P.L. Møller (1814–65)

Kjærlighed er en Ting, som nu har været erfaret, studeret og beskrevet saa længe Verden har staaet, den har været behandlet af Philosopher, lyriske og dramatiske Digtere, samt Romanforfattere, saa man skulde troe, at hele Verden forlængst var kommen paa det Rene med, hvad den egentlig er, ja, at i vore oplyste Dage det mindste Barn maatte kunne staae paa eet Been og opremse den udenad med alle dens Symptomer, alle dens Indtryk og Udtryk hos de menneskelige Individer, lige fra det første dybe lønlige Suk, den første ridderlige Begeistring, den første glødende Ild i Blodet, indtil det Stillebensstykke, hvor den udaander i — en gemytlig Gaben. Og dog er det aldeles ikke saa. Saa meget der end er talt og skrevet om Kjærligheden, maae vi tilstaae, at vi den Dag idag ikke have bragt det videre med at begribe den, end vore Læger, naar de ville være ganske ærlige, med de medicinske Systemer, og deres Anvendelse i indvortes Tilfælde. Grunden er meget simpel; det er nemlig den, at Kjærligheden ikke er een, men mangfoldig, at hverken den, eller meget Andet, som man gjerne vil bilde os ind, lader sig bringe i System og Regel, da den har netop ligesaamange Undtagelser, som der fødes Mennesker. Nogle anfalder den tidlig, Andre seent, Nogle gjør den glade, lykkelige, salige osv., Andre gjør den nedslagne, melankolske, evig ulykkelige — paa kortere eller længere Tid; Nogle gjør den stolte, Andre ydmyge, Nogle styrker den, Andre svækker den. Nogle gjør den lærde, dydige, skaffer dem Præstekald osv., Andre gjør den til Døgenigter og Pebersvende for hele Livet. Hos Nogle slaaer den sig paa Halsen, saa de henfalde til Drik. Hos Nogle slaaer den sig paa Hovedet, hos Andre igjen paa Hjertet; de første blive, hvad man kalder gale, de sidste blive Poeter. Enkelte udmærkede Exemplarer kunne blive begge Dele, og dette var f. Ex. Tilfældet med Christen Skolemester.

        For nogle Aar siden kom jeg paa en lille Landreise til en Egn af Sjælland, hvor jeg engang havde havt Familie, og tidligere tilbragt adskillige Ferier. Jeg benyttede Leiligheden til at gjøre et Par Valfarter tilfods, for at gjensee nogle af de Steder, hvortil en eller anden Erindring knyttede sig.

        Det var henimod Aften, da jeg nærmede mig en Landsbykro. Jeg bemærkede her en paa en Søgnedag usædvanlig Forsamling af Folk, der syntes at være i meer end almindelig oprømt Stemning. I et Hjørne af Gaarden stod et Æsel med Træsadel bundet, og inde fra Krostuen lød Toner af et Instrument, som jeg ikke vidste at sammenligne med Noget. Det var aabenbart en Art Strygeinstrument, der blev bearbeidet; men de Toner, Kunstneren vidste at aflokke det, vare saa langt fra at kunne kaldes Kunstpræstationer, at de snarere vare en Slags vilde Naturlyde. Dog syntes han at forsmaa Efterligningen af noget enkelt Naturphænomen; det, han frembragte, var som en Blanding af Stormens Tuden, Kattens Miauen, Frøernes Kvak og en Glentes eller Ugles uhyggelige Skrig.

        Stuen var saa fuld af Mennesker, at ikke fleer kunde komme ind, ja der stod endog en „Queue“ langt ud ad Døren. Jeg traadte til, og spurgte, hvad her var paa færde.

        „Ih, det er jo det gale Skolemester,“ svarede man mig. Da jeg gjorde Mine til at ville derind, var man saa artig at gjøre Plads for mig, saa jeg netop kom indenfor Døren. Der saae jeg da paa en Bænk i Stuens øverste Ende en Figur, som vanskelig lader sig beskrive bedre, end ved foranstaaende Tegning. Mellem Benene holdt han en Contrabas af gammeldags Façon, af dem, som have en Fod til at staae paa og spadsere med. Et Riis stak op af hans Lomme. Paa Bordet foran ham stod Smørrebrød, en Snaps og et Krus Øl. Af og til tog han en Slurk af det sidste, og begyndte saa atter at phantasere paa Instrumentet, idet han gjorde de selsomste Gebærder. Undertiden frembragte han virkelig en Tone, som havde noget besynderligt Gribende, men den afbrødes strax af de originaleste Dissonantser. Naar han pauserede, lagde han Buen paa Skulderen eller paa Næsen, som om han grublede paa Noget, der hævede ham høit op over det Publikum, som omringede ham. De, der tiltalte ham, fik kun korte og afbrudte Svar; undertiden passede Svaret slet ikke, og den hele Forsamling brød da ud i et Latterchor. Dette var Signal for Bønderpiger og Drenge til at fixere og drille ham paa alle mulige Maader, dog dreiede Talen sig især om Kjæresteri, og de udgøde i den Retning et rigt Maal af de Vittigheder, der er denne Klasse af Samfundet egen. Men han værdigede dem ingen synderlig Opmærksomhed, han syntes neppe at høre, hvad de sagde. Kom nogen af Børnene ham for nær, truede han dem med Riset, og gav dem et Rap, om han kunde naae. Undertiden gjorde han pludselig et saa barokt og kraftigt Strøg paa Bassen, at de Nærmeste bleve ængstelige og fore et Par Skridt tilbage. Tilsidst traadte en rask Knøs frem, puffede en ung Pige i Siden, som stod hos ham, og sagde i en artig indsmigrende Tone: „Aa, Skolemester! syng dog den Vise, Di har digtet om Doresses første Inklination; hun var nok af de Fornemme?“ — — „Hm!“ sagde Skolemesteren, og hans Mund fortrak sig til et særdeles blidt og bredt Smiil. „Javist, javist! hm, hm, ja det var en nydelig — Vise!“ sagde han, nikkede med Hovedet og slog Takt mod Stengulvet med de svære Skohæle. Derpaa begyndte han, idet han accompagnerede sig omtrent en Oktav dybere paa Bassen, og sang med en brægende Stemme Følgende:

        Denne lange Vise sang han i halv sjællandsk, halv jydsk Dialekt, uafbrudt, uden at gjøre Ophold mellem Versene; undertiden bar Foredraget Præg af en virkelig Følelse, som seierrig steg frem af Formens burleske Sammensurium, og i Ordene var der, som man vil see, Glimt af en Naivitet og Inderlighed, en Slags Naturpoesi, som man ellers sjelden eller aldrig træffer i vor Almues nyere digteriske Udgydelser. Derfor loe de Tilstedeværende ogsaa stadig af de naive og virkelig smukke Steder i Visen. Men alt som han sang, grebes jeg uvilkaarlig af Medlidenhed med Virtuosen, og jeg troer, at sjelden den mest fuldendte Formpoesie har gjort et saa dybt Indtryk paa mig. Var det blot Ordene selv, der tiltalte mig, eller var det dette Oprindelige, Rhapsodeagtige i Foredraget, det, hvorved ethvert Digt først gjør sin fulde Virkning, — at Text og Musik var sammensmeltet i Improvisatorens Person? Jeg veed det ikke ret; men der var endnu en ganske anden Følelse, som ved denne Leilighed opstod hos mig. Der var mig meer og meer noget Bekjendt ved denne Person, det var mig, som om jeg engang tidligere skulde have kjendt disse Træk og denne Stemme. Jeg erindrede mig pludselig en Figur fra mine Barndomsaar, med hvem han havde en slaaende Lighed, men tillige en afgjort Ulighed. Dog, da jeg af en Kropige hørte, at han var kommen herover fra Jylland, var jeg ikke længer i Tvivl om, at jeg ikke blot havde kjendt ham, men endog i mange Aar besiddet et authentisk Manuskript fra hans Haand, et virkeligt Curiosum, som ogsaa skal blive meddeelt.

        Min Tante Line conditionerede for en Snes Aar siden som Husjomfru i en Præstegaard i Jylland. Præsten og hans Kone vare unge Folk, Madamen havde en yngre Søster hos sig, og de omgikkes med alle Egnens Familier. Da det ikke var langt fra mit Hjem, kom jeg der ofte i Besøg og tilbragte undertiden hele Uger. Til Husets daglige Gjæster hørte en Substitut hos Degnen (hvilket Embede endnu dengang var forenet med Skolelærerens), et ungt Menneske, der bibragte Præstens Børn Begyndelsesgrundene af Skolevidenskaberne. Det var en mager, langbenet, yderst pedantisk og naragtig Person, i sit Ydre stiv og keitet, men forøvrigt det bedste og tjenstvilligste Menneske af Verden. Han var en Bondesøn, havde først været i Lære hos en Landsbyskræder, og var engang i Mesterens Forfald kommen til at arbeide paa en Herregaard. Her var man bleven opmærksom paa hans underlige Væsen, som rigtignok ikke var til Fremme for Arbeidet, da det især yttrede sig i en overordentlig Læselyst. Naar han kunde tilliste sig en Bog, ligemeget hvilken, tog han den med op paa Bordet, og naar han troede sig ubemærket, lod han Naalen hvile og fordybede sig ganske i Studierne. Herremanden var en godmodig Mand, og istedetfor at tage ham hans Forsømmelighed ilde op, tilbød han at lade ham paa sin Regning undervise hos Stedets Degn, for at han maaskee med Tiden kunde blive Seminarist; og i faa Aar uddannede han sig saavidt, at han foreløbig kunde erhverve sig Ophold og practisk Øvelse som Substitut hos de Skolelærere, der vare velhavende og magelige nok til at holde en saadan.

