Jeg véd en sang så stærk og sød, som leger mig i sinde,
et fryderåb, et kviddersus af latter er mig nær,
og havets dybe syngelyd i mørkets milde vinde,
mens lette gren sig gynger i den lune sommerkvæld.
Hvor solen sank bag lide, den lod sit lyse skær,
hvor fuglens fløjt i dagen lød, den blunder bag sin vinge,
og røde roser dufter og hyld ved bakkens hæld,
og Elskovs langleg hører jeg af gyldenstrænge klinge.
Jeg så ham vandre mig forbi i ly af lundens gærde,
men ingen synløs vingedreng med kogger ved sin lænd —
med valmuglød i sorte lok og bred om bryst og hærde,
der dryssed løv fra svaje gren og blomster hvor han gik,
en fyrste over jorden, en kæmpe mellem mænd,
der var en vælde i hans røst, som kunde høgen tvinge,
og langelegen hørte jeg af gyldenstrænge klinge.
Der gik et gys af liv i skov, det bad og skreg i buske,
der strøg en blæst af luer med duft af tjørn og vin,
jeg grunded på et minde, som jeg ikke kunde huske,
og fulgte ham på veje, som jeg ingen sinde drog,
jeg ejed ingen vilje, men trådte i hans trin,
og alt, jeg agted ypperst før, mig syntes lavt og ringe,
jeg så kun hvor han vinked, og hedt mit hjærte slog;
og langelegen hørte jeg af gyldenstrænge klinge.
Der kom en skare mig imod af mænd og unge kvinder,
de bøjed sig i mulde og loved ham med sang,
jeg så en sø af bryst ved bryst, et blus af røde kinder,
og slag af hånd i spæde hånd og latter kort og kåd.
I dans om krat og tue de lyse lemmer sprang,
til arm i arm og kind mod kind bag løvets skjul de ginge,
og suk af fryd jeg nemmed og lyd af lyst og gråd,
og langelegen hørte jeg af gyldenstrænge klinge.
Jeg så en svend med solbrun lød og lådden over brystet,
af dunkelrøde læber han råbte på et navn:
Ved højsalslejet mødtes vi, bag søjlen du mig krysted,
med hovedguld om gyldenlok og sølvivirket lin;
gik dagen dig af minde, du sad i snækkens stavn?
som fole gennem kløvervang den brød i hav sin bringe;
en sæd af sorg jeg lagde, men lo at du var min,
og langelegen hørte jeg af gyldenstrænge klinge.
Der løb en kvinde under kvist med tunge hvide lemmer,
Jeg véd om mørkets lange stund og længsel, hjærtet gemmer,
jeg slog min hånd om brystet ved nattergalens røst,
den hvide måne dukked i havets køle brus,
jeg lå og led med våde blik, som aldrig søvnen finge,
alene på mit leje og bleg som græs i høst,
og langelegen hørte jeg af gyldenstrænge klinge.
De toged frem, hvor bækken randt, med sang af mange munde:
Vi mindes ej vor frænde, vi ænser ej vort land,
vi færdes mod de unge år og glemmer dem, der runde,
vi søger ikke ærens urt og visdoms bitre frugt,
men kyssets hede gave og møens lyst hos mand,
og bløde hænders ømme strøg og favntags rus vi bringe,
vi lyder ingen love og kender ingen tugt,
og langelegen hører vi af gyldenstrænge klinge. — — —
Hvor bøgen luder over brink et lønligt bo jeg bygger,
et gemme for min elskov, en rede lys og lun,
den rose môd og vinens løv om karm og svale skygger,
og hvide tjørne skyder højt, om huset til et hegn,
jeg drager det med silke, der dækker over dun,
og sir af sølv om loft og lad i slangerunde ringe;
der vil vi sammen dvæle i sommersol og regn,
og langelegen hører vi af gyldenstrænge klinge.
Der blotter jeg din runde arm, og brystets dug jeg løser
og minder dig for munden og øjets lukte låg,
i barmens hede vovegang et blomstervæld jeg øser,
den røde rose mild og mørk, den gule køl af dugg,
men ej den blege hvide, den har så spædt et sprog,
jeg drysser dem så varsomt ned, at ingen torn skal stinge,
og favner dig i arme og dæmper dine suk,
og langelegen hører vi af gyldenstrænge klinge.