Jeg nedsteg fra den første Kreds, og skued
Den næste nu, som mindre Rum omfatter,
Men desto større Kval og Kamp og Jammer.
Der tænderstjærende den grumme Minos
Staaer, for at prøve de Indtraadtes Brøde,
Og dømmer og bortstikker dem, som komme.
Hver Gang naar en af de fortabte Sjæle
Sig har fremstillet og ham Alt har skriftet,
Og denne Syndens strenge Gjennemstuer
Har kjendt, hvad Plads i Helved den tilkommer:
Saa mange Gange, som den skal nedsænkes
I Straffens Grader, svinger han sin Hale.
Foran ham stedse staaer en talløs Skare,
En efter Anden stedes de til Dommen;
Naar den er fældet, drages de til Dybet.
„O Du, som kommer her til Smertens Herberg,“
Tiltalte Minos mig, da han mig skued,
Mens for en Stund han i sit Hverv holdt inde,
„Pas paa, hvor Du kom ind, hvo gav Dig Leide?
„Lad ei den vide Indgang Dig bedrage!“
„Afbryd ei Du hans skjæbnesvangre Vandring,
„Kun der er Villie, hvor man kan udføre
„Det, hvad man vil — nu spørg os ei om mere.“
Med rædsomt Gys mit Øre nu begyndte
At skjælne vaandefulde Klagetoner, —
Nu var jeg der, hvor megen Kval udgrædes.
Jeg kom til Stedet, hvor alt Lys var svundet,
Hvor Dybet brøler, Havet ligt i Stormveir,
Naar det af Hvirvelvinde voldsomt pidskes;
Hvor Helvedes Orkan, der aldrig hviler,
Bortriver som sit Offer hine Aander,
Og sønderslider dem i grusom Marter.
Naar til hin Afgrunds Bred de naae, da bryde
De alle ud i vilde Skrig, og hyle,
Og spotte den guddommelige Almagt.
Jeg hørte, de til denne Piinsel Dømte
Var de, som syndende med Kjødet gjorde
Fornuften til en Træl for deres Lyster.
Som Stærene til Flugt mod Vintertide
I tætte Klynger Vingerne udfolde,
Saaledes Stormen her de onde Aander
Snart hid og did, snart op og nedad jager:
Og intet Haab dem trøster og husvaler
Om Hvile eller Lindring kun i Straffen.
Og som med Klagesang de vilde Traner
I lange Rækker fare gjennem Luften,
Saa Skyggerne jeg saae med Skrig og Vaande
Rastløs omtumles af den samme Stormvind.
Da sagde jeg: „O Mester, hvo er hine
Usalige, den sorte Storm saa martrer?“
„Den første,“ sagde han, „af dem, du ønsker
„At kjende, bød engang som Keiserinde
„Over en Mængde sprogadskilte Stammer.
„Ved yppigt Levnet var hun saa fordærvet,
„At Vellyst hun ved Lov tillod, for Skjændslen,
„Hvori hun selv var sjunken, at udslette.
„Det er Semiramis, om hvem vi læse,
„Hun Ninus, sin Gemal, paa Thronen fulgte
„I Landet, som Sultanen nu behersker.
„Saa kommer Dido, som af Elskov dræbte
„Sig selv, og blev Sicheus’ Aske utro, —
„Den yppige Kleopatra dem følger!“
Helene skued jeg, hvis Skjønhed bragte
Saamange onde Aar, jeg saae den store
Achilles, der som Offer faldt for Elskov,
Og Paris, Tristan. — Han med Fingren viste
Og nævned for mig meer end tusind Skygger,
Som Kjærlighed bortrev fra Jordelivet.
Men da jeg havde hørt min Lærer nævne
Saamange Oldtids Riddere og Damer,
Af Medynk rørt, jeg næsten sank i Afmagt.
Da tog jeg Ordet: „Sanger! gjerne vilde
Jeg tale med de To, som sammen vandre,
Og som saa let for Vinden synes svæve.
Han svarte mig: „Pas paa, naar de sig nærme,
„Bed dem da ved den Kjærlighed, som stedse
„Endnu betvinger dem, og de skal komme.“
Og jeg, saa snart dem Vinden mod os førte,
Oplod min Røst: „O sorgbetrængte Sjæle,
Kom, taler med os, — hvis det staaer til Eder!“
Lig Duer, som af mægtig Længsel baarne,
Igjennem Luften til den kjære Rede
Med vidtudslagne faste Vinger flyve,
Saalunde gled de ud af Didos Skare,
Og fra den onde Luft os kom imøde —
Saa mægtigt er et Raab af Sjælens Fylde.
„O ædle hulde Væsen, som er kommen
„Til det fortabte Rige, os at gjæste,
„Som med vort Hjerteblod besmitted Verden,
„Hvis Himlens høie Herre var os naadig,
„For Dig vi skulde al hans Fred nedbede,
„Du, som har Medynk med vor grumme Skjæbne!
„Om hvad Du spørge vil os, eller høre,
„Vi tale vil og høre Dig saalænge
„Stormen — som nu for Tiden — tier stille:
„Det Land, hvor jeg blev født, langs hen med Kysten
„Sig strækker, hvor i Havet Po sig styrter,
„Elskov, som hurtig griber ædle Sjæle,
„Indtog hans Hjerte for den skjønne Skabning,
„Som blev mig røvet, — Maaden end mig græmmer.
„Elskov, som ei ustraffet man gjengjelder,
„For ham saa heftig Lidenskab mig indgød,
„At, som Du seer, den end ei har forladt mig.
„Elskov os i en fælles Død forente,
— Saa lød de Ord, der naaede vort Øre.
Dengang jeg fatted disse Sjæles Smerter,
Mit Blik jeg sænked dybt og længe nedad,
Til Sangeren mig spurgte, hvad jeg tænkte:
„O Vee!“ jeg sagde, da jeg svarte, „hvilke
Henrykte Tanker, hvilke søde Længsler
Har fulgt dem til den sørgelige Time!“
Nu jeg til hine vendte mig, og talte:
„Franceska, Dine svare Kvaler gjøre
Mig sorgfuld og bedrøvet indtil Taarer.
Dog siig: I hine søde Sukkes Dage
Naar og hvordan lod Elskov Eder kjende
Hinandens ængstelige tause Ønsker?“
Da svared hun: „Ei større Smerte gives,
„End i Elendigheden at erindre
„Sin Lykkes Stund; din Lærer dette kjender.
„Men hvis Du har saa stor en Lyst at vide
„Vor Elskovs første Rod, saa vil jeg gjøre
„Som han, og grædende Dig det fortælle:
„Om Lanc’lot for Fornøielse vi læste
„En Dag, hvorlunde Kjærlighed betvang ham, —
„Vi ene var, og frygted ingen Speider.
„Ved Læsningen tidt vore Øine mødtes
„Med stærke Flammer, Kinden skifted Farve;
„Dog var det først eet Stød, som os beseired.
„Vi læste om, hvorlunde Længselssmilet
„Bortkysset blev af en saa herlig Elsker,
„— Da han, som aldrig skiltes fra mig siden,
„Mig heftig bævende paa Munden kyssed.
„Men denne Dag vi læste Intet mere.“
Og mens den ene Skygge saadan talte,
Den anden græd saa stærkt, at jeg af Medynk
Bevæget blev, som om jeg følte Døden, —
Og som en Døende jeg sank til Jorden.