        Naar Timen var forbi — jeg var nogle Aar ældre end Præstens Børn, og deltog derfor ikke i Underviisningen — var det altid en Fest for mig; thi Christen (Christen Skolemester, som han siden kom til at hedde) kom da med Børnene ned i Stuen og spiste Aftensmad; naar vi havde nye Bøger, læste han høit, men enten han læste eller ikke læste, var det nu engang bleven til en Vane, at han skulde være Skive for de Børnes Lystighed, hvori jeg naturligviis efter Evne tog Del. I Forbindelse med sin meget store Skikkelighed og en Lystighed, som klædte ham høist pudserligt, besad han en umaadelig Indbildskhed eller Selvfølelse, der forhindrede ham i at mærke, hvorledes han var til Nar. Anledningen hertil var blandt Andet den naturligviis meget ufuldstændige Dannelse, hvoraf han paa sin Viis var stolt; hvert Øieblik anbragte han Sententser af sin høist blandede Læsning, og især var han utrættelig i ved enhver Leilighed og med en Hukommelse, som grændsede til det Utrolige, at citere Bibelsteder. Men fornemmelig var det den umiskjendelige Tilbøielighed, han havde fattet for min Tante, og den Maade, hvorpaa han yttrede den, der udsatte ham for vore Drillerier. Hun bidrog fra sin Side dertil ved at lade som hun fandt Behag i hans Hylding, og han maatte saaledes snart falde paa den Tro, at hun var dødelig forelsket i ham. Men med al hans Naragtighed maatte vi dog Alle holde af ham for den Taalmodighed, hvormed han, skjøndt i Grunden af et levende og heftigt Temperament, fandt sig i Alt hos os, og selv naar vi gik saavidt, at han mærkede Noget, var han for godmodig til at fatte Nag eller søge at hævne sig; Alt var forbi med den første Opbrusning. Derved bleve Angrebene efterhaanden stedse kaadere, vi gik efter ham, talte efter ham, (han søgte altid at bringe sin Udtale saa nær Skriftsproget som muligt), anvendte Bibelsprog paa hans Manær, i hans egen Nærværelse. Maaskee trøstede han sig med, at det var Misundelse over den Gunst, han nød hos Husets smukkeste Dame.

        Nogen Tid efter kom min Tante bort, og tog hjem til sin Familie. Hans Undseelighed, hans lidet indbringende Stilling, tilligemed Forvisningen om hendes Gjenkjærlighed, havde vel hidtil afholdt ham fra en formelig Erklæring; dog var der endnu et Baand imellem dem. Før sin Afreise havde hun nemlig bedet ham om, at afskrive hende en Kogebog — thi i Jylland anses trykte Kogebøger for en Luxusartikel — og han havde saaledes Anledning til at besøge hende, naar den var færdig. Der gik imidlertid et halvt Aars Tid, uden at Christen Substitut indfandt sig. Hun tilskrev ham da for Spøg et Brev, hvori hun for at indjage ham en lille Skræk, skjændte paa ham for hans Forsømmelighed, og i bestemte Udtryk forlangte Kogebogen strax tilsendt, enten den saa var færdig eller ikke. Dette tog han for bogstavelig Alvor, og sendte hende den halvfærdige Kogebog med følgende Skrivelse, som jeg seer mig i Stand til at meddele med diplomatisk Nøiagtighed, da jeg netop kom tidsnok til at redde dette Aktstykke engang, ligesom hun vilde klippe det itu til et Mønster:

Høistærede!

        I dybeste Ydmyghed (thi salige ere de Ydmyge siger Skriften etc.) tør jeg kun lade et Par Ord indløbe med hosfølgende Kogebog — og — i hvilke jeg billigen maa for Samvittighedens Skyld, (2 Cor. 1, 12) Andet overseet, aftvinges til den allerdybeste Afbigt og Bodfærdighed; det er om Bønhørelse og Synds Forladelse, fordi Deres Kogebog ikke alene har lagt hos mig i en uhyre Tid men!! som værre er, den er bleven det samme, som den var da De kjære Jomfrue! forlod vore Grændser. Altsaa ikke færdig. — Det er vel unægtelig en uslettelig Skam af mig; men Gode!! fordøm mig dog ikke. — Dømmer ikke, siger Herren, etc.

        Jeg har sandelig meget at anføre til min Undskyldning, — maatte det kun finde Gehør hos Deres Agtværdighed. — Hør kuns nu! Kort efter Mai blev det mig paalagt at holde Skole 3 Dage ugentlig i Helstrup, og dette gav Anledningen til Hundrede Speculativer og fordoblende Arbeider. — Bryllupper, Barsler, Begravelser og meget Mere efter mit Embedes Medfør har hele Sommer-Perioden betaget mig Tiden, saa nær, at jeg ikke har kunnet havt Leilighed til at besøge kjærkomne Gjenstande (Venner): ja ikke engang kunnet røge mig en fuldkommen Pige Tobak. Holdt! Holdt!! jeg meente rigtig Pibe Tobak. — Ja at skrive mere af denne Undskyldningsmaterie veed jeg vil kjede Dem, hvorover Resten skal forbigaaes. Thi vi skulde ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne der mene at de blive bønhørte, naar de bruge etc. — Dette kan skee, at De vil spørge, — Hvorfor blev ermeldte Kogebog liggende saa længe, da jeg ingen Leilighed havde til at faae den afskreven. Men gjør De elskelige Jomfrue sig dette Spørgsmaal? vil da ikke Svaret — jammerlig nok — falde af sig selv, naar De kun blot erindrer, at Bogen er det eneste Legemtlig Væsen, som jeg har til en stille Erindring om Dem. — Nu jeg paa Forlangende nødes til at udlevere den, beholder jeg kun blot en tom melankolsk Tanke igjen til Minde om Dem og Deres naturlige Egenheder. Sørgeligt nok; men saa er Verden. Tak for den Tid, De ved Deres Nærværelse i behagelig Omgang deelte, til en skjøn og behagelig Interesse. Gid enhver Time maatte saa lykkelig henbringes, som disse, da Romanerne var Gjenstand for Underholdningen. — Aldrig kunde jeg blive færdig hvis Papiret ikke bød det; men da det erindrer mig om Enden, maa jeg dog tænke paa samme. — Vi havde en Fest her forleden Dag i Anledning af vor C. Andersens Kirkebesøg. — Hans Basel var liig Vilhelms ifjor. — Gretha Hansen er død i disse Dage.

        I Erindringen af de gyldne Ord, at der er større Glæde blandt Englene over en Synder, som etc., forbliver jeg Deres elskelige Væsens!!

I dybeste Underdanighed

        Men snart fik han Andet at tænke paa, end sine „tomme, melankolske Tanker“. Præsten tog sig alvorlig af ham, og ved flere formuende Folks Bistand lykkedes det ham at faae Christen paa Seminariet. Med sin ypperlige Hukommelse og den Jernflid, der var ham egen, kunde han let i den bestemte Tid erholde sin Examen med Charakteren „meget duelig“. Ved Siden af de boglige Studier havde han desuden havt Tid nok til at uddanne sit musikalske Talent, der hidtil kun havde viist sig om Søndagen i Kirken, hvor han med sin skingrende Diskant stedse havde overdøvet selv de meest pibende Sopraner blandt Bønderkonerne. For den, der ytrer Lyst og Anlæg, er der paa Seminarierne desuden sørget for Underviisning paa et Instrument. Jeg veed ikke, om det var paa Grund af Kontrasten til hans egen Sangstemme, eller fordi Tilfældet spillede ham en gammel Bas i Hænde, som havde tilhørt en omvandrende Musikant; nok, at han valgte dette Instrument. Da han kom tilbage, gav han jævnlig sine Venner og Bekjendte Prøver paa sin Færdighed, og da Trommehinden i det nordlige Jyllands barske Klima er ligesaa stærkt, som den musikalske Kritik svagt udviklet, vakte hans Foredrag almindeligt Bifald. Ogsaa havde han efter de Mønstre, han traf i Seminariets Bibliothek, begyndt at skrive Vers, og hans Muse fandt snart ved Bryllupper, Barsler osv. Leilighed til at producere sig i en Lyrik, der fuldkomment svarede til den Prøve, vi have seet af hans Prosa.

        Nu syntes Tiden at være kommen til at sætte Kronen paa hans Lykke. Han aflagde et Besøg paa Gaarden hos min Tantes Forældre. I en vis Henseende var hans Naragtighed vel forsvunden, men havde taget en Deel af Godmodigheden med sig; i andre Henseender traadte den endnu grellere frem derved, at den ved hans tiltagne Selvfølelse havde faaet mere Methode og en Slags systematisk Consistents. Hans Følelser vare imidlertid uforandrede. I Haven, hvor Stikkelsbærrene just vare modne, traf han en Dag min Tante alene, og, da han havde forfrisket sig tilstrækkelig med Stikkelsbær, friede han til hende. Hun har formodentlig givet ham et ubestemt, undvigende Svar, hvilket han dog udlagde til sin Fordeel, og betragtede sig nu ikke blot i Tankerne som forlovet, til stor Fornøielse for alle dem, der ei vare Part i Sagen. De bestyrkede ham en Tidlang i hans Formening, og vedbleve saa længe paa Skrømt at drille Tante Line med den Lidenskab, som de paastode, hun kun af utidigt Snerperi vilde skjule, til hun tilsidst i sin Fortvivlelse lod Yttringer falde, der aabnede Øinene paa den stakkels Christen. Istedenfor at man nu skulde have befrygtet en hidsig Scene af ham, syntes han slet ikke at være forbittret; han antog mere Udtrykket af en stille Resignation, blev meget taus og nedslagen, men skiltes forøvrig i al Venskabelighed fra Familien.

