I.
Du spørger, hvo mig lærte Alt, hvad jeg kan og veed,
Da dog trods evig Uro jeg
Om Et og Andet veed Beskeed:
Du spørger, hvo der lærte mig at skrive mine Vers,
Da jeg tilsyneladende
Kun farer vildt paa kryds og tværs.
Jeg svarer: ingen jordisk Magt har kunnet tvinge mig
Til Stadighed og Stilhed, saa
Det er ei sært, det undrer Dig.
Men den, hvem al min Idræt, mit Liv er underlagt,
Er vel for Øiet liden, dog
Heel ubegrændset er hans Magt.
Han tager mig i Skole, hvor intet Blik os naaer,
Og lærer i Minutter mig,
Hvad Andre kan ei hele Aar.
Han gi’er min Tanke Klarhed, han gi’er mit Hjerte Mod;
Jeg elsker ham som om han var
Mit eget kjære Kjød og Blod.
En nøgen Dreng af Ydre har han et Blik saa kjækt,
Og seer tidt saa ærværdig ud,
At man faaer ordentlig Respekt.
Gjør han sig selv usynlig, er han mig lige nær,
Saa der er ingen Spørgsmaal om,
En rigtig, ægte Gud han er.
Men er jeg lidt uartig, og lystrer ham ei,
Da med sit Riis han tugter mig,
Og fromt paa Riset kysser jeg.
Det Riis, som strengt han svinger, er dannet som en Piil;
Men, naar jeg græder angerfuld,
Han sender mig til Trøst et Smiil.
I Riset er foroven en Busk af fine Fjær
Omkring Guldstaven spillende
Med alle Fugles Farveskjær.
Og naar jeg saa skal skrive, saa sætter han sig hen
Og rykker af sit Riis en Fjer,
Og skjærer mig saa blød en Pen;
Og stiller mig en Forskrift foran, med Bogstavtræk,
Saa smukke, kalligraphiske,
Som Bølger paa den stille Bæk.
Og gynger paa sin Lænestol alvorlig og dog mild,
Og truer med den gyldne Spids,
Og siger, mens jeg lytter til:
„Hvis nu Du ei er flittig, da for min Vrede skjælv!“
Saa dypper jeg, og Pennen, ak,
Den skriver næsten af sig selv.
Da skriver den saa driftig, saa hurtigt og saa let
De Træk, der vandt Dit Hjerte, saa
Jeg aldrig, aldrig mister det! —
II.
Det var en Foraarsaften,
Du husker det vist endnu,
Jeg laa det Aar paa Landet,
Det samme gjorde jo Du.
Da var det, jeg blev præsenteret
For Din Familie som den,
Med hvem Du havde besluttet
At vandre Livsbanen hen.
Og husker Du, da vi sade
I Lysthuset og drak Thee,
Hvem da blandt de hvislende Grene
Vi pludselig fik at see?
Et nydeligt Lokkehoved
Med Kinder som Rosenblod,
Og store flammende Øine,
Og let og svævende Fod.
Det var min Skrivelærer,
Gud veed, hvor han kom fra,
Han klapped i begge Hænder,
„Jeg gratulerer!“ han sa’e.
Saa traadte han frem fra Hækken,
Og bukked for Selskabet pænt,
Og sagde „mit Navn er Amor,
„Jeg er Dem maaskee bekjendt.
„Madam!“ han sa’e til Din Moder,
„Jeg forudsætter De veed,
„Jeg er af fornem Familie,
„Jeg stammer fra Himlen ned.
„De veed vist af Mythologien,
Min Moder Fru Venus hed,
Min Fader var Hr. Vulkanus,
Den vidtberømte Smed.
„Jeg er Deres Svigersøns Husven,
Har været hans Manuduktor,
Og jeg kan aldrig ældes,
Og ingentid jeg døer.“
Din Moder, den brave Kone
Lod Pigen bringe paa Stand,
En Serviet og Tallerken,
Og en Kop til den fremmede Mand.
Og siden fulgte han med os
Omkring fra Sted til Sted;
Selv naar vi gjorde Visiter
Var han bestandig med.
Din Tantes Damer fik stadig
En dydig Convulsion,
Fordi han gik uden Klæder,
Den umoralske Person.
Naar lønlig Du mig besøgte,
Var han saa sjeleglad,
Og om at være Din Ridder
Saa yndig og ømt han bad.
Din Hat og Sjal, Dine Handsker
Og Din Parasol han tog,
Og satte ærbødig sin Bue
Og Kogger i samme Krog.
Servicen var, som Du husker,
Just ei beregnet paa Tre,
Dog smagte Theen os herlig,
Vi hjalp os med samme Skee.
Men naar vore Hoveder mødtes,
Og jeg om Halsen Dig tog,
Saa holdt han for sine Øine,
Eller bladede i en Bog.
Paa vore Spadseretoure
Han altid omkring os foer,
Og Taler han holdt, saa vi andre
Fast ei fik indført et Ord.
Gik vi i grønne Skove,
Eller ved den pladskende Sø,
Dog først og sidst han praled
Af, at han ei kunde døe.
Men — da et Aar var omme,
Og det blev Vinter igjen,
Begyndte Amor at skrante,
Og tæredes daglig hen.
III.
Og da nu Amor døde,
Vi lode vort Bryllup staae;
Det var i Vinterkulden,
Og Himmelen var graa.
I Værelset ved Siden
Af Brudekammeret stod
Hans Kiste, der paa Parade
En Stund vi ham ligge lod.
Der laa han i Kniplingsskjorte,
Den Lille, med brustne Blik;
Sin Bue og alle sine Pile
Han med i Kisten fik.
Paa de slappede Vinger hvilte
Hans Hoved; Hændernes Par
Som paa en ordentlig Christen
Andagtig foldet var.
Og Vinteren Sørgegardiner
Selv hængte for Ruden her,
Saa hvide som Snee, indvirket
Med Blomster og Stjerneskjær.
Begravelsen kosted os Intet;
Thi som en Løsgænger han
Paa offentlig Regning begravet
Blev, den ærværdige Mand.
Præsten holdt ingen Tale;
Gud veed, hvor hans Sjæl kom hen.
Hans Synder blev ikke forladte,
Han vil vist tidt gaae igjen.
Af Hymens Olietræer
Vi planted en Lund ved hans Grav;
Og følgende Indskrift satte
Vi paa en Marmorstav:
„Herunder hviler Amor,
Som, mens i Live han var,
Udgav sig for udødelig:
Nu ligger han her som en Nar.“