks Rige mange saa stolte Børn,
Sad Dannerkonning mægtig som i Reden en Ørn.
Ja havde, Danmark, Du mange saa mandelige Børn,
Sank aldrig din røde Løve for Leopard eller Ørn!