        Han syntes nu alene at ville leve for sine Borgerpligter. Da han virkelig besad Duelighed og Iver i sit Fag, faldt det ham ikke vanskeligt at erholde Ansættelse som Skolelærer i et temmelig velhavende Sogn. Her gik det nu en Tidlang ret godt; dog begyndte man efterhaanden at spore en mærkelig Distraction hos ham. Undertiden talte han høit med sig selv i Skolen, undertiden blev han siddende i sin egen Stue og spillede paa sin Bas længe efter, at alle Børnene vare samlede. Præsten gav ham en mild Paamindelse; men det stod ikke længer i Christens Magt at være anderledes. Undertiden kom der en saadan Uro over ham, at han ikke kunde blive hjemme. Han drog da ud i Landet, mange Miil omkring, og blev borte i hele Uger. Naar han kom til Folk, som han kjendte, indqvarterede han sig gjerne i nogle Dage hos dem som en Mand, der i Et og Alt var sin egen Herre, og viste sig sædvanlig ganske oprømt og fornuftig. Paa saadanne Fodtoure kom han ogsaa undertiden til mine Forældre. Jeg erindrer endnu, hvorledes han kunde gaae hele Timer med store Skridt fra det ene Hjørne i Stuen til det andet, og tale med min Fader. Paa mig gjorde han næsten et uhyggeligt Indtryk, hans Been vare, syntes mig, blevne meget længere og tyndere, og Haaret hang uordentligt om hans Hoved. Mig indlod han sig ikke synderligt med; dels havde han maaskee en dunkel Erindring om, at jeg tidligere havde været for nærgaaende i mine Drillerier mod ham, dels nærede han Jalousi mod mig, fordi jeg var kommen i Latinskolen, og saaledes alt maatte have lært Et og Andet, som han ikke forstod sig paa. Dette gav sig Luft i adskillige spydige Yttringer; naar jeg gjorde en eller anden Indvending, kaldte han mig „Professoren“, „Hr. Latiner“ osv.

        Den sidste Gang, jeg traf sammen med ham, var tilsøs paa en Jagt, som gik fra Thisted til Kjøbenhavn. Jeg skulde ikke længer end til Aalborg; men jeg hørte, at han agtede sig til Hovedstaden. Hans Væsen var da bleven endnu mere sært og afstikkende. Jeg hørte, at han havde opgivet sit Embede, for at følge en høiere Kaldelse. I de Aar, han havde ført hint ustadige omflakkende Liv, havde hans Tanker været i stadig og livlig Bevægelse; medens han blandt Almuen efterhaanden kom i Orde som fjantet eller halvtosset, var hans hele Sjæl betagen af ædle philanthropiske Ideer. Han havde hørt fortælle, at der i det store, rige Kjøbenhavn fandtes blandt en talrig Menneskeklasse en Fattigdom og Nød, hvorom man paa Landet i Provindserne neppe har noget Begreb, at utallige Børn henlevede der i Hunger, Smuds og den dybeste Elendighed, og maatte savne endog kun den tarveligste og nødvendigste Underviisning. Dette slog ned som et Lyn i hans Sjæl; hans Beslutning var strax fattet, han vilde optræde som Apostel eller Missionær blandt de kjøbenhavnske Proletarer. Denne hans Hensigt var allerede bekjendt mellem Passagererne paa Skibet, og man var udelikat nok til at benytte det til paa alle Maader at harcellere ham, en Tilbøielighed, som Jyderne synes at have tilfælles med de øvrige Danske. Hvor han viste sig paa Dækket, var han strax omringet af Folk, som først søgte at gjøre ham troskyldig, for siden dobbelt at kunne have ham til Bedste; mod mig var han det ene Øieblik meget fortrolig, i det næste syntes det atter som om en fiendtlig Magt stod mellem os. Men man chicanerede ham ogsaa i andre Retninger. Med det for de saakaldte Sindssvage særegne Instinkt havde han nede i Kahytten beredt sig til Nattehvile et ganske fortræffeligt Leie, hvilket han havde betegnet som sin Eiendom ved en lille Kasse, mærket med hans Navn. Da det begyndte at mørknes, havde Nogle, ifølge Aftale, holdt ham med Snak paa Dækket saalænge, til alle de Andre vare komne ned og havde taget hele Kahytten i Besiddelse, og deriblandt ogsaa Skolemesterens Leie, saa der ikke var Plads til flere. Da han kom ned og saae, hvorledes han var overlistet, udbrød han i en Tordentale. Efterhaanden, som han udmattedes, gik Talen over i en blid Fortvivlelses Tone, og tilsidst udbrød han med prophetisk Salvelse: „Himmelens Fugle have Reder, og Rævene have Huler, men Menneskens Søn“ — — her indtraadte en Pause, han syntes at betænke sig paa at fuldende Citatet og dets Anvendelse paa ham selv. Han kneb sig op i en Krog, hvor han netop kunde faae Plads til at sidde, og hensank i taus Lethargi. Imidlertid vare de andre Passagerer ingenlunde gaaet ned for at sove. De tilbragte flere Timer med Fjas, Latter og Støi. „Nu sover nok Skolemesteren,“ udbrød endelig En. „Nei,“ lød det henne fra hans Krog, „man sover just ikke, fordi man ikke ligger og griner og forstyrrer de Andres Ro.“ — „A—men!“ istemte de Alle i Chor. Og saaledes har han vel havt sin Plage paa hele Touren.

        Angaaende hans Eventyr i Kjøbenhavn, da hørte vi snart, at han havde spillet en glimrende, men kort Rolle. Han havde ikke ladet det mangle paa Energi og Iver for sin Idee; uden at fristes af de mangehaande Midler til Forlystelse og Adspredelse, som Hovedstaden frembyder, havde han strax opsøgt og fundet det Publikum, han vilde „føre sin Tids Oplysning imøde“. Flere Gange havde han paa offentlige Pladse samlet en Kreds af Tiggerbørn og Gadedrenge om sig, for hvem han prædikede Bibelens og Balles Evangelium, eller foredrog A B C’ens og den lille Tabels Mysterier. Men hver Gang havde Politiet grebet ind med væbnet Haand og adspredt Forsamlingen, samt advaret ham imod oftere at prædikere ved saadanne Møder. Da han alligevel, sit ophøiede Kald tro, vedblev „at frygte Gud meer end Menneskene“, blev det ham betydet, at han gjorde bedst i med det Gode at forføie sig bort fra Staden. Han var da vandret ud omkring paa Landet, og var tilsidst bleven antaget et Sted som Hjelpelærer ved en Skole.

        Saavidt og ikke videre strakte mine Efterretninger sig om Christen Skolemester, da jeg en 15—16 Aar efter saa uventet skulde gjensee ham i en ny Skikkelse, nemlig som Virtuos og Rhapsode i den ovennævnte Landsbykro. Da han havde sunget, tog han en Bid Brød, skjænkede sig en Snaps, og sad taus og saae ned for sig, medens Samtalen atter susede hen som en Biværm blandt Forsamlingen. Den samme unge Knøs, som før opfordrede ham til Sang, traadte nu atter frem, og sagde med en endnu mere indsmigrende Tone, der skulde udtrykke skrømtet Agtelse og Beundring: „Ja, Skolemester, vi faae vel ogsaa den, De har digtet til Karen?“

        Det var, som om han her havde berørt vor Improvisators ømmeste Streng; han sprang op i Sædet, en mørk Sky gik over hans Ansigt, han saae sig om i Stuen; men, da Alle just i det Øieblik stillede sig alvorlige og forventningsfulde an, satte han sig igjen, tog Buen og begyndte at phantasere paa sin Viis. Pludselig gik han over til de bekjendte Strøg, hvormed Musikanterne ved Bønderballer pleie at præludere til hver ny Dands, og sang nu, med en næsten gribende Melankoli i Melodi og Foredrag, følgende Vise:

        Da Sangen var ude, traadte den samme Karl frem, og sagde: „Nu Skolemester! saa faaer vi vel den jydske?“ — „Saa har vi gaaet hele Psalmebogen igjennem,“ sagde en Anden høit nok til at høres af Christen. Men han legede blot lidt med Buen, enten han nu følte sig fornærmet, eller hans Tanker vare i den Grad „anderswo beschäftigt“, at han virkelig Intet havde hørt. Jeg bad nu Kropigen (som siden dicterede mig Viserne) om at anvise mig et Værelse, da jeg vilde blive her om Natten. Jeg ventede desuden ved hende at faae min Nysgjerrighed tilfredsstillet med Hensyn til Christen Skolemesters senere Fata. Hvad hun vidste, var i Korthed Følgende. Som Hjelpelærer opfyldte han med Iver sin Pligt, var vel lidt, og det gik Altsammen godt, indtil hans Skjæbne vilde, at han skulde blive forelsket i en fattig Husmandsdatter, som vogtede sin Faders Faar paa Marken. Efter hvad jeg kunde mærke, havde denne Tilbøielighed været af en alvorligere og fornuftigere Natur, end hans første. Men ogsaa her var han uheldig; Pigen (det var den omtalte Karen) saae godt ud, og havde „gode Venner“ nok, om end ikke Friere, blandt de unge Karle, og følgelig gjorde hun, som man siger, kun Nar af ham, og gav ham først godt Haab, men fortalte hans Frieri til alle sine gode Venner, som da snart bragte „Historier“ i Omløb om ham. I den saakaldte dannede Classe gaaer det som oftest omvendt: der er det gjerne Damerne, hvem det gaaer ud over. Det maa da være dem en Trøst, at Karen hævnede sit Kjøn. Tilsidst havde en ret velstaaende Gaardmandssøn lovet hende Ægteskab, men han vilde, at hun skulde først til Kjøbenhavn, for at lære Dannelse, og der havde hun da nu faaet Condition som — Amme. Fra den Tid, han fik Nys herom, var Christen bleven ganske forstyrret. Han kunde ikke længer passe Skolen, han sad bestandig og gned paa sin Basfiol, og fik saaledes snart sin Afsked.

        Hvorledes var han nu bleven reisende Virtuos? En saa fuldstændig afsluttet Existents realiseres ikke paa een Gang, ved et Øiebliks Beslutning; den er kun et Produkt af en Række tilfældige Atomers gunstige Sammenstød, og udvikler sig efterhaanden ved Vanen til den regelmæssige Ensformighed, der gjør, at chronisk Vanvittige og de, som have Fixideer, sædvanlig kunne leve (eller vegetere) meget længe. Først var han ved et Tilfælde kommen med til at spille ved et Bryllup, siden ved andre festlige Leiligheder i Omegnen; hans Renommée var snart ilet forud for ham, man havde sendt Bud efter ham fra Sogn til Sogn, og saaledes var han kommen i Tour med at reise. Nu var han uafladelig paa Vandring; hvor Folk vare samlede, der spillede han gjerne for et lille Honorar, der som oftest bestod i fri Fortæring. Paa sine Vandringer havde han „udstuderet“ nogle Viser, det var nok egentlig i det Hele kun tre; han havde selv sat Melodi til dem, og foresunget dem saa ofte, at de fleste af Egnens Folk kunde dem udenad. — Og saaledes skulde da dette Geni ende, der havde begyndt saa glimrende, nemlig med det uhyre Spring fra Naalen til Videnskaberne.

        Jeg betænkte mig noget paa, om jeg skulde give mig tilkjende for ham; dog da jeg mærkede, at den sammenløbne Hob atter havde fordeelt sig, drev Nysgjerrigheden mig ind til ham i Skjænkestuen. Han var alene, jeg nærmede mig, nævnede ham ved Navn og spurgte, om han ikke kjendte mig igjen. Han virrede med Hovedet. Jeg sagde ham da mit Navn med jydsk Udtale, og hilste ham fra mine Forældre og fra Præstegaarden, hvor „Romanerne var Gjenstand for Underholdningen.“ Han syntes kun at have en dunkel Erindring tilbage, han strøg sagte hen over Strengene, indtil han som ved et Tilfælde løb ind i nogle Takter af Melodien til den første Vise. Da kom der pludselig Liv i hans Ansigt og han udbrød:

        „Hvodan lever Tante Line?“

        „Tante Line“ svarede jeg, „blev gift med en Kammerraad, men hun døde et Par Aar efter i Barselseng.“

        „Hm — — seer vi det! — ja jeg vil sku gjerne troe det.“

        Derpaa faldt han atter hen i sine poetiske og musikalske Phantasier; jeg fortalte ham Adskilligt fra Jylland, det syntes ikke at interessere ham, og han afbrød mig med de Ord: „Nu er han vel bleven Præst, eller Professor i Astronomien?“

        „Nei jeg er ikke, min gode Christen, jeg er kun Student.“

        „Ja da er jeg Professor — udi Poesien og de skjønne Kunster.“

        „Jeg gratulerer“ vilde jeg sagt, men jeg fik ikke udtalt, thi idetsamme strøg han med det frygteligste Fortissimo nogle skjærende Accorder: „Nu skal han høre den jydske,“ sagde han, og sang i et forunderlig hurtigt og lystigt Tempo disse Vers:

        Uagtet det Pudsige i Ordene, gjorde dog det Hele, hans Bukkestemme, Fordreiningen af Ansigtet og de dæmonisk-vilde Bevægelser med Buen, et høist uhyggeligt Indtryk paa mig, saa jeg strax anbefalede mig og gik tilsengs. Om Morgenen, da jeg stod op, var baade han og hans Æsel alt længe borte.

        Hvad Ende det ellers tog med Christen Skolemester, det skal jeg fortælle, som jeg har hørt det. Amor havde i Sandhed hævnet ham; Tante Line var død ung, og Karen var bleven ulykkelig gift, hendes Mand havde nemlig Ord for at banke hende. Da dette kom Christen for Øre, taug han stille, men Dagen derpaa sadlede han sit Æsel, tog sin Bas paa Ryggen og red hen til Gaarden, hvor Karen boede.

        Det var ganske mærkeligt, hvorledes i hans forstyrrede Tilstand alle hans tidligere Egenheder syntes forvandlede til det Modsatte. Hans før saa stærke Hukommelse var næsten tabt; hans Poesi, der tidligere var smagløs Svulst og Affectation, var bleven inderlig og naiv; Mod var det Sidste, Nogen i gamle Dage vilde beskyldt ham for, dengang var han snaksom og feig; nu var han ordknap og — modig.

        Han var gaaet ind i Stuen, uden at sige Goddag, og henimod Manden med de Ord: „Jeg hører, Du skal være ond ved Karen, og jeg kommer her for at tildele Dig en Tugtelse.“ Derpaa havde han givet ham et Slag med Riset, som altid fulgte ham, saa nok et og nok et, hvilket Manden en Tidlang tog for Spøg; det var jo den gale Skolemester. Men med hvert Slag, Christen uddelte, var det som der fløi en ond Aand i ham, han slog stærkere og stærkere til, og kunde tilsidst ikke mere holde op. Karen vilde gaae imellem, men hendes Mand kunde nu ikke længer styre sig, han gav Christen et Slag, hvorved denne styrtede over mod den store Bilæggerkakkelovn. Ved samme Manøvre gled Benene, som han aldrig havde staaet godt paa, for ham, og i Faldet knuste han Baghovedet paa den skarpe Kakkelovnskant. Hans Bas, som han endnu havde paa Ryggen, gik med det samme tilgrunde, og det var vel; thi havde den overlevet ham, var det gaaet med den som med Paganinis Violin: ingen Anden vilde have forstaaet at traktere den.

        Jeg var nylig kommen til at boe i Nørreqvarteer, og var følgelig endnu ikke orienteret i Lokaliteterne i den Egn af Byen. Jeg havde just Brug for en Lappeskræder, men vidste ikke, hvor en saadan var at finde i Nabolaget. Nørregade er en fornem Gade, Gaardene for nye og Leilighederne for dyre til, at det der kan nytte at søge nogen af de beskedne Kunstnere, jeg behøvede. Endelig fik jeg da af mine Kjælderfolk Anvisning paa en saadan; — han boede et Sted i St. Gjertrudstræde eller Tornebuskegaden, jeg husker ikke længer hvor. Den Slags Ærinder pleier jeg altid selv at forrette. Det er utroligt, hvad Nytte man kan have af en solid Lappeskræder, at sige, naar man selv giver ham Ideerne; thi dem have disse gode Folk rigtignok ikke. Det er kun de „store“ Skrædere, der have Ideer.

        Jeg begav mig altsaa paa Vandringen. Det var en mørk Novemberaften, med behørigt Slud og smudsigt Føre. Jeg kneb mig ind ad Gadedøren, følte mig frem med min Stok over Gaarden, og kravlede endelig op ad en Hønsetrappe til anden Sal i Baghuset. Jeg bankede paa og spurgte, om det var her, Skræder Petersen boede. Jo det var meget rigtigt. Jeg traadte ind i et lille kvalmt Værelse, hvis Atmosphære forraadte, at Manden brændte Tørv og var i Besiddelse af smaa Børn. I den ene Side stod en Seng med et Tæppe, sammensyet af trekantede Klude i de forskjelligste Mønstre. I en mørk Krog sad Konen og vuggede et Barn, medens hun tørrede Linned ved Kakkelovnen. Paa Bordet sad Mester, en Mand paa noget over de Fyrretyve, ved hans Side en ganske ung Svend, og ved Siden af denne igjen en ung fattigklædt Pige. Da hun formodentlig ikke kunde taale Skrædernes sædvanlige tyrkiske Maade at sidde paa, havde hun faaet sin Plads paa Kanten af Bordet, med Benene hvilende paa en Stol. Alle tre arbeidede de flittig ved det sparsomme Skin af et eneste Lys. Paa den anden Ende af Bordet stode Levningerne af Vesperkosten.

        Medens jeg forebragte mine Ideer til Forbedring af en Vinterfrakke, som bleve modtagne med de varmeste Løfter om hurtig Expedition og punktlig Efterlevelse, havde jeg god Leilighed til at mønstre mine Omgivelser. Manden var et af de almindelige Exemplarer, som man ofte træffer paa i denne Klasse af Samfundet. Alt hos ham bar Præg af, at han havde henlevet sit hele Liv i Mangel og Ydmygelse; men han syntes egentlig ikke at føle sig utilfreds hermed, Fattigdom og Savn var ved Vanen bleven ham en anden Natur, og hans sløve Physiognomi syntes aldrig at have været oplivet ved Tanken om, at alt dette kunde være anderledes, eller at det mulig stod i hans egen Magt at forbedre sin Stilling.

        Dette erindrer mig netop om en anden Skræder, jeg for nogle Aar siden har kjendt i en ganske lignende Forfatning. Det var en ung Mand; han boede i Adelgade, var gift og havde et Par Børn, og disse vare — vel at mærke, naar de ikke sultede, — dengang det eneste Smilende ved hans Udsigter. Men denne Mand var en entreprenant Aand. Et Par Aar senere erfarer jeg, at han — Gud veed hvorledes — har aabnet en udstrakt Kredit hos en stor Kræmmer, og udsteder Actier til Byens Skrædersvende, som disse i den „skralle“ Tid ved Midvinter og Midsommer, naar der er Lidet at bestille, afbetale ved Arbeide. Nu for Tiden har han et stort Etablissement af færdigsyede Mandsklæder i en af Byens Hovedgader, sees med sin Kone under Armen, begge klædte efter nyeste Modejournal, og en styg Unge udmalet som en Dukke, at deltage i de fineste Sommer- og Vinterforlystelser, og — han regnes til de Skrædere, som have Ideer.

        Endnu en tredie Udgave af en Lappeskræder har jeg kjendt. Han hørte ogsaa til de entreprenante Hoveder, men hans Bestræbelser kronedes med mindre Held. Han havde concentreret hele Summen af sin Spekulationsaand i den ene Idee, at han regelmæssig sig hver 14de Dag indrykkede i Adresseavisen et Avertissement omtrent saalydende:

        „Undertegnede, som nu er flyttet til den og den Gade (han flyttede i Almindelighed hver anden Maaned, anbefaler sig som hidtil til det ærede Publikum med at sye Kjoler og Frakker à 3 Rbd. samt gamle Klæder vendes og moderniseres, saa at de blive som nye, Pletter aftages og gamle Kanter, samt nye paasættes, Alt til de billigste Priser.“

        Hemmeligheden med hans System var, at han ganske rigtig ikke tog Mere end 3 Rbd. for en Kjole eller Frakke — i Syløn, men han beregnede sig aparte saameget for Udlæg til Knapper, Foder, Vattering o. s. v., at det Hele blev ligesaa dyrt, som hos en af de store Skrædere, og saa var Snittet endda daarligt. Følgen var, at han ved hvert Avertissement fik et Par nye Kunder, men som aldrig kom igjen, og Følgen heraf var igjen, at han selv, som gjerne vilde passere for en gentil Herre, efterhaanden havde moderniseret sine egne Klæder og aftaget de gamle Kanter saa ofte, at der snart ikke var Mere tilbage af dem. Hatten, som han desværre ikke selv kunde modernisere og paasætte nye Kanter, skinnede tilsidst som den røde Lygte i Vimmelskaftet.

        Ved denne Leilighed erindrer jeg mig nok et Exemplar, en af disse fuldkomne Skrædertyper, som den stigende Cultur desværre meer og meer lader forsvinde. Han var lille af Væxt, og kunde vel være noget over 50 Aar, da jeg første Gang saae ham. Han havde tidligere staaet ved det Borgerlige „Taaleri“, men faaet Afsked paa Grund af Døvhed. Dog gjemte han endnu, lig en af Napoleons gamle Soldater, som Minde om hine Tider, en Artilleristuniform, i hvilken han sad paa sit Bord og syede, med en lille Pibe i Munden. Han skulde være kommen af god Familie, og havde det snurrige Navn Splithof; men det passede saa aldeles til Personen, at en dygtig Physiognom maaskee skulde have beviist, at et saadant Menneske ikke kunde hedde andet end Splithof. Naar han talte, snærpede han paa en høist særegen Maade med Munden, og Øinene plirede med en saa selsom Blanding af Dumhed og Poliskhed, at man maatte briste i Latter. Men hans interessanteste Side var dog hans Regninger, og den Virtuositet, hvormed han i dem behandlede Sproget. Jeg har opbevaret en af dem, som lyder saaledes:

Reberet et Paer Beklæder . . . . . . = — 1 Mk. =

En Frake omsyet derfor . . . . . . 3 Rbd. = — =

Reberre 2 Frak . . . . . . . . . . = — 2 — =

1 Kolle forandret . . . . . . . . . = — 2 — 8

et Paer nøye Beklæder . . . . . . . 1 — 4 — =

1 Belaa frake Reberre . . . . . . . = — 1 — =

        Han havde en jevnaldrende Veninde, om Kone eller Elskerinde skal jeg ikke kunne sige, men Forholdet mellem dem var meget liberalt. Naar det gik godt med Fortjenesten, indkaldte han hende (ligesom man indkalder sine Creditorer eller sammenkalder Stænderne) til at dele Bord og Seng med ham, og han fik da saalænge vadsket om sig og gjort reent, hvilket ellers ikke skete. Men naar han intet Arbeide havde, opløste han atter Baandet, og jog hende uden videre bort. Næringssorg virkede hos ham altid paa Hjernen; naar det gik godt, var han ganske fornuftig, men gik det daarlig, løb han som en Vanvittig med Regninger til Folk, som aldrig havde ladet sye hos ham, og forfulgte Bekjendte og Ubekjendte paa Gaden. I en saadan Paroxysme fik han engang en phantastisk Lyst til at reise til Hamborg, hvor han havde levet sine lykkelige Ungdomsaar. Han haabede at faae fri Reise ved at paatage sig Commissioner for Lysthavende, og indrykkede i Adresseavisen (bogstavelig) Følgende:

        „Jeg agter mig Rese til Hamborg. De ville behage at henvende Dem i st. Kannikestræde Nr. . .“

        At sætte Navn under forsmaaede han, som den store Skribent, der er overbevist om at gjenkjendes af sit Folk paa et eneste „Pennestrøg.“ Da imidlertid Ingen indfandt sig efter dette Avertissement, begav han sig alligevel paa Reisen, men kom ikke længer end til Roskildekro. Senere er han død, sandsynlig som Fattiglem. Men i Livet havde han altid en honnet Ambition, og jeg haaber derfor han i sin Himmel vil være mig forbunden, fordi jeg her har værnet om hans Minde. —

        Men tilbage til mine Proletarer. Den, som strax fortrinsvis tildrog sig min Opmærksomhed, var Svenden. Han var lyshaaret og spinkel af Bygning, med et underligt melankolsk Udtryk i det blege Ansigt. Ofte bevægede hans Læber sig i en selsom Blanding af Bitterhed og Vemod; men naar han saae op fra sit Arbeide (og det skete gjerne for at henvende et Par venlige Ord til den unge Pige, som besvarede dem med kjendelig Interesse), saa var der i hans Øine en saa overordentlig Blidhed, og tillige en dunkelt ulmende Glød, Noget saa mildt og kjærligt og tillige dybt og gjennemborende, at jeg aldrig har kunnet glemme dette Blik. Skrøder, saaledes hørte jeg, de kaldte ham, syntes ikke at skjænke mig nogen Opmærksomhed, og reiste sig temmelig distrait, da Mesteren indbød ham til at deltage i Forhandlingerne over min Vinterfrakke. Da jeg imidlertid troede at have gjort mig fuldkommen forstaaelig for Hr. Petersen, tog jeg Afsked med den noget overdrevne Artighed og Venlighed, hvortil man let føler sig opfordret blandt Mennesker, som i deres tilsyneladende Armod maaskee ikke ere ulykkeligere end vi, der finde og nyde de jordiske Goder.

        Nogle Dage derefter, da jeg tilfældigvis kom gjennem den Gade, hvor Skræderen boede, gik jeg derop, for at fryde mig ved Realiseringen af min Idee, men egentlig mest af Lyst til at gjøre nærmere Bekjendtskab med Skrøder.

        Da jeg kom ind, var hans Plads paa Bordet tom. Efterat jeg havde erkyndiget mig om, hvorvidt Arbeidet var fremrykket, og naar det kunde ventes færdigt, henkastede jeg saa ligegyldig som muligt det Spørgsmaal: „Hvor er deres Svend idag?“

        „Ja hvor han er,“ sagde Hr. Petersen med en Mine, der lod ane en Hemmelighed, „det maa Vorherre vide.“

        Derpaa taug han, og gav sig atter til at sye. „Det var da besynderligt“ vedblev jeg, „skulde ingen Andre end Vorherre vide det? — maaskee han er bleven Forbunter hos en anden Mester, hvor Fortjenesten er lidt større, og saa har han givet noget Andet til Paaskud for at komme herfra.“

        „Nei saamen om han har,“ sagde Madamen, som nu stod op fra Krogen og kom hen til os; „han har i det Hele kun havt een Hemmelighed for os, men den blev da tidsnok røbet — Stakkel! vi vilde saamæn heller end gjerne have beholdt ham — Vorherre bevares, hvad Øret ikke hør, det Hjertet ikke rør.“

        Den unge Pige, der sad paa samme Plads som sidst, saae paafaldende sørgmodig ud, og jeg troede at see Spor af, at hun havde grædt. Madamen satte en Stol frem til mig, og gjorde Mine til at ville indvie mig i Hemmeligheden.

        Hr. Petersen sendte hende et misbilligende Blik.

        „Aa veed Du hvad, lille Fatter,“ tog Madamen Ordet, „Herren der seer slet ikke ud til at ville bringe os for Orde eller i nogen Uleilighed, og“ — —

        „Nei min gode Madam,“ sagde jeg „hvad det angaaer, kan De være ganske rolig.“

        „Ja, og vi har jo Samvittigheden fri, i hvor det saa gaaer; men vi skal aldrig fragaae, at vi har holdt meget af Skrøder, og vilde nødig været af med ham; men saa da dette kom op, saa havde han jo ingen Ro mere paa sig, og Herregud, det var jo næsten ogsaa en Ulykke at have saadan et ulykkeligt Menneske at see paa hver Dag.“

        Her sænkede den unge Pige Ansigtet dybere ned mod sit Syetøi.

        Det var lykkedes Madamen i den Grad at spænde min Nysgjerrighed, at jeg med Længsel imødesaae en mere historisk Fremstilling af det Forefaldne.

        „Seer De, min go’e Herre!“ sagde hun, „han var altid proper og velopdragen af Levemaade, artig og beskeden i alle Maader, og gjorde ikke en Kat Fortræd. Han var da ogsaa kommen af pæne Folk, kan jeg troe, for hans Fader er ansat ved et stort Fabrik her i Landet. Han havde nu arbeidet hos os paa andet Aar, og det gik Altsammen saameget godt. Saa kommer jeg en Dag hjem fra Byen, og gaaer først ned i Kjælderen, for at slaae en Sladder af med Spekhøkerens Kone. Saasnart hun seer mig, slaaer hun Hænderne sammen, og siger: Men Vorherre bevares, Madam Petersen, siger hun, hvad er det for Historier, vi maae høre, veed De af, siger hun, at Deres Svend har været i Forbedringshuset? — Hvad er det for en Snak, siger jeg, hvor falder De paa, saadan at blamere vores Svend? Skrøder er altfor pænt og honnet et Menneske, og har altid ført sig tro og anstændig op; der er saavist ikke Noget om det ikke, siger jeg. Men saa laae der da et Huus, der havde om Formiddagen været en Person og fortæret en Snaps og et Glas Øl, han kjendte godt Skrøder, sagde han, og havde spurgt, hvordan det gik ham nu, siden han var kommet af Forbedringshuset, fordi han havde gjort falske Sedler. — Men jeg blev ved og paastod Nei, for jeg turde have indestaaet for Skrøder som for min egen Broder, turde jeg.“

        „Ja“ sagde den unge Pige, „der skulde rigtignok Ingen seet paa Skrøder, at han havde været der.“

        Mester Petersen syede paa min Frakke i samme Tempo, som hans Kone vedblev sin Fortælling, det vil sige meget hurtig.

        „Jeg styrter op ad Trapperne, og da jeg saae Skrøder sidde her saa flittigt og arbeide, havde jeg næsten ikke Hjerte til at bringe Historien paa Tapetet; men jeg var tillige saa forbittret over den skammelige Løgn, som jeg troede, at det maatte frem. Herregud, sa’e jeg, der er da ingen Ende paa Løgn og Bagtalelse i denne Verden! Veed De hvad, min gode Skrøder, der har været en Skurk i Dag nede hos Spekhøkerens, som har bildt Madamen ind, at De har været i Forbedringshuset. — Som jeg sagde dette, slog Skrøder Øinene op, blev endnu engang saa bleg, som han ellers var, og lod Synaal og Tøi falde.

        „Ja,“ siger han, „det har De rigtignok Ret i, lille Madam Petersen, en Skurk har det været, og jeg har ogsaa en Anelse om, hvem der har spillet mig det Puds; men Historien er desværre altfor sand.“

        „Men Vorherre bevares,“ siger jeg, „har De da virkelig gjort falske Sedler, Skrøder?“

        „Ja det veed Gud, jeg har, lille Madam Petersen,“ siger han.

        „Ih, Du milde Gud og Skaber!“ siger jeg, „hvordan er det gaaet til?“ Min Mand blev ved at sye, ligesom han gjør i dette Øieblik, for jeg maa sige Dem, mellem os sagt, han har ikke rigtig nogen Følelse.“

        „Det sa’e Du dog ikke Mutter, dengang vi to bleve forlovede,“ bemærkede Hr. Petersen rolig. Men den unge Pige vendte Hovedet bort, og tørrede Øinene med sit Ærme.

        „Med det samme“ vedblev Madamen, „sprang Skrøder ned af Bordet, og løb frem og tilbage paa Gulvet som et galt Menneske. Nei, skreg han, jeg mærker nok, der er ingen Fred og Velsignelse til mere for mig paa denne Jord, og her kan jeg nu ikke blive længer. — Jo saamen kan De saa, Skrøder, siger jeg. — Nei Madam, siger han, det kan nu ikke nytte at tale om de Dele, men siden de altid har været saa skikkelige og gode mod mig her, saa vil jeg fortælle Dem den hele Historie, for at De dog ikke skal troe, jeg er en sort Forbryder. Og det forsikkrer jeg dem ved den levende Gud, stjaalet eller bedraget har jeg ellers aldrig, ikke for en Skillings Værdi. Men jeg har en ældre Broder, som arbeider hos min Fader derude paa Fabriken, det er en duelig Mechanikus, men han har en sort Sjæl. Han var engang i sine ledige Timer falden paa at gjøre nogle Plader og Former til falske Femdalersedler — det var forend vi fik de blaae. Saa kommer han en Dag ind til mig her i Byen, og viser mig sine Apperater. Peter, siger han, jeg veed, Du er nem paa Fingrene, her skal Du see, prøv engang for Løiers Skyld, om Du ikke kan lave os en Femdalerseddel? — Hvad er det, Anton, siger jeg, veed Du ikke, der er en stor Straf for saadan Noget? — Blæse! siger han, Straffen er kun til for den, der bærer sig dumt ad, og det behøve vi jo ikke. — Saa snakkede vi Noget frem og tilbage, og saa gik han, og lod Apperaterne blive tilbage. Saa var det en Søndageftermiddag, jeg havde ingen Penge at gaae nogensteds hen for, og saa foer den Onde i mig, og jeg begyndte at agere med Instrumenterne. Efter nogle mislykkede Forsøg havde jeg faaet en Seddel i Stand, der saae ganske naturlig ud. Saa gik jeg ud og traf paa nogle Kammerater, jeg spurgte dem, om de vilde slaae en Svir af, og saa gik da det Meste af Sedlen til Punsch og Aftensmad. Men det svær’ jeg Dem til, ved den Levende, at meer end tre Sedler har jeg ikke gjort; den ene fik min Broder, og den anden var gaaet til en Verthusholder paa Blegdamsveien. — Nogen Tid efter kommer min Broder til mig en Søndag; han saae ud, som han ikke havde Godt i Sinde. Peter, siger han, jeg skal have 300 Rbdl., dem maa Du skaffe mig. — Hvorledes skulde det gaae til? siger jeg. — Aa, stil Dig nu ikke tosset an, siger han, Du har jo Middelet til at gjøre os begge til rige og velhavende Folk. Vi vil ikke spille Comedie for hinanden, men jeg maa have Pengene i næste Maaned, hører Du, Du maa være flittig. — Du forlanger, hvad der ikke meer staaer i min Magt, siger jeg, thi jeg havde hverken Ro Nat eller Dag, og derfor har jeg brændt alle Apperaterne, (hvilket jeg ogsaa for Alvor havde besluttet). Men saa gid da Satan og alle hans Engle splitte Din Krop, sa’e han, har jeg nu i Aar og Dag arbeidet som et Bæst, for at Din Kjæltring skulde gaae hen og spolere min Lykke for mig. Og han blev ved at tordne og lyne som en Gal og truede med at lægge Haand paa mig. Vov det ikke, Anton, sa’e jeg, og saa dyede han sig da, for han kjendte mig nok, og vidste, at jeg ikke er at spøge med, naar jeg bliver gal i Skallen. — Saa gid Du da maa evig vansmægte i Hunger og Armod, skreg han, — gid Du maa blive afklædt til Kroppen og saa komme til mig og tigge om Brød, for at jeg kan have den Glæde at see Dig døe som en Orm for mine Fødder! —

        Du kan være vis paa, Anton, sa’e jeg, at i saa Fald skulde Du være den Sidste, jeg kom til.

        Ja bi Du kun, sa’e han, og saa gik han og smæk Døren i efter sig, saa det dundrede i hele Huset. — Jeg hørte ham gaae ned ad Trappen, og troede nu, den hellige Grav var vel forvaret. —

        Noget efter gik jeg hen til Vindueskarmen, som jeg i sin Tid havde løsnet, og derunder gjort en Fordybning, hvor jeg gjemte Apperaterne; jeg tog dem endnu engang frem og gjorde ved mig selv det Løfte, at imorgen inden jeg gik til Arbeide, skulde Alt være tilintetgjort. Da jeg lukkede til for dem, syntes jeg, at Noget puslede ved Nøglehullet og listede sig sagte bort. Men jeg tænkte Intet derved, en af mine Venner kom kort efter op, og fik mig med ud. Han trakterede, og Følgen var, at jeg sov noget længer end ellers den næste Morgen.

        Da Klokken var lidt over syv, vaagnede jeg ved, at det bankede stærkt paa Døren. Jeg raabte ganske rolig: „Kom ind,“ og ind traadte et Par haandfaste Personer, der gave sig tilkjende som Rettens Folk, og spurgte om mit Navn var Peter Skrøder.

        Ja det er, sagde jeg, idet jeg gøs over hele Kroppen; thi jeg anede strax noget Ondt.

        „De er mistænkt for at forfærdige falske Bankosedler,“ sa’e den Ene, og med det samme gik de hen til Vinduet, løftede Karmen tilside, og trak Apperaterne frem, og den sidste Seddel, jeg havde gjort, saa jeg mærkede, de vare vel underrettede.

        Jeg behøvede ikke at være i Tvivl om, hvem Angiveren var. Saa maatte jeg da følge med i Arresten, hvor jeg sad et halvt Aars Tid. I Forhørerne bekjendte jeg, hvorledes Alt var gaaet til fra først til sidst; dog vedblev jeg at paastaae, jeg ikke havde gjort meer end denne ene Seddel, som jeg havde tænkt paa selv at indsende til Banken, og ikke givet nogen ud. Det var den eneste Usandhed, jeg sagde. Saaledes slap jeg da med eet Aar i Børnehuset; min Broder, det Afskum, løi sig aldeles fri, og jeg har Gudskelov ikke siden seet eller hørt til ham, for Gud veed, hvad der kunde skee, hvis vi nogensinde traf paa hinanden. Men jeg mærker, han har ikke glemt mig; thi det er da ham, der i Dag har været nede hos Spekhøkerens. Derude paa Christianshavn gik Tiden endda ikke saa sørgelig, som jeg havde tænkt mig, jeg vandt alle mine Foresattes Tilfredshed, og da min Tid var ude, sørgede de for, at der ikke fra Straffeanstaltens Side blev anført Noget i min Bog, som kunde skade mig for min Fremtid. Saaledes kom jeg da til Dem, og jeg troer ikke, De har havt Noget paa mig at klage, sa’e han, — som vi da heller ikke har, det maae vi lade ham. —

        Saa samlede han alt sit Tøi sammen og gav Fatter Haanden; Farvel Hr. Petersen, sa’e han, Farvel lille Madam Petersen og Tak for alt Godt, og Farvel lille Jomfru, sa’e han til Jomfruen der, nu seer De mig aldrig mere, for jeg bliver ikke her i Landet. Og da han sa’e det, stod Taarerne ham i Øinene, stakkels Fyr, og vi Fruentimmer græd for et godt Ord, ikke sandt, lille Jomfru, for skjøndt Mennesket havde været i Børnehuset, holdt vi dog begge to en Klat af ham, ikke sandt, lille Jomfru? og Du med, Fatter?“ —

        „Ilde gik det og vel var det,“ mumlede Hr. Petersen; men den unge Pige bøiede Hovedet saa langt ned mod sit Knæ, at hun slet ikke kunde see, og ganske vist siden har maattet opsprætte det, hun syede.

        Hermed var den Historie forbi; næste Foraar flyttede jeg hen i et ganske andet Qvarteer, hvor jeg maatte oplede mig en anden Lappeskræder. Jeg tænkte aldrig paa at høre Meer om den stakkels Skrøder, og havde forlængesiden glemt baade ham og den snaksomme Madame.

        Næste Aar gaaer jeg en smuk Sommermorgen over Volden op ad til Nørreport. En net Pige med en stor Pose paa Armen, stryger mig forbi saa hurtig, at jeg neppe faaer Tid til ved et flygtigt Blik at gjenkjende den lille Jomfru, som syede hos Petersens og som syntes at tage sig mere af Skrøders Skjæbne, end hun vel vilde være bekjendt.

        „Godmorgen, lille Jomfru“, siger jeg, „saa tidlig ude? syer De endnu hos Petersens?“

        Hun standsede. „See Godmorgen Hr. M.“, sagde hun, idet hun strax kjendte mig, „ja saamen gjør jeg saa, jeg skal just nu derhen.“

        „Naa, hvorledes lever De hos Petersens? det er længe siden...

        „Ja det er rigtignok længe siden, man havde Æren af Dem — jo Tak, de leve saamen ved det Gamle. Men det er sandt, veed De, at Skrøder nu er kommen tilbage?“

        „Nei, hvad hører jeg, hvorledes er det gaaet til?“

        „Ak ja, der er en lang Historie, men hvis De følger med lidt henad Volden, saa skal jeg fortælle Dem det.“

        „Tak skal De have, Jomfru, det gjør jeg gjerne, jeg har altid interesseret mig for det Menneske.“

        „Saa, har De det“, sagde hun, og det forekom mig, at en glad Stolthed tindrede i hendes godlidende Øine.

        „Han tog da herfra“, begyndte hun, „over til Sverrig, og fægtede sig frem, som man siger. Om Natten logerede han frit hos Præsterne paa Landet, for saadan er det indrettet der, og naar han kom til en Kjøbstad, blev han der i nogen Tid og arbeidede. Tilsidst kom han til Stockholm, og logerede sig ind paa et simpelt Værtshuus, og saae Tiden an, for at finde et godt Sted at arbeide paa. Der var nu nok at see paa, baade om Dagen og Aftenen, især siger han, at Byen tog sig smukt ud i Maaneskin. Derfor gik han ofte ene omkring paa Gaderne til langt ud paa Natten, og saae paa, hvorledes Maanen speilede sig i de mange Kanaler. Men ellers levede han ganske eensomt, kom ikke til Nogen og gjorde ingen Bekjendtskaber.

        „Som han saaledes en Aften gik og drev om, bemærkede han et ungt Fruentimmer, som ilede hen mod en Kanal, og søgte at komme op paa Bolværket. Han anede strax Uraad, nærmede sig forsigtig, og lige i det Øieblik, hun var kommen op, og løftede Foden for at styrte sig ud, lykkedes det ham, at gribe fat i hendes Skjørt og holde hende tilbage. Han, som selv havde opgivet sin Lykke i denne Verden, talte Godt for hende; det, at han var Dansk, gav hende maaskee større Tiltro til ham, og hun betroede ham tilsidst, at hun havde grebet til denne fortvivlede Beslutning, fordi hendes Forældre vilde tvinge hende til at ægte En, hun afskyede. Den Situation, hvori han havde truffet hende, fremkaldte en Fortrolighed, som om de havde været gamle Bekjendte, og han maatte endog ifølge hendes Ønske følge hende hjem til Forældrene, hvor hun fortalte Alting, som det var passeret. Han fik nu snart Arbeide, og kom gjerne hver Søndag til Pigens Forældre, som nu syntes at have opgivet deres Beslutning. De vare velhavende Værtshuusfolk; Skrøder var, som De veed, et stille, tilbageholdent Menneske, og det, at han havde en lønlig Sorg at bære paa, vakte maaskee endnu mere Interesse hos Datteren for hendes Livs Frelser. Forældrene modtog ham altid som en Søn, og det kunde jo nok gjøre Indtryk paa ham, den Stakkel, som følte sig saa ene i den store Stad. Hun blev bestandig venligere og venligere imod ham, og hvordan det nu gik eller ikke gik — for jeg troer nu bestemt ikke, at Skrøder har havt Mod til at frie selv — saa varede det ikke længe, inden de vare forlovede, og kort efter Mand og Kone. Forældrene ønskede nu ikke, at han skulde drive Professionen, skjøndt han nok kunde have faaet Borgerskab, men at han skulde overtage Beværtningen, og det gjorde han da. Saaledes gik der vel et Aarstid, og skjøndt han just ei forstod at underholde Gjæsterne, følte han sig ret lykkelig, og blev Fader til en Søn. Hvad der var skeet i Kjøbenhavn, troede han vel var glemt i Sverrig.

Men det er sandt, jeg har glemt at fortælle, at han, for ei at blive kjendt eller opdaget, havde i Vandrebogen forandret sit Navn til Skrødersøe.

        „Saa var det en Aften, han kom hjem fra en Tour i Byen, da sad der i Skjænkestuen en halvdrukken dansk Smedesvend; han havde krævet rask ind, og flere Gange spurgt efter Værten, og om han ikke hed Skrøder. Da denne nu kom, tog den Fremmede imod ham med en raa Lystighed, og hilste ham fra hans Broder, at han længtes meget efter at høre til hans Befindende. Mennesket var frækt nok til at sige, at Broderen selv havde skaffet ham Penge til denne lille Lystreise, at han havde havt lidt Uleilighed for at opspørge ham, men at, uagtet han havde skiftet Navn, skulde gode Venner dog nok vide at finde ham, o. s. v. „Det gaaer jo godt med Carrieren, lille Skrøder, siden man slap ud af Anstalten“, sagde han tilsidst, og tilføiede, idet han tømte sit Glas: „nu, god Lykke, og gid man ikke maa komme der mere.“ Skrøder blev rød og bleg, hans Kone vidste ikke, hvad hun skulde tænke om denne Scene; endelig kaldte Skrøder hende ind, og fortalte hende Alting som det var, og sagde, at han maatte reise, og det endnu i denne Nat. Konen søgte alligevel med Taarer at overtale ham til at blive, men forgjæves. Han flygtede saa at sige fra Kone og Barn, rigelig Velstand og en indbringende Stilling. Og nu er han her igjen, og arbeider hos Petersens som i gamle Dage.“

        „Men troer De nu ikke, han længes efter sin Kone og Barn?“

        „Nei, oprigtig talt, det troer jeg egentlig ikke, thi saavidt jeg har kunnet mærke, saa holdt hun nok mere af ham, end han af hende. Men Herregud, hvor Skrøder ellers har skjæmmet sig, siden han først kom til os; han er knap en Skygge af sig selv, han er bleg og mager, og Øinene have tabt Glandsen. Og saa er han tidt saa — saa besynderlig, jeg har en Anelse om, at det ikke gaaer godt.“

        Imidlertid havde vi naaet den Voldbakke, hvor hun skulde gaae ned, og jeg anbefalede mig med en Hilsen til Familien.

        Jeg fik nu i nogle Maaneder ikke Tid til at tænke meer paa den Historie; men da jeg en Dag tilfældig kom i det Nabolag, faldt det mig ind, at jeg just behøvede Lidt af den Assistance, som Petersen kunde yde, og gik derop, for tillige at see, hvordan det stod til med Skrøder. Men da jeg kom derop, var han der ikke, Mester Petersen sad paa sin sædvanlige Plads paa Bordet, Madamen sad med en Lille ved Brystet, og den Ældste, som nu var et Par Aar, legede i en Kattekillings Selskab med de Klude, som faldt ned fra Bordet.

        „Naa, det kan man rigtig kalde Nyt,“ sagde Madamen, idet hun med nogen Besværlighed reiste sig og bød mig en Stol. „Vi troede saamen, at De reent havde forglemt os.“

        „Nei saamen har jeg ikke, lille Madam,“ svarede jeg, og til Bevis derpaa begyndte jeg strax at udvikle de Ideer, som jeg dennegang ønskede at see realiserede ved Petersens Kunstnerhaand. Derpaa bad jeg om en Svovlstik til min Cigar, og sagde, medens jeg tændte den: „Apropos, hvordan gaaer det nu med Skrøder?“

        Hr. Petersen vendte Hovedet, og vilde svart Noget, men hans Kone kom ham, som sædvanlig, i Forkjøbet.

        „Ak, ja! Herrens Veie ere forunderlige“, begyndte hun; „han er da baade kommen tilbage, som nok Jomfruen har sagt Dem, og reist igjen, siden De var her sidst.“

        „Reist igjen! — det var vel ogsaa det Bedste, han kunde gjøre.“

        „Ja, det veed Gud, det var“, vedblev hun, „men det var maaskee endda ikke skeet, hvis ikke Vorherre selv havde hjulpet til. Seer De, min Gode, da han kom tilbage fra Sverrig, var han som reent forandret. Han var jo ogsaa i forrige Tider saadan lidt melantrist; men nu mælede han næsten aldrig et Ord. Sommetider var han saa adspredt, at han reent faldt i Staver og glemte at sye, og kom Nogen ham bare lidt for nær, kunde han flyve op saa heftig og næsten fortvivlet, at man blev ganske angst og bange. Den Eneste, som saa kunde tale ham tilfreds, det var den lille Jomfru, som De nok husker. Men hvad der især gjorde os ængstelig, det var, at han hver Aften i Skumringen gik ud, som han sagde, for at røre sig paa Volden; men saa var der Nogen af vores Bekjendter, som fortalte, at man havde seet ham liste om ude paa Blegdamsveien, ved det Sted, hvor hans’s Broder pleiede van at søge. Han skulde ogsaa et Sted have sagt, „naar jeg og min Broder mødes, bliver det til Ulykke for os begge.“ Saa begyndte vi jo nok at ane Uraad, og saa traf det sig en Dag, da han kom og vilde tage Frakken af, for at sætte sig til Arbeidet, saa faldt der Noget ud af Brystlommen; jeg tog det op, og saae at det var en skarp Kniv med et lille Futteral om Bladet. Hvad er det, De gaaer med der, Skrøder, hvad skal det betyde, veed De ikke nok, at det er forbuden. „Aa,“ sagde han, „det er bare Noget, jeg har med fra Sverrig, det bruger Mange der at gaae med.“ Men da jeg ikke ret troede det, og blev ved at trænge i ham, saa begyndte Øinene at brænde vildt i hans Hoved, og næsten som i Raseri sagde han: „Ja, naar De endelig vil vide det, saa skal jeg sige Dem det. Den første Gang jeg træffer min Broder, skal han have denne Kniv i Brystet.“ Herre Gud, Skrøder, sagde jeg, hvad er det for Tanker? men det var ikke muligt at bringe ham fra det. „Det blev nu engang ikke anderledes, sagde han, det kunde ikke gaae ham værre, end det var gaaet, thi naar Æren var tabt, maatte de gjerne ha’e Livet med.“

        „Min Mand og jeg blev naturligvis ret ilde tilmode derved, og talte om Aftenen sammen, om hvad der herved var at gjøre. Saa sagde min Mand: „hvad om vi fik Jomfruen til at tale godt for ham, og overtale ham til at reise bort herfra igjen?“ Ja, sagde jeg, det er vistnok det Allerfornuftigste, hvad vi kunne gjøre, lille Far, sagde jeg, for vi troede jo, at han ikke kunde nægte hende Noget. Og saa sagde vi det da til hende, og hun lovede det, den første Dag, hun var alene med Skrøder. Men troer De, hun kom videre med ham, end vi Andre? Ja nu skal De bare høre. Hun begyndte da at indlede en meget venlig Samtale med ham, og han lod til at være ret glad derved. Men saa begyndte hun at slaae paa at han skulde reise, at han ikke havde godt af at være her i Byen, hvor Skjæbnen var gaaet ham saameget imod. Han sad og faldt i dybe Tanker, mens hun talte, og saa sagde han: „reise? — ja det kunde jeg nok have Lyst til, naar Nogen vilde følge med mig.“ „Det var vel heller ikke saa umuligt, Skrøder,“ sa’e Jomfruen. — „Nei, det vil saamen Ingen“ — sagde han, endnu som halvt i Tanker, — „hvad vilde for Exempel De sige, lille Jomfru, naar jeg spurgte, om De vilde reise med mig?“ — Jeg vilde sige Ja, Skrøder — sa’e hun, jeg vilde gjerne følge Dem til Verdens Ende. ... „Tak skal De have, lille Jomfru,“ sagde Skrøder, idet han rækkede hen og kyssede hendes Haand, og der var Taarer i hans Øine. „Saa er der dog endnu Nogen, som holder af mig.“ — Men saa var det som han pludselig samlede sine Tanker, hans Pande blev igjen mørk, han slap hendes Haand, og sagde: „Nei, nei, der bliver dog ikke noget af, det kan ikke skee, jeg har jo svoret paa ikke at forlade dette Land, for...“ Aa Skrøder, sagde hun, idet hun stod op og lagde Armen om hans Hals, gjør det, for min Skyld! — „Nei, nei!“ sagde han, „det kan ikke blive anderledes, jeg har jo svoret, siger jeg.“ — Hun vedblev endnu længe at snakke frem og tilbage derom, men han var og blev saa stiv som en Kariolhest.

        „Saa gik der igjen nogle Uger hen, men saa traf det sig da — O Gud skee evig Lov og Tak! — at vi en Dag hører, at Skrøders Broder ude imellem Fredriksværk og Fredriksborg er bleven greben og arresteret, og der er ikke Udsigt til at han slipper denne Gang, thi han skal være saa godt som overbevist om Indbrud og Overfald. Saa satte vi da strax Jomfruen ud paa at tale med Skrøder igjen om at reise, og da han hørte, hvorledes det nu var ham umuligt at komme Broderen tillivs, saa pakkede han ogsaa strax sammen, og lavede sig til Reisen; og vi skiltes fra ham med Glæde; thi her kunde han dog aldrig bleven lykkelig. Men ved Afskeden sagde han endnu til Jomfruen: „Tag Dem nu i Agt, lille Jomfru,“ sa’e han, „at jeg ikke, om det gaaer som jeg ønsker, tager Dem paa Ordet og skriver Dem til om at reise med mig.“ Pigebarnet, hun græd da, og sagde: „hvis saa er, skal jeg heller ikke være bange for at holde mit Ord!“

        „Først tog han nu til Hamborg, hvor han blev i 3–4 Maaneder, og havde det meget godt med Arbeide, saa at han endog lagde Lidt tilside; derfra fik han igjen gode Anbefalinger til Bremen, og her gjorde han Bekjendtskab med en rig Mand, der skulde anføre en heel Mængde Familier, som vilde til Amerika, og sætte sig ned i en ny By. Manden søgte nu især om at faae nogle unge og flinke Haandværkere med, og saa fik han ogsaa Anvisning paa Skrøder, der greb det som et Vink af Skjæbnen og med Glæde slog til. Nu skrev han herover til vores Jomfru, om hun endnu under disse Omstændigheder vilde følge med ham. Og hun var saamen ikke forknyt, hun kunde snart faae sit Tøi i Stand, for hun havde ikke Meget af det, Stakkel; nogle Skillinger havde hun i Sparekassen, og lidt Hjelp fik hun hos en Familie af hende, og i forrige Uge kom hun afsted med en holstensk Skipper, ja hun gjorde saamen. Han havde da allerede sendt de fornødne Papirer til Sverrig for at hans Kone der kunde bringe det i Rigtighed med Skilsmissen. Ja saamen! Mange syntes nu her, at det var stor Daarlighed af hende, men jeg tænker, at de nok vil have Lykken med dem, for en dygtig Haandværker kan jo komme frem overalt, og de er jo begge to unge og — brave Folk.“

        Jeg forsikkrede Madamen, at jeg fuldkomment delte hendes Haab, paalagde Hr. Petersen den hurtigst mulige Expedition, og gik.

        Men næste Aar saae jeg i et Blad, at Anton Skrøder (den ældre Broder) var dømt til Slaveri paa Livstid